‘Megaheartz’: Brutal kærlighedsdokumentar dunker, dunker, dunker – og gør alting kæmpestort
CPH:DOX: Emily Norling ejer essaydokumentaren i svensk/norske ’Megaheartz’.
Inden filmen går rigtigt i gang, forklarer den sig: »Den her film følger ingen logik«. Det er både sandt og ikke sandt. Filmen følger kærlighedens og vanviddets logik. Det virker kaotisk, men det giver mening.
Mens Emily pakker alle sine ting ned, forærer en kvinde et maleri, hun har lavet, til sin veninde. »Det er det fineste, jeg har set!«, udbryder veninden, vildt glad. Det forestiller livet – lige dér hvor de er, i Stockholm, »lige mellem Biblen, Satan, den psykiatriske afdeling, Grand Hotel og ildkuglen og alt derimellem«.
Lige bagefter tager hun en stor kniv op og begynder at hakke i maleriet med den. »Jeg ødelægger den ikke!« siger hun, da veninden protesterer. »Men se nu, hvor sjovt det her bliver …«.
Formsproget spænder fra grynede, håndholdte optagelser til mere kunstfilmagtige montager. Det bliver holdt sammen af det vildt flotte originale soundtrack af den amerikanske electro-dronning Eartheater, som fuldendt inkarnerer hovedpersonernes energi.
Meget af skønheden i ’Megaheartz’ opstår i det asynkrone. For eksempel en samtale mellem onscreen-Emily og hendes bedstemor, der senere bliver klippet sammen med en oplæsning af en tekst, som Emily skriver efter bedstemorens død.
På skærmen kører i sig selv banale barndomsoptagelser, som ikke har noget formidlende ærinde, men forstærker den komplekse sorgfølelse. Den sorg, der også indeholder fremmedgørelse og smerte over familiens historie. Klippene stammer fra en række bånd, bedstemoren efterlod Emily. »Hvorfor ville hun tage mig tilbage til dét? Det svulmer op inden i mig«.
Teksten er ufatteligt velskrevet, og noget ved billedsiden gør, at ordene bliver skubbet helt ind i hjertet på mig. Jeg forstår det ligesom med kroppen.
Den mest eksplicitte historie bliver primært fortalt gennem en brevveksling mellem en af filmens hovedpersoner, Emma, og hendes tidligere elsker Ernie.
»Hele mit liv har handlet om dig, og du er her ikke«, skriver Emily. Ernie er på Ibiza og plager Emily om at komme. Hun tager afsted, men han kommer ikke og henter hende på hotellet. Hun sidder ensom i varmen og venter. Skaber flygtige, sky forbindelser til de andre hotelgæster. Men det gabende hul fra Ernies fravær er smertefuldt nærværende.
»Jeg hører, du er ved at lave en film«, skriver Ernie, efter at hun er vendt hjem igen. »Handler den om mig?«.
Og nej – den handler ikke om Ernie. Eller om nogen af de andre unavngivne kærlighedsobjekter, som hovedpersonerne elsker, hader, længes væk fra eller imod. Den handler om kærligheden selv. Og hvordan den ligger inde i kvindernes megahjerter. Dunker, dunker, dunker og gør alting kæmpestort.
’Megaheartz’ har ramt den perfekte balance, hvor den lige giver én nok detaljer til, at man bliver pirret og vil vide mere, på samme måde som når nogen betror én en hemmelighed. Mens den udelader nok til, at det er muligt at projicere alt sit eget shit på historierne, så det hele tiden føles, som om filmen er lavet til mig.
Og så går filmen ind i den voldsomhed, som findes på sådan et tidspunkt i livet, hvor det ikke går længere. Personerne, vi følger, er omkring slut-20’erne og har alle haft liv, hvor de har jagtet den storhed, som findes på grænsen til det ekstremt smertefulde.
På vej ud af rehab reflekterer en af kvinderne over den her todelte længsel mod destruktivitet, som hun er vant til at forfølge – og roen, som hun er ved at lære at kende. Hun siger, at hun kæmper for at komme derhen, hvor lyset er – lyset, siger hun, er kreativitet, skønhed, kærlighed. Men det kommer altid tilbage til det spørgsmål, som indledte filmen. Kan kærligheden findes uden vanviddet?
’Megaheartz’ er blot Emily Norlings anden dokumentar i spillefilmlængde. Det er til filmens fordel, at den har noget råt og sultent over sig. Dens måde at undersøge sig selv som film på er en spejling af de temaer, den beskæftiger sig med, som ikke nogensinde bliver tænkt færdige. Der er intet filter mellem filmens udsagn og seeren. Den går direkte ind som en brutal og lysende sandhed.
Æstetisk og tematisk har der været danske eksempler i samme sfære – for eksempel DR3’s dokumentarserie ’Hunkøn’ (2018) og hybriden ’Team Hurricane’ (2017). Og kærlighedshistorierne i ’Megaheartz’ er i tæt familie med den svenske ’Something Must Break’ (2014), som også florerer i grænselandet mellem kærlighed og vold.
Det føles ret radikalt at se den her techno-destruktivitet gennem et heteroseksuelt kvindeligt blik. Jeg kan ikke huske at have set det sådan før. Det låner fra det queer på den bedste måde, hvor den udvider rammerne for kvindelighed. Samtidig står den også stærkt som et filmens svar på kærlighedsessays som Dolly Aldertons ’Everything I Know About Love’.
Og som et intimt, begavet, umiddelbart portræt af det største af alt.
Kort sagt:
’Megaheartz’ undersøger sig selv som film, samtidig med at dens hovedpersoner reflekterer klogt og udtryksfuldt over kærligheden og destruktiviteten som livets mørke og lys. En brutalt nærværende essayistisk dokumenter.