‘Hunkøn’: DR3-serie om transkønnede er essentiel

Kønsorgan.

Den del af dig down there, der mejsler dit køn i samfundsnormernes granit. Den del, der afgør, om du er en ’rigtig’ kvinde eller mand.

»Vi har også en hjerne, der er super kompleks. Hvorfor er det ikke den, der definerer vores køn? Hvorfor skal det være sådan en … slimhinde«, spørger makeupartisten Natalia på 31, mens hun laver smokey eyes på sangerinden Ivy på 27 i DR3’s nye dokuserie ’Hunkøn’. Begge kvinder er transkønnede, og begge konfronteres igen og igen med omverdenens eksplicitte behov for at rode rundt under bæltestedet:

»Det er det første, folk vil snakke om: Om man har en penis. Spørger jeg måske om, hvor stor din tissemand er, ved første møde?«, siger Ivy.Timingen for ’Hunkøn’ er usvigelig, idet serien lander oven på en sensommer og efterår, hvor repræsentationen af transkønnede i kulturen har fyldt i mediebilledet med debatter om, hvad transkønnede bør mene og føle om, at cis-skuespillere fortolker deres liv i film, der gerne dvæler hypnotiseret ved transitionshistorier og førnævnte ’eksotiske’ nedre regioner frem for det alsidige menneske.

’Taknemmelige’, var konsensus først og fremmest blandt eksempelvis Information og Berlingskes mandlige heteroseksuelle klummeskribenter, der på højdramatisk vis begræd selve filmkunstens endeligt, hvis ikke Scarlett Johansson kunne få lov til at spille transkønnet, og MIX-festivalen droppede deres fravalg af film om transkønnede med cis-hovedroller.

Respekten som mand vs. usikkerheden som kvinde

Transkønnedes perspektiver skulle man lede længere efter i nyhedsstrømmen, om end Politiken gav mikrofonen til den danske skuespillerinde May Simón Lifschit (‘Sorte Måne’, ‘Vildheks’), alt imens det transkønnede hovedcast i Ryan Murphys fremragende serie ‘Pose’ (der om noget slog fast, at der findes stærke transkønnede skuespillere på Hollywoods stjernehimmel) bidrog til at nuancere debatten på den anden side af Atlanten.

Hollywood-polemikken polariserede for en stund mediediskursen i en grad, at menneskene bag debatterne nær ved forsvandt, men i ’Hunkøn’ er det endelig de transkønnedes hverdagsliv og tanker, der står i centrum. Og selvom førnævnte Ivy ganske vist fremstår noget mere glamourøs end de fleste kvinder – hun betræder den røde løber til Elle Style Awards og skyder musikvideoer for at hele hjertesorger – er det først og fremmest de fem deltageres velovervejede og velartikulerede observationer om kønsforskelsbehandling og påduttede identitetsmarkører, der går rent ind og giver stof til eftertanke.

Således får man ikke alene indblik i udfordringerne omkring samfundets ofte stereotype forventninger til transkønnedes look og laden – hvis ikke transkønnede kvinder har lyst til at gå med makeup, er de så overhovedet at betragte som kvinder og ikke homoseksuelle mænd, lyder én særligt grum fordom – men også unikke førstehåndsbetragtninger af, hvordan hovedpersonerne oplevede livet som mand versus livet som kvinde.

Betragtninger, der spidder kvinders giftige præstationsangst over konstant at blive målt og vejet af deres medsøstre (»Kvinder burde støtte hinanden mere«, siger Ivy) og samtidig hudfletter de usynlige, men helt grundlæggende magtrelationer mellem mænd og kvinder, en større andel mænd har sat forargede spørgsmålstegn ved i det seneste års ophedede ligestillingsfejder:

»Da jeg var mand, fik jeg en respekt, som jeg ikke har som kvinde. Jeg blev hørt«, siger Natalia og forklarer nøgternt, at hun havde langt større tiltro til sine egne evner, da hun havde mere testosteron i kroppen. Nu buldrer følelserne derudaf, og hun bliver lettere stødt over ting, som hun før havde børstet af; »Men det er sgu meget rart at mærke noget«, slår hun fast.

Skældsord fra pruttende knallerter

Deltagerne er så forskellige som nat og dag, men modstanden er den samme: Ivy bruger gerne sin stemme til aktivisme for andre i LGBTQ-miljøet, der kæmper – såsom 16-årige Valerie, der i forældrenes køkken på Sydfyn trækker knæene op under hagen og drømmer om at flytte til hovedstaden og væk fra dem, der stadig insisterer på at kalde hende ved hendes tidligere drengenavn. Hvis de da ikke ligefrem råber skældsord fra pruttende knallerter på vindblæste provinsveje.

Valerie har hårextentions og kulsort eyeliner, for folk har nemmere ved at se hende som en pige, hvis hun konformerer til billedet af, hvordan en pige helst skal se ud, fortæller hun. Også selvom hun egentlig slet ikke gider at bruge så lang tid på makeup. »Pretty hurts«, konstaterer teenageren tørt.

Vigtigst af alt vil Valerie godkendes til at påbegynde hormonbehandlinger. »Seriøst, hele mit fucking liv er ødelagt, hvis de siger nej«, siger hun med den form for trodsige råhed i stemmen, der kommer af konstant at måtte forsvare sig, men som i dette tilfælde ingenlunde skjuler desperationen over, at hendes krops fysiske udvikling bestemmes af ét møde på Sexologisk Klinik, hvor Valerie skal kunne ’bevise’, at hun er transkønnet.

»Hvis du ikke snakker på en speciel måde og går i kvindeligt tøj, kan du ikke være kvinde. Det er sjovt, at jeg skal dømmes af en dame med kort hår og busker på, om jeg ligner en kvinde nok«, siger Valerie.

Alsidighed i andedammen

Det er svært at begribe det psykiske pres over at skulle argumentere for selve sin identitet, der her lægger sig tungt på de bare 16-årige skuldre af en institution, der gentagende gange er blevet kritiseret af transkønnede for at stille upassende spørgsmål til ansøgere og trække transpersonernes udredning i langdrag. Hvorfor den transkønnede mangfoldighedskonsulent og medvirkende i ’Hunkøn’, Laura Mølgaard Tams, da også i sommer advarede mod regeringens beslutning om at inkludere folk fra Sexologisk Klinik i det nye statsfinansierede videnscenter om transkønnede.

’Hunkøn’ er essentiel, velproduceret public service helt i ’Prinsesser fra blokken’s arv, der har potentialet til at gøre os rummeligere og klogere på hinanden i den lillebitte andedam, hvor velmenende samfundsdebattører og politikere gerne er hurtige til at monopolisere minoritetsgruppers fortællinger ud fra heteronorme forestillinger om, at den forbilledlige danske ligestilling så godt som har ophævet magtstrukturer og fordomme imellem kønnene.

Og så rækker serien en venlig hånd ud til dem derude, der stadig ikke kan vriste blikket fra buksen: »Du undrer dig. Jeg undrer mig også selv. Så kan vi undre os sammen«, smiler Natalia til kameraet. DR3’s dokumentarer er slet og ren en gave til folket.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.

Læs også: ’Doggystyle’: Uundværlig ungdomsserie fra allerøverste DR3-hylde får hjertet til at svømme over

Læs også: Debatten om Scarlett Johanssons transrolle er ærgerligt reaktionær – og misser en vigtig pointe