De fem bedste danske film i 2022

Årets hjemlige filmhøjdepunkter vidner om et flot og alsidigt dansk filmår – fra højtravende arthouse og gribende mainstream til følsomme udkantsdramaer og en vis omdiskuteret gyser.
De fem bedste danske film i 2022
Christian Tafdrups 'Speak No Evil'. (Foto: Erik Molberg)

Var det et godt år for dansk film?

Hvor ambitiøs (kritisk anlagt) man ellers gerne vil være på dansk films vegne, er det svært at komme uden om, at svaret er ja.

Det virker måske som en fjern fortid, men biograferne startede med at være coronanedlukkede i januar, og i årets resterende 11 måneder har det i høj grad været de brede hjemlige filmoplevelser (well, og ’Top Gun’), der har trukket masserne tilbage til det store lærred.

’Rose’, ’Hvidstengruppen II’, ’Alle for fire’, ’Bamse’, ’Tag min hånd’ og ’Fædre og mødre’ solgte 200.000 billetter – flere af dem op mod 400.000 – og selvom vi ikke fik en megasællert i ’Druk’- eller ’Ternet Ninja’-kaliberen, var det velgørende at konkludere, at danskerne grundlæggende gerne vil se danske film i biografen. Understøttet af, at mindre film som ’Speak No Evil’ og ’Vildmænd’ klarede sig bedre end ventet.

Men ét er selvfølgelig billetsalg. Hvad med det kunstneriske?

Først og fremmest må man glæde sig over alsidigheden. Fra velskårne mainstreamfilm som ’Rose’ og ’Bamse’ over en vellykket ung (anti)romcom som Julie Rudbæk og Jesper Zuschlags ’Elsker dig for tiden’, dristige gysere som ’Speak No Evil’ og ’Natten har øjne’, lavmælt drama fra Sønderjylland i ’Resten af livet’, bredt favnende komedie som ’Fædre og mødre’ og arthousehøjdepunkter som ’Vanskabte land’ og ’Holy Spider’ kom der kvalitet fra mange kanter i dansk film.

Den kommende ‘Elsker dig for tiden’. (Foto: Christian Geisnæs/SF Film)

Debutanterne Tea Lindeburg (’Du som er i himlen’), Christian Bengtson (’Krysantemum’), Cecilie McNair (’Ønskebørn’) og Gabriel Bier Gislason (’Natten har øjne’) markerede sig positivt med stilistisk gennemførte film fra andre synsvinkler end dem, der har domineret dansk film i mange år. Debuter, der lover så godt for instruktørernes kommende karrierer, at de beskedne billetsalg er underordnede.

Og med flotte festivaludtagelser, prisudmærkelser og eller/international bevågenhed til ’Du som er i himlen’, ’Holy Spider’, ’Vanskabte land’ og ’Speak No Evil’ kom der også mere objektive stempler på, at der er bund under de kunstneriske aspirationer i dansk film.

Er der noget at bekymre sig om?

Man kan indvende, at ’Vanskabte land’ er skabt af en islænding (Hlynur Pálmason), og at dansk-iranske Ali Abbasis ’Holy Spider’ med sin iranskfunderede, persisksprogede fortælling ikke er så dansk, at det gør noget. Men hey – Lars von Trier har altså heller ikke lavet en film på dansk i 16 år, og det har ikke gjort os mindre stolte af hans præstationer.

Jeg håber desuden, at ’Speak No Evil’ baner vejen for flere film i det, man kunne kalde A24-feltet: Udfordrende, stilistisk gennemførte film båret af underholdende fortællinger, der har en bredere appel end den traditionelle arthouse. De vellykkede eksempler i den retning er der fortsat for langt mellem i Danmark. Når Joachim Trier og Ruben Östlund kan sælge mange billetter i Danmark (begge omkring 100.000) med nogle af årets kunstnerisk set bedste og mest underholdende film, hvorfor kan de danske pendanter så ikke?

