’Det store glitch’: Et særsyn i dansk film har biografpremiere i dag
Hvis du synes, dansk film står i stampe, kommer ’Det store glitch’ med godt nyt.
Med sin anden spillefilm har den Super16-uddannede instruktør Søren Peter Langkjær Bojsens nemlig gang i en spøjs genremikstur, som vi sjældent (hvis nogensinde) ser herhjemme.
’Det store glitch’ bærer den selvbestaltede genrebetegnelse »slacker-scifi« og ligger således et veloplagt – og meget uforudsigeligt – sted mellem science fiction og coming of age-komedie.
Lige fra første scene mærker man, at intet ligger fast i gængse filmskabeloner. Langkjær Bojsens egen metabevidste fortællerstemme, der fik mig til at tænke på Joachim Triers debut ’Reprise’, indleder filmen med ordene: »En film begynder altid med et ønske«.
Fra sit kontor ser han ud på den dalende sne og digter sig straks væk til en københavnsk sommer, hvor vi møder filmens hovedkarakterer Ronja, Serber og Franka, spillet af de nye skuespilnavne Joos Støvelbæk, Lukas Gregory og Leonora Saabye.
Ronja og Serber er to fyre i 20’erne, der bor sammen med en tredje roomie i en lidt for rodet lejlighed – de har i øvrigt lige fået væggelus. De tilbringer rastløst og retningsløst sommeren med at drikke discountøl, diskutere krig og klimakrise og ryge lidt for mange joints.
At filmen faktisk har dobbelttitlen ’Det store glitch / Paradisets børn’ passer meget godt til handlingsforløbet. For hurtigt deler fortællingen sig i to spor: På den ene side følger vi en charmerende kejtet kærlighedsfortælling mellem Serber og pigen Franka – på den anden side et både paranoiafyldt og komisk attentatkomplot, som Ronja vikler sig selv ind i, da han svarer på en krypteret sms.
Det hele flettes sammen af teorier om kvantefysik og parallelle virkeligheder, som Serber har det med at fortabe sig i, når han går på YouTube i sine hashkogere.
Drengene begynder at lægge mærke til underlige glitches i omverdenen. Personer fryser pludselig midt i en bevægelse, og Ronja møder pigen Esther, som ligner Franka på en prik og hele tiden gentager: »Jeg har fået at vide, jeg ligner Nancy fra ’Stranger Things’«.
Glitch-tematikken spiller også en gennemgående rolle i filmens stil, hvor de pastelfarvede billeder flere gange forvrænges og går i hak.
’Det store glitch’ har altså gang i rigtigt, rigtigt mange ting. Og det fungerer overraskende godt. Måske skyldes det, at de mange skøre indfald præsenteres med masser af uhøjtidelig humor og hangout-stemning. Selvom der uden tvivl er ambitioner bag filmen, tager den ikke sig selv for seriøst.
Da Ronja involverer sig i et »decentraliseret revolutionsnetværk«, hilser hans rullekravebærende og mystiske kontaktperson for eksempel med et »Mellon« – ’ven’ på ’Ringenes herre’-sproget sindarin. I en anden scene laver Ronja og Serber en spontan og ret så forrygende Thomas Bo Larsen-imitation.
’Det store glitch’ er fyldt med sådanne sjove detaljer, herunder mange København-specifikke referencer. Som da Serberen sammenligner teorien om parallelle virkeligheder med de mange skiver skinke, man får i sandwichen fra »Porno-pizza-stedet på Gothersgade«.
Mod slut lider filmen lidt under sin knapt så stringente fortællestil. Det helt store, trippy klimaks, som der bliver teaset for undervejs, lader vente på sig. Faktisk kommer det først som en eftertanke under rulleteksterne.
Her kaster Langkjær Bojsen til gengæld en overrumplende, surrealistisk AI-genereret sekvens i hovedet på sit publikum.
Denne lyst til at skabe billeder og scenarier, som aldrig er set før, understreger, hvorfor ’Det store glitch’ er et kærkomment bekendtskab i dansk film.
Kort sagt:
Er du træt af danske film om familiedramaer og Anden Verdenskrig? Så bør du tjekke ’Det store glitch’ ud.