KOMMENTAR. »Det kaldes SKUESPIL «.
»Skal psykisk syge karakterer måske også spilles af psykisk syge, og krigsveteraner af krigsveteraner?«
»Hollywood-film kræver nu engang Hollywood-stjerner for at få succes.«
Reaktionerne på at Scarlett Johansson tidligere på ugen trak sig fra rollen som den virkelige gangster og transmand Dante ’Tex’ Gill i filmen ’Rub & Tug’, har flere steder affødt hovedrysten over, hvad mange opfatter som endnu et eksempel på overdreven (køns)politisk korrekthed.
Herhjemme skriver Rasmus Elmelund i en leder i Information:
»I den frie vestlige verden betragtes LGBT-kamp som frihedskamp. For få årtier siden diagnosticerede vi transpersoner, i dag hylder vi dem i prideoptog i de fleste større byer … En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.«
Argumenterne er lige så klassiske, som de er blottet for nuancer og præget af en træt, men hyppigt udtrykt underliggende »Nu må vi vist også have snakket nok om ligestilling og køn«-irritation – til trods for, ingen formentlig med vilje vil træde nogen over tæerne.
De cis-kønnedes Oscar-fest
»Vi« (den cis-kønnede majoritet, forstås) er trætte af alle de hensyn til højre og venstre. »Vi« gider ikke »svenske tilstande«. Og transpersoner har jo som sagt deres årlige pride. Er det da ikke den største sejr, at vi gerne vil synge med på ’We are family’? Kan de da ikke være glade for, at Hollywood i det mindste nu er åben for overhovedet at fortælle transhistorier, og at en stor stjerne som Johansson ville skabe en masse positiv cis-opmærksomhed?
I bedste fald kunne hun gå hen og vinde en Oscar for sine strabadser med at leve sig ind i, hvad det vil sige at være trans, og dermed få mulighed for at holde en tårevædet takketale om, at LGBTQ-miljøet fortjener større respekt og flere filmhistorier. Bare ikke roller. Dem klarer superstjernerne, for det er ikke værd at satse på, at mainstreampublikummerne vil omfavne en transskuespiller.
Endnu.
Endnu er imidlertid aldrig, hvis ingen får chancen for at få en fod i døren. For 20 år siden tog Robert Redford en chance med en dengang 13-årig Johansson, og påstanden »Hvis de er gode nok, skal de nok få roller« holder ikke. Ingen er blevet en stor stjerne, uden at nogen har troet på dem, da de var nobodys. Især ikke skuespillere fra minoritetsgrupper eller miljøer, der historisk har været genstand for stærkt repressivt samfundsstigma.
Må heteroseksuelle ikke spille homoseksuelle og den anden vej rundt? Jo, det må de godt. I den ideelle verden burde der ikke være hindringer for, hvad en skuespiller kan spille. Ej heller for, hvem der kan blive skuespiller.
»Rollen må gå til den bedste«, lyder det. Den bedste ud af dem, der blev inviteret til casting, forstås. I mange hundrede år gjaldt det kun hvide mænd. Så kom kvinderne med. Sidenhen »farvede« skuespillere. Samfundet rykkede sig langsomt. Repræsentation på lærredet avlede større anerkendelse og forståelse uden for biografen, og den anden vej rundt.
Men det rykker sig immervæk stadig for langsomt til, at transpersoner automatisk tages i betragtning.
Spørgsmålet er ikke nødvendigvis, om cis-skuespillere, Scarlett Johansson i dette tilfælde, kan spille en given rolle, men om Hollywoods portrættering af transpersoner spillet af cis-skuespillere paradoksalt opretholder samfundssociale forestillinger om, at transmænd og kvinder faker deres identitet.
»Hun er i virkeligheden en han«
Skuespillere faker den hver dag, det giver sig selv, men når de spiller transpersoner fremstiller de mennesker, der allerede trækkes med mere eller mindre bevidste fordomme om, at de snyder med, hvem de er.