Måske fordi der ikke går mange filmkunstnere som den norske Trier og svenske Östlund på dusinet, men man har lov at drømme.

Flora Ofelia Hofmann Lindahl i ‘Du som er i himlen’. (Foto: Scanbox)

Og så kunne jeg altså fortsat godt tænke mig, at vi så flere film, der konfronterede nogle af de store temaer, som præger samfundet i Danmark lige nu. ’Vildmænd’ og ’Fædre og mødre’ var velkomne bestræbelser i den retning med deres fokus på henholdsvis mande- og forældrerollen, tilmed med forsonende komik, men ellers er der langt mellem de film, der vil sige noget om samtiden – og når det sker, er det med stærk forankring i det private, som også barnløshedstematikken i ‘Ønskebørn’ og Anders W. Berthelsens instruktørdebut ’Lykkelige omstændigheder’.

Filmkunsten er altid forsinket, for der går gerne mindst 2-3 år fra idé til premiere, men derfor kunne der stadig godt være flere danske film, der ikke bare handlede om at være menneske, men om at være menneske i samfundet Danmark, nu og her. Guderne skal vide, at der er nok at tage fat i.

Mens dansk film er kommet godt efter det med følsomme skildringer af landet uden for København – ’Miss Viborg’, ’Krysantemum’, ’Resten af livet’ – er det nedslående, at Zaki Youssefs kriminelle Musa i ’Vildmænd’ var den eneste hovedkarakter med anden etnisk baggrund i årets film (når man ser bort fra ’Holy Spider’, som er lidt uden for kategori i den sammenhæng).

I visse fora var der især kritik af den overvældende hvidhed i Paprika Steens ensemblefilm ’Fædre og mødre’, men mens det aldrig kan være den enkelte films opgave at løfte diversitetsopgaven, kan man konstatere, at det samlede danske filmudbud i hvert fald heller ikke gjorde det i 2022, når det kom til etnisk repræsentation.

Til gengæld kan vi glæde os over, at der var nogenlunde lige mange mandlige og kvindelige hovedroller i årets film. Og at dansk film er optaget af køn og kønsroller, som gennemstrømmede så forskellige film som ’Vildmænd’, ’Speak No Evil’, ’Krysantemum’, ’Smuk’, ’Du som er i himlen’ og på sin vis også ’Vanskabte land’ og ’Hvidstengruppen II’.

På dokumentarfronten var der måske lige knap de svimlende kunstneriske højdepunkter, vi efterhånden er blevet forvænte med, men film som ’Faldet’, ’Into the Ice’, ’Mr. Graversen’, ’Tsumu’, ’Taliban Land’ og især ’A House Made of Splinters’ udgjorde nu alligevel en tilfredsstillende høst.

Alt i alt var der nok gode film til, at det var svært at indsnævre feltet til de fem bedste. Så vi tog seks med – og de holder så også et så højt niveau, at de ville pryde et hvilket som helst dansk filmår.

Jette Søndergaard i ‘Resten af livet’. (Foto: Rolf Konow)

5. ’Resten af livet’ og ’Krysantemum’

Det er måske lidt unfair at slå to film sammen, bare fordi de begge foregår ude på landet i Jylland, vægter høj autenticitet i deres lokalskildringer og fintfølende tackler familier, der uden mange ord forsøger at håndtere sorgen efter tragisk afdøde sønner.

Men det er samtidig næsten for fristende – også som understregning af den positive tendens, at vi i disse år oplever en lille fortjenstfuld bølge af vellykkede film om Danmark uden for de store byer.

