’Viften’: Provokerende og gennemført film trækker tæppet væk under den danske selvfortælling
Petrine er et pragteksemplar af en husholderske.
Hårdtarbejdende, karismatisk og vellidt løser hun opgaven som værtindens højre hånd, altid til stede, men uden at gøre opmærksom på sig selv. Når der kommer gæster, følger hun deres mindste vink, og ved middagen står hun og de andre tjenere rundt om bordet som statuer, der kun kommer til live, når en stol skal trækkes ud, eller et glas skal fyldes.
Den yngste af dem hænger under loftet og sørger for kølig luft til de spisende. Han kaldes viften.
På slavemarkedet går Petrine for 550 rigsdaler. Og i det hjem, hvor hun tjener, bliver hun altid behandlet efter reglerne, det vil sige maks. seks piskeslag til »negerinder« ved ulydighed. En glad slave er nemlig en nyttig slave.
Sådan er det på de danskejede vestindiske øer i 1848. Danmark er en koloni- og slavenation, som ejer tre øer i Caribien med det formål at tjene penge på slaver, både som gratis arbejdskraft og som en vare. Men her i midten af 1800-tallet er vi, som det progressive foregangsland, vi jo altid har været, parate til at opgive slaveriet. Alle andre lande havde også kolonier, så resten af historien kan vi fint pakke sammen og glemme eller gemme under vores naboers rædsler.
Det er sjovt, hvad små lande kan leve med, så længe vi kan sige, at dem, der er større, var værre.
Anna Neye og Frederikke Aspöcks ’Viften’ er et unikum i dansk film. Den hiver i alle de løser ender af vores selvfortælling, trævler danmarkshistorien op og blotlægger vores fælles kolonifortid.
Hjemmet, hvor Petrine (Sara Fanta Traore) arbejder, tilhører den højtrangerede Peter von Scholten (Claus Riis Østergaard), som er sendt til den dansk vestindiske ø St. Croix for at sikre ro og orden. Han bor med Anna Heegaard, som er farvet, men fri. Som et led i sin humane behandling af slavebestanden tillader den danske stat nemlig ufrie at købe sig selv tilbage.
Petrine er tæt med Anna, og de taler engelsk-kreolsk sammen, et fælles blandingssprog mellem de farvede på øen og et vidnesbyrd om ’Viften’s grundlæggende troskab mod de faktiske forhold i 1800-tallets Dansk Vestindien. Men Anna ejer Petrine. For øens slaver er Anna, med sin rigdom og forkælede opførsel, hvid; ifølge Anna selv er hun farvet, men ikke i den nedsættende betydning. »En neger er én, der arbejder i marken«, som hun siger.
St. Croix er underlagt den særlige form for danske fred, hvor vi ikke taler om det, der er lige under overfladen. Hvis de ufri først føler sig undertrykte, skal de jo nok gøre oprør, som von Scholten bemærker. På trods af indførelsen af slaveskoler og regler om piskeslag ulmer uroen blandt de ufri, og under skumle omstændigheder sender den danske konge forstærkninger i form af admiral Irminger (Jesper Groth).
Det bliver starten på en skrøbelig magtkamp mellem herrerne og de ufri, hvide og farvede, kvinder og mænd. Anna Neye, der står bag idé og manuskript til filmen og spiller Anna Heegaard, lader al den skjulte magt og mere eller mindre skjulte vold boble op til overfladen i al sin kompleksitet og brutalitet. Med gennemførte mættede farver og tableauer, der underbygger det absurde i den ekstravagante livsstil og det ubarmhjertige i den økonomi, det hele bygger på.
Det er de ufri, der er hovedpersonerne, ikke de ridderkorsbærende kolonisatorer. Petrine og Heegaard lever i et slavesamfund, som tillader dem en smule bevægelse, så længe de accepterer, at deres menneskelighed devalueres, og Neye filtrer på imponerende vis ud, hvordan der er flere måder at navigere i at være ufri.
Ondskaben viser ét af sine ansigter i admiral Irminger. Han nyder sin groteske magt, og hans vold er både pludselig, hård og fysisk, som når han finder en saks frem for at klippe et fingerled. Men det er en helt anden slags vold, når han beder Petrine og Anna placere sig med krumme rygge for at illustrere, hvordan udviklingen ifølge ham er gået fra aben, gennem de sorte og op til mennesket, ham selv.
Men i ’Viften’ har volden også en tredje form, nemlig passivitet. Von Scholten danner par med en farvet kvinde, men lader Irminger bo i sit hus. Han klapper sine slaver faderligt på skulderen, så længe de siger, at de er lykkelige i deres fangenskab. Han og det øvrige parnas af hvide plantageejere siger ting som »der er intet andet sted, de ufri bliver behandlet så godt«, og »hvorfor skal vi straffes, vi har jo ikke opfundet slaveriet!«
Ved at lægge ord i munden på slaveejerne, der er tydelige ekkoer af aktuelle diskussioner om identitet, integration og flygtningestrømme, ved at lade kameraet dvæle ved dem, der ikke har taletid, ved pludseligt at afbryde scener med tegnede fremstillinger af, hvad ulydige slaver kunne blive udsat for, gør Neye det klart, at ’Viften’ ikke kun er et periodedrama. Det er også et nutidsdrama.
Hvor den i sin form og særligt i sin karakteristiske lydside leder tankerne hen på ’The White Lotus’ eller ’Get Out’, er æstetikken musikvideo-agtig lige-på og kølig som lånt fra Solange og Little Simz, der også begge beskæftiger sig med stolthed, historie og alt det, der er belejligt nemt at udelade, når man er hvid. Det er en flot film, der gør opmærksom på sig selv og gør ondskaben latterlig, lige indtil det bliver alvor.
Med et vidtfavnende emne og et stort persongalleri, der skal dækkes på halvanden time, har filmen sine mangler. Særligt i den sidste tredjedel går det stærkt med at rede trådene ud. Men den skaber en indgangsvinkel til et emne, vi har ignoreret alt for længe, med de rette balancer af provokation og indignation.
Det er det første indslag i en forhåbentlig lang samtale om vores ikke-særlig-fjerne fortid og dens lange løse ender.
Kort sagt:
’Viften’ gør ondt at se af mange grunde. En af dem er at indse, at jeg tæt på intet aner om dansk kolonihistorie.