I Trumps USA er disse fordomme som bekendt blevet uhyggeligt konkrete: Obamas guidelines om, at transelever på skoler selv må vælge, hvilket toilet, de foretrækker – og sanktioner mod skoler, der nægter at efterleve dette – er blevet rullet tilbage. Regeringen ønsker at forbyde transpersoner at arbejde i hæren, fordi deres tilstedeværelse »forstyrrer«, ligesom sundhedsorganisationer er blevet pålagt ikke at at bruge ordet ‘transgender’.
At caste en kendt cis-kvinde som transmand og bade dem i Oscar-spotlyset når de har ’smidt forklædningen’, er med til at understøtte en eksotisk »Ej, hvor vildt, han er i virkeligheden en kvinde«-fascination, der kan spænde ben for forståelse i stedet for at gøre os klogere på transkønnedes identitet – som filmene og de velmenende stjerner jo ellers gerne vil.
I Slate’s podcast Culture Gabfest anerkender kulturjournalist (og transmand) Evan Urquhart de kommercielle udfordringer ved at caste uden stjerner, men argumenterer for, at man – hvis studierne ikke vil caste transpersoner til transroller – i det mindste fra nu af lader cis-mænd spille transmænd og cis-kvinder transkvinder. Han pointe er essentiel, men alt for sjældent hørt:
»Transpersoner har ikke selv valgt at være genstand for fordomme, der går på, at de ikke er autentiske nok. De fordomme kommer fra cis-verdenen. Hvis Felicity Huffman i ’Transamerica’ fra 2005 rent faktisk havde startet en tendens, hvor cis-kvinder spiller transkvinder og cis-mænd spiller transmænd, så tror jeg, at vi i dag ville have en anderledes naturlig opfattelse af transhistorier, hvor transpersonens sande jeg automatisk opfattes som mere autentisk – i stedet for at det centrale narrativ udspringer af en opfattelse af, at transpersoner prøver at skjule, hvem de er«, siger Evan Urquhart.
Og i en medfølgende artikel på Slate tilføjer han:
»Jeg har tit tænkt på, hvor anderledes min opvækst havde været, hvis hovedrollen i ‘Boys Don’t Cry’ var blevet spillet af fx Tom Cruise og ikke Hilary Swank«.
Forandringens nødvendige kampe
Mainstreamunderholdningens repræsentation af minoriteter har ikke blot betydning for minoriteterne, men for hele samfundets respekt for disse (ikke mindst blandt mindre oplyste befolkningsgrupper end det erklæret frisindede Danmark). Og det er ikke helt uhørt i branchen at bakke op om en nytilkommer ved at flankere vedkommende med velkendte, etablerede kræfter, der trækker det brede publikum til.
For ja, selvfølgelig er der gode transskuespillere derude, der tripper for at få lov til at indtage lærredet. Det ser man blandt andet klart og tydeligt i Ryan Murphys fremragende serie ’Pose’, hvor navnlig MJ Rodriguez spiller hjertet ud af brystet.
Engang blev kvinderoller – alle roller – spillet af mænd, og sorte spillet af hvide i blackface. Det har krævet blod, sved, tårer og tusinde ligestillingsdebatter at nå til, hvor industrien er i dag, og vi er langt fra i mål – også selvom nogle cis-publikummer »ikke orker at høre på mere«.
I den ideelle verden fik transkvinder og mænd også Oscars for at spille heteroseksuelle karakterer, men bred accept og repræsentation kommer ikke af sig selv. Og da slet ikke, hvis majoriteten i samfundet affejer behovet for forandring uden tanke for, hvad konsekvenserne af status quo reelt betyder for en hel befolkningsgruppe ude i den virkelige verden.
Vi er ikke ved at se en »afvikling af skuespilfaget«, ro på, men – forhåbentlig – en langsigtet berigelse af kunsten, der i sidste ende vil komme alle til gavn.
Læs også: De bedste tv-serier i første halvdel af 2018 – top 10-1