’En hvid, hvid dag’: Manden bag ’Vinterbrødre’ vender tilbage med gribende og modig film
Islandske, danskuddannede Hlynur Pálmason bragede for to år siden igennem på den danske filmhimmel med det hypnotiske og overrumplende sansebombardement ‘Vinterbrødre’, der blev udråbt til den mest lovende danske debutfilm i årevis og vandt både en Bodil og en Robert for årets bedste danske film i 2017.
Forventningerne kunne altså dårligt være højere til Pálmasons anden spillefilm, ‘En hvid, hvid dag’, som han er taget hjem til Island for at filme (kom tilbage, Hlynur!). Det valg forstår man godt, når man ser effekten af den rå og voldsomme islandske natur, der danner filmens både billedskønne og truende kulisse.
I ‘Vinterbrødre’ udgjorde et kalkbrud i et sneklædt Faxe filmens hvide, hvide spøgelsesbyagtige omgivelser, der stod i kontrast til hovedpersonens mørke sind. ‘En hvid, hvid dag’ dyrker den hvide farves mystik gennem en omsluttende tåge. »Når alting er hvidt, og du ikke længere kan se forskellen mellem jorden og himlen, kan de døde tale til os, der er i live«, lyder et citat i filmens foruroligende åbning. Her står jord og himmel vitterligt i ét, da vi følger en bil køre usikkert ned ad en landevej i tyk tåge, lige indtil den slingrer hele vejen udover vejkanten og nedad en skrænt.
Uheldet viser sig at have slået filmens hovedperson Ingimundurs (Ingvar Sigurðsson) kone ihjel, og resten af filmen handler om hans sorg.
Først ser vi tiden gå i en slående række tableauer af Ingimundurs hus og grund gennem skiftende vejr og årstider. Så følger vi Ingimundur, der kanaliserer al vrede og sorg ud i et byggeprojekt af et hus til sin datter, ofte i selskab af sit søde og energiske barnebarn, Salka, der spilles virkelig fint af Pálmasons egen datter, Ída Mekkin Hlynsdóttir. Deres forhold er rørende rent, og hun har en helende effekt på ham. Det samme kan man ikke sige om den psykolog, Ingimundur tvinges til at tale med af sit arbejde som politimand, som han holder orlov fra, og som stiller åndssvage spørgsmål som »Hvem er du?« og »Føler du dig nogensinde ensom?«
Da Ingimundur fatter mistanke om, at hans kone havde en affære, overtager hans indre detektiv i en eskalerende destruktiv besættelse af at finde frem til den ’skyldige’, mens han i stigende grad lader vreden gå aggressivt ud over sine omgivelser.
Det er et modigt træk at lade sin hovedperson gå baglæns i sin udvikling og blive mere og mere usympatisk. Samtidig er Ingimundurs desperation og mission mere håndgribelig end Emils længsel efter kærlighed i ‘Vinterbrødre’. ‘En hvid, hvid dag’ er på godt og ondt, især i anden halvdel, en mere konventionel filmfortælling.
Under det lidt generiske hævnmotiv fortæller Pálmason dog klogt, nuanceret og smukt om den komplekse kærlighed til en død elsket, sat over for de mere umiddelbare følelser over for barnebarnet.
Ingvar Sigurðsson, som spillede hovedrollen i Pálmasons afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ‘En maler’ fra 2013, er fremragende som den både følsomme, stærke og aggressive macho-knudemand, som bare gerne vil have lov til at bygge sit hus uden så meget pis. Skuespilleren vandt fortjent en såkaldt Rising Star Award (i en alder af 56!) på årets Cannes-festival, hvor filmen deltog i sideprogrammet Critics’ Week.
Uden at være helt så æstetisk overvældende som debuten er ‘En hvid, hvid dag’ en sanselig fornøjelse, ekspressivt fotograferet af stortalentet Maria von Hausswolff.
Kort sagt:
Hlynur Pálmasons islandske opfølger til debutbraget ‘Vinterbrødre’ er mere konventionel, men også en gribende, varm, modig og æstetisk overlegen undersøgelse af sorg, vrede og kærlighed.