Frelle Petersen fulgte sin stærke debut ’Onkel’ op med endnu en rørende fortælling fra hjemstavnen Sønderjylland. ’Resten af livet’ handler om forældrene Egon og Maren og deres to voksne børn, som har et tæt forhold i den lille by, hvor de alle bor. Men da sønnen dør, kastes familien ud i en dyb sorg, som de reagerer meget forskelligt på. Med fornemt kameraarbejde, nærmest som i en film af den japanske mester Yasujiro Ozu, er ’Resten af livet’ et diskret gribende, sønderjysk svar på den italienske ’Sønnens værelse’. Aldrig har en tur i rutsjebanen i Tivoli været fyldt med så megen betydning.

Stortalentet Christian Bengtson behandlede også sin egen hjemstavn, Thy, med ’Krystantemum’ om den forknytte unge mand Anders, der forsøger at redde sin fallittruede fragtmandsfar ved at sælge ulovligt fyrværkeri gennem hans firma. Krudtet skaber en naturlig stærk suspense, der tilføjer filmen fine thriller-elementer, men det er forholdet mellem Morten Hee Andersens Anders og Henrik Birchs Thomas, der langsomt åbner sig op efter mange års tavshed, der gør stort indtryk.

De to skuespillere leverer nogle af årets bedste præstationer i den mere end lovende debut.

Begge film kan stadig ses i enkelte biografer. Læs Soundvenues anmeldelse af ’Resten af livet’ her – og af ’Krysantemum’ her.

Sofie Gråbøl i ‘Rose’. (Foto: Nordisk Film)

4. ’Rose’

Man kommer let til at tænke, at ‘Rose’ er navnet på den kvindelige hovedkarakter i Niels Arden Oplevs film, der er rig på franske feelgood-fornemmelser og baseret på en personlig historie om hans egen søster.

Det er det også på en måde. Men da vores hovedkarakter stiger modvilligt om bord på en turistbus med kurs mod Paris, hedder hun stadig mest Inger og vil gerne bede om en stesolid, mens hun punkterer bon voyage-stemningen ved at gribe mikrofonen og informere de medrejsende om, at hun altså er skizofren og har det rigtig dårligt tit. 

Som turen skrider frem, træder Inger dog først og fremmest i karakter som et menneske, der til tider er forkrøblet af sorg og psykisk sygdom, men har sit intellekt, sin humor og ikke mindst sine minder i behold. Selvom der er store udfordringer undervejs, finder hun støt tilbage til sin kerne og ungdom, hvor hun levede ‘La vie en rose’ i byernes by med fletninger og fransk elsker. 

Faldgruberne føltes mange ved en folkekomedie, hvor en elsket dansk skuespiller spillede psykisk syg. Men ‘Rose’ kommer mere end helskindet til Paris med hjælp fra et omhyggeligt hold danske skuespillere i topform som rejsekammerater. Ikke mindst Sofie Gråbøl, der blændende spiller både helt, offer og antagonist og forvandler hver en tomme af Inger med umage, omsorg og komisk timing. 

 Niels Arden Oplev har lavet et fuldbårent portræt af et menneske med en sindslidelse og en medrivende road movie. ‘Rose’ rammer bredt og helt rigtigt på samme tid. 

Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Holy Spider’. (Foto: Nadim Carlsen)

3. ’Holy Spider’

De virkelige hændelser, Ali Abbasis første film siden den fantastisk-vanvittige ’Grænse’ tager afsæt i, ligger et par årtier tilbage, men alligevel blev filmen en af årets mest aktuelle. Oprøret mod kvindeundertrykkelsen i Iran blev nemlig skræmmende og præcist afspejlet i fortællingen om en kvindelig journalist, der forsøger at fange gerningsmanden bag en række mord på prostituerede i den hellige by Mashhad, som mange i landet forsvarer moralsk.

Parallellen til de nutidige, gruopvækkende begivenheder i præstedømmet giver utvivlsomt filmen ekstra tyngde, men ’Holy Spider’ er også bare en højspændt intens slowburn-thriller i ånden efter ’Zodiac’, der både er ubehagelig at overvære og nem at lade sig rive med af. Man kan diskutere, om closeup-udpenslingen af kvindernes dødsøjeblikke var nødvendige, men Abbasi lykkes i hvert fald med at pille enhver form for romantisering ud af portrættet af den ynkelige seriemorder – og med at dissekere et samfund, der holder hånden over hans motiver, så man bliver indigneret langt ind i nervebanerne.

