’Vanskabte land’: Dette er filmkunst, som vi alt for sjældent ser herhjemme

’Vanskabte land’: Dette er filmkunst, som vi alt for sjældent ser herhjemme
'Vanskabte land' (Foto: Maria von Hausswollf/Snowglobe Photo)

Hlynur Pálmasons forrige film, ’En hvid, hvid dag’, startede med en montage af en mand, der byggede hus i de islandske bjergdale, mens sæsonerne skiftede omkring ham.

I instruktørens fremragende kortfilm ’Nest’ fulgte vi opførslen og brugen af en legehule omkranset af bjerge – ét år kondenseret til 22 mirakuløse minutter.

I Pálmasons nye film ’Vanskabte land’ – hans mest ambitiøse til dato – spiller brugen af time-lapse også en afgørende rolle. Her som dokumentation af en mere dyster forrådnelsesproces i skæret af den bjergtagende natur.

Den islandske auteur har siden ’Vinterbrødre’ markeret sig som en af de mest distinkte, nye nordiske filmstemmer. Centralt i hans virke står ambitionen om at indfange og bevare den geologiske tid, der får menneskenes tåbelige bestræbelser til at virke uendeligt små – eller som i ’Nest’ løfter undseelige øjeblikke til episk statur.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

Mennesker kommer og (for)går, men naturen bliver tilbage, indtil vi alle er blevet en mikroskopisk del af det store økosystem, hvisker Pálmasons billeder.

Det står i skærende kontrast til præsten Lucas’ (Elliott Crosset Hove) forsøg på at fotografere og dokumentere sit møde med den hårde, islandske natur som missionær i slutningen af 1800-tallet i ’Vanskabte land’.

Hans fotografiers objekt er menneskene, som færder sig i de »forfærdeligt smukke« landskaber, der modbekæmper missionærens forsøg på at besejre og undertvinge den – i hans øjne – hedenske natur. Det er disse virkelige billeder, taget af en dansk præst i perioden, filmen er baseret på.

I en kort prolog, hvor Lucas forberedes på sin rejse af en overordnet, hører vi om de pinsler, han har i vente: En vulkan i udbrud, der udsender en forfærdelig stank og får vandstandene til at ændre sig. Nætter så lyse, at folk har problemer med at sove. Midt i dette inferno skal han bygge en kirke.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

»Tilpas dig forholdene«, får han at vide, hvilket viser sig at være en uoverkommelig opgave for den unge kolonialist, hvis hovmod bliver hans undergang. Selvom han ikke kan ride, ikke gør sig besvær med at lære sproget og heller ikke bidrager til de basale gøremål som at fange mad og lave bål, kommanderer han sine islandske hjælpere med hård hånd. »Det er bare vand«, som han siger, da de skal krydse en farlig flod.

’Vanskabte land’ starter på velkendt ’Heart of Darkness’-terræn som en lillebror til Martin Scorseses ’Silence’, men transformerer sig flere gange undervejs. Den slutter et sted, der minder mere om den episke skildring af et lands overgang fra utæmmet frontier til moderne civilisation i ’There Will Be Blood’, hvor pludselige og brutale voldsudbrud også spiller en central rolle.

Filmen har dog allermest til fælles med latinamerikanske værker som ’Slangens favntag’ og særligt Lisandro Alonsos ’Jauja’ med Viggo Mortensen, der også behandlede dansk kolonialisme i academy-billedformat og med slow cinema-genrens dvælende æstetik.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

Pálmasons filmsprog – skudt på blændende flot 35mm af mesterfotografen Maria von Hausswolff – er dog helt sit eget, når duoen med en etnografisk tilgang og karakteristiske lange indstillinger afsøger hverdagen i den vilde natur, hvor det traditionelle billedhierarki mellem menneske og landskab opbrydes.

Filmen er så dedikeret til at vise hver en detalje i den ambivalente kamp mod og fascination af elementernes rasen, at man snildt kunne forestille sig, at selve produktionshistorien kunne få sin helt egen bag-om-dokumentar á la ’Apocalypse Now’.

Undervejs på den farefulde færd bliver Lucas’ tro ikke kun udfordret af det voldsomme sammenstød med Island. Også mødet med den charmerende unge dansk-islandske kvinde Anna (Vic Carmen Sonne), som bor i den landsby, hvor Lucas’ kirke skal opføres, sender skælv gennem præsten.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

Selvom Lucas’ rejse står i centrum for historien, skal tyngdepunktet findes hos hans islandske vejviser Ragnar (altid fremragende Ingvar Sigurdsson), der langsomt – og mod sin vilje – bliver underlagt den danske kolonialist.

I to uforglemmelige scener beretter han om overgrebet på naturen og ham selv. Først i genfortællingen af et drømmesyn, der tydeliggør, at menneskerne skaber deres egne problemer – naturen er neutral, selvom den bliver straffet for menneskenes dårskab. Og til sidst i en hårdtslående monolog, hvor han beskriver, hvordan danskerne har presset et kunstigt moralkodeks ned over ham og langsomt undertrykt hans menneskelige natur ved at gøre ham bevidst om sig selv.

‘Vanskabte land’. (Foto: Scanbox)

Under det hele ligger diskussionen af, hvad det vil sige at være menneske. Er vi mere end bare dyr, som Lucas’ intellektuelle levevis – afskåret fra naturen – forudsætter?

Måske ikke, synes filmen flere gange at sige. Blandt andet i en komisk brydekampsscene, hvor præsten fratages sit intellekt og reduceres til en krop, der kæmper for sin egen overlevelse.

Det er filmkunst, som vi alt for sjældent ser det herhjemme. At det åbenbart kræver islandske kræfter at realisere på dét niveau, er en helt anden snak.


Kort sagt:
Med ’Vanskabte land’ om dansk kolonialisme i Island beviser Hlynur Pálmason, at han er en af de mest fremtrædende nye filmstemmer i Norden.

’Vanskabte land’. Spillefilm. Instruktion: Hlynur Pálmason. Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Ingvar Sigurdsson, Jacob Lohmann, Vic Carmen Sonne, Ída Mekkín Hlynsdóttir. Spilletid: 143 min. Premiere: I biograferne 1. december.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af