’Apolonia, Apolonia’: En enestående og vild dansk dokumentar om betagende bohemekunstner
Lea og Apolonia er nære venner. Lea er bag kameraet, Apolonia er foran. Vi får ikke forklaret i detaljer, hvordan de to egentlig fandt hinanden – ikke andet end at Lea på Filmskolen havde til opgave at filme et portræt, og hun havde hørt om denne kvinde, der boede i et teater i Paris.
Hun tog derned, og Apolonia lukkede hende ind.
Det var i 2009, og der går mange år, inden Lea Glob stopper med at filme Apolonia. Lea er betaget af hende, fortæller hun i den voiceover, der leder os igennem de mange års optagelser, og som nu er blevet til denne intime dokumentar.
Lea er betaget af den verden, Apolonia Sokol er en del af, og det liv, hun lever. For det er den mest rendyrkede bohemetilværelse, en form for kunstnerparadis, hvor liv og politik og kultur går i ét. Teateret, som hendes forældre ejer, er et sted, hvor lokale mødes, aktivister i eksil søger ly, og scenekunsten er vigtigere, end at vægmalingen skaller, og madrasserne er slidte.
Apolonias mor flygtede som ung fra sovjetkommunismen, og da hun blev kærester med Apolonias far, filmede de sig selv med intentionen om at vise det til deres fremtidige barn – inklusive en aften, de har sex, og som de mener er dér, deres datter blev undfanget.
Så selvfølgelig bliver Apolonia også kunstner. I de første år af Leas optagelser går hun på det fornemme franske akademi Beaux-Arts, hvor hun maler, mens truslen hele tiden lurer i baggrunden om, at hendes families teater, hvor hun stadig bor, går konkurs eller bliver opkøbt.
Hun har slået rødder i det teater, siger hun.
Lea Glob har fuldstændig ret i, at hun har fundet en helt enormt dragende hovedperson. Man kan kalde det held, at hun fandt én, der nærmest ender med at rejse jorden rundt i sit forsøg på at slå igennem som maler. Men jeg tror aldrig, Glob var i tvivl om, at Apolonias liv ville føre i alle retninger og blive en tour de force gennem en kvindelig kunstners liv og den bizarre, nådesløse og til tider modbydelige kunstverden.
’Apolonia, Apolonia’ tager os fra de franske smagsdommere, de gammeldags gatekeepers, til det opportunistiske Los Angeles, hvor alt og alle kan købes. Her er hun – en smuk, europæisk kvinde – en interessant vare. Hun kan tjene alle de penge, hun vil, hvis bare hun afgiver sin autonomi som kunstner.
»Du er blevet et industriprodukt«, siger en veninde til hende, og Apolonia giver hende ret.
Efter en udstilling bemærker en anerkendt kunstkritiker, at man kan se i hendes værker, at hun ikke har sig selv med. Han advarer hende mod at blive fanget af markedsmekanismerne. Hvad kan hun gøre for at undgå det, spørger hun?
»The only way out is to be really good«, er svaret.
Og hvordan bliver man så det? Hun maler drømmeagtige billeder med tråde til sin families forbindelse til Polen, men pludselig hader hun alt det, hun har lavet.
I L.A. bliver hun inviteret ind for at male portrætter af de kendte, hun sidder over for ’White Lotus’-skaber Mike White, som advarer hende mod den aftale med Weinstein, hun ellers havde planlagt. Hun tager alt sit tøj af foran et kæmpe oppusteligt buttplug, bare for at føle et eller andet, virker det som.
Alt det fanger Lea Glob nænsomt med sit kamera. Og selvom der foregår meget, har dokumentaren hele tiden fat i fortællingen om at lede efter et sted i verden til sig selv, når kunst er den eneste måde at være, huske og fortælle, som man kender.
Det er temaer, Glob selv kender til. Som deres lange venskab filtrer hendes og Apolonias liv tæt sammen, og begivenheder i Leas eget liv griber ind, bliver det også en film om hende selv og hendes behov for at dokumentere, bevare og skabe sammenhænge.
Det er enestående optagelser, som bliver til en enestående film om Apolonia, hvis liv måske ikke er så genkendeligt, men hvis slingrende kurs i allerhøjeste grad er.
Kort sagt:
Hvor er det godt, dokumentarist Lea Glob mødte kunster Apolonia Sokol og filmede alle hendes skøre idéer og op- og nedture, så vi kunne få denne vilde film om at være kvinde i kunstverdenen.