Den nye stjerne Zar Amir-Ebrahami vandt skuespilprisen på Cannes-festivalen for sin præstation som journalisten Rahimi – fuldt fortjent.

Kan stadig ses i enkelte biografer.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

2. ’Vanskabte land’

Skulle man efter de fremragende ’Vinterbrødre’ og ’En hvid, hvid nat’ være i tvivl om, at den danskuddannede islænding Hlynur Pálmason er en af de nye store nordiske auteurs, står det i hvert fald klart efter hans ambitiøse epos ’Vanskabte land’.

Filmen tager udgangspunkt i de første fotografier, der blev fundet på Island, og fortæller om den unge præst Lucas, der får til opgave at rejse til den grønne ø for at bygge en kirke og sprede det kristne budskab. Rejsen gennem den både smukke og brutale natur tager dog hårdt på den ellers hovmodige Lucas, ikke ligefrem afhjulpet af den stolte lokale vejviser Ragnar (den islandske stjerne Ingvar Sigurdson), der ikke har meget til overs for den arrogante danskers uformåenhed.

’Vanskabte land’ er på sin vis typisk slow cinema, men heldigvis ikke i genrens mest renskurede form, for flere gange tager den uventede drejninger og punkterer den højtidelighed, der kan ligge i det kvadratiske billedformat og det historiske udgangspunkt, med tør, nogle gange nærmest slapstick-agtig komik, et Palmason’sk varemærke.

Og så er filmen altså noget af det flotteste, man har set i dansk film længe, ikke mindst takket være fotograf Maria von Hausswolffs majestætiske og dog intime 35 mm-billeder.

Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.

‘Speak No Evil’. (Foto: Erik Molberg Hansen)

1. ’Speak No Evil’

Igen formåede Christian Tafdrup at lave årets mest omdiskuterede danske film – i sig selv en præstation, man ikke bør forklejne i en tid, hvor vi ikke ligefrem vælter os i film, man kan slå sig på.

Men var ’Speak No Evil’ nu også så uhyggelig, som rygtet (og nogle anmeldere) sagde? Var den så sjælerystende grum, at man skulle overveje ikke at se den, hvis man havde sit psykiske velvære kært?

Nej, men det var heller ikke hverken dens primære attraktionspunkt eller mest centrale kendetegn. Hvad Tafdrup, med bror Mads på manus, lykkedes med i historien om et dansk par og deres barn, der besøger en hollandsk familie, de har mødt på en sommerferie, var snarere nogle andre ting:

Den præcise, tålmodige skildring af, hvor meget der skal til, før vi siger fra, når vi møder det ubehagelige eller ligefrem onde. Satiren over den bløde danske mand, der heroisk redder datterens bortkomne kaninbamse, men ikke kan finde det i sig selv at slå tilbage, når det gælder. De vanvittigt intense scener i det dystre hollandske hus, når værtsparret skridt for skridt blotlægger deres sande natur. Det isnende twist, der balancerer perfekt mellem tankevækkende troværdighed og provokerende over the top-hed. Den fint doserede symbolik, der føjer lidt Trier til den psykologiske realisme. Og det veloplagte skuespil i alle fire roller af Morten Burian, Sidsel Siem Koch, Fejda van Huêt og Karina Smulders.

Og så kommer vi selvfølgelig ikke uden om slutningen: Bliver man ikke det mindste berørt af den dejligt nådesløse finale, er man lavet af sten fra en nederlandsk kalkgrav.

Kan ses på Grand Hjemmebio, Viaplay, Blockbuster m.fl. Læs Soundvenues anmeldelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af