SÅ DU DET? Når ’ragebait’ blev årets ord i 2025, er det ikke, fordi vi har mistet forstanden, men fordi det i dag er den mest effektive måde at blive set og hørt på.
Man behøver ikke have ret, man skal blot insistere på sin ret til at være, som man er, læne sig op ad ytringsfriheden og nægte at tage ansvar for, hvordan ens handlinger påvirker andre.
’Folkedomstolen’ placerer sig midt i den virkelighed og forsøger – på bedste DR-vis – at skrue ned for støjen. Det kunne næsten ikke være mere peak public service.
Programmet opstiller en fiktiv folkedomstol med 12 jurymedlemmer, der alle er castet, så deres livserfaringer tydeligt farver deres blik på verden. Nogle er halvkendte, andre helt almindelige, men fælles er, at de repræsenterer genkendelige positioner i den offentlige debat. Castingen er gennemskuelig, næsten pædagogisk, og netop derfor fungerer den: Vi ser ikke neutrale dommere, men mennesker med bagage.
Hvert afsnit tager udgangspunkt i en konflikt, hvor intet er ulovligt, men hvor nogen føler sig krænket, overhørt eller trådt på. En NGO-chef, der oplever sig selv som offer for krænkelseskultur. En pædagogmedhjælper, der serverer kødpølse for en veganers treårige søn.
Det er sager, der spejler virkelighedens moralske slagsmål, hvor begge parter kan pege på både følelser og principper.
Det stærkeste greb er, hvordan jurymedlemmernes holdninger forskyder sig, efterhånden som nye oplysninger kommer frem. Her bliver det tydeligt, at moral ikke er en fasttømret størrelse, men noget, vi konstant forhandler ud fra vores egne erfaringer. De personlige, anekdotiske argumenter fylder – og med rigtig god grund, da det er netop dér, uenigheden bliver menneskelig og ikke bare ideologisk.
Alligevel savner man, at programmet tør gå endnu længere. For selvom ’Folkedomstolen’ er god til at vise, at vi dømmer, bliver vi ikke helt kloge på, hvordan vi burde gøre det. Hvilke værdier prioriterer vi, når hensyn kolliderer? Hvornår er følelser et legitimt argument, og hvornår bliver de et bekvemt skjold? Og hvornår bliver ytringsfrihed et retorisk fripas til ikke at tage ansvar?
I en medievirkelighed, hvor det mest provokerende ofte belønnes med mest opmærksomhed, er programmets insisteren på nuancer og eftertænksomhed både sympatisk og tiltrængt.
Men netop derfor er det ærgerligt, at det ikke i højere grad bruger formatet til at gøre os klogere på selve den moralske maskine bag vores holdninger.
Domme har vi rigeligt af. Det, vi mangler, er redskaberne til at forstå dem.
’Folkedomstolen’ kan ses på DRTV.