‘Skyerne’ kaster et falkeblik på noget livsafgørende. Læs den med dine tætteste venner. Omgående.
ROMAN. Her er romanen om venskabets knudrede kærlighed og forhutlede længsel efter at redde hinanden, når sindet gør ondt, som du opfordres til at synkronlæse med dine tætteste venner. Omgående.
A og O er to kvinder i slutningen af tyverne, der er venner på den måde, hvor de ligger i hinandens skød, deler MDMA på klubben, konsekvent kalder hinanden »skat« og kan forudse, hvad den anden vil gøre og sige. De er hovedkarakterer i kritiker og oversætter Sigrid Adamssons debutroman.
’Skyerne’ er inddelt i kapitler med profetiklingende titler som ’Sygen’, ’Katastrofen’ og ’Evigheden’ og består af en blanding af hverdagsscener og tunge tankestrømme fra A og O’s liv. De går til små, smarte ferniseringer sammen, A arbejder på et galleri, og O forsøger stadig at færdiggøre sine studier, så hun også kan arbejde med kunst. De hjælper hinanden med outfits og beskeder til deres crushes, og på mange måder befinder de sig i den samme lille verden – og så alligevel ikke.
A er en robust optimist vokset op i landlig muld, og O er bybarnet, der er blevet mere kølig og melankolsk og har svært ved at finde en lyst til tilværelsen. Deres roller var bestemt fra venskabets begyndelse:
»O skulle være den, man elsker, fordi man ser glimtet af et menneskedyr i hendes mystiske ydre, det uforståeligt smukke, og A skulle være den, der ofrer sig på tilbedelsens tempel, og den, som skaffer mad og tænder stearinlys og accepterer at være afglans, en taknemmelig tro på skønheden som sådan«.
A og O er i en slags asynkron symbiose. Deres forskelligheder skrives frem, ikke nødvendigvis som modsætninger, men som to roller i en fast og fælles positur: O hænger over en afgrund, hvor hun kæmper mod sine psykiske smerter, mens A med febrilsk omsorg og svedige hænder forsøger at forhindre et fald.
En poetisk undersøgelse
A’s mission er at trække O ud af sit mørke, meningstomme syn. Blandt andet ved at tage hende med i sommerhus, hvor A forsøger at skabe en normal dag med simple glæder for sin ven, der ligger og er »smuk som et victoriansk lig«. O bliver kort tid efter indlagt på psyk.
Fortællingen lyder måske enkel, men romanen er en poetisk undersøgelse af nærhed og afstand mellem venner. O’s sygdom har ikke et navn, en diagnose, og det er underordnet, for det er den smertefulde slugt mellem de to, der er det væsentlige.
I en scene, der satte sig fast hos mig, besøger A sin ven på psyk og prøver at få hende til at lægge mærke til de erantisser, der vokser frem »som om der virkelig lige landede noget vidunderligt i deres skød«. O er stum og forstenet, og det går op for A »at de ikke ser det samme, når de ser på erantisserne«.
Gennem romanen prøver A igen og igen at forære O små stykker af livsglæde, men det er en umulig opgave, for det er hendes og ikke O’s. Der er et smertens sprog, som de to ikke kan tale sammen.
Den ægte kærlighed
For A er det en selvfølgelighed, at hun skal gøre alt, hvad hun kan, for at befri O, det er en ubetinget kærlighed. A og O er hinandens primære. At O dater Nicholas, som senere stopper det med hende, og at A bliver kærester med Maria, er sidehistorier. De er først og fremmest tættest forbundet med hinanden.
Jeg kommer til at tænke på en klumme, Elena Ferrante, den verdenskendte italienske forfatter, har skrevet om venskab; at man ikke bør bruge ordet i flæng, for venskab er lige så sjældent som ægte kærlighed.
Det er som om, Adamsson går videre end det og udforsker venskab som lig med denne såkaldte ægte kærlighed – som den relation, der i virkeligheden er den livsvigtige for os.
Der er et blidt, men insisterende begær mellem A og O, som hverken er seksuelt eller en klassisk venneforelskelse. Det er som om, de længes efter at flyde over i den anden, så de aldrig behøver at skelne mellem, hvad der tilhører den ene og den anden. Og når man læser ’Skyerne’, bliver man indimellem i tvivl om, hvornår vi oplever gennem A, og hvornår vi oplever gennem O.
En fælles bevidsthed
Sigrid Adamsson skriver smørblødt, den ene sætning nærmest drypper ned i den anden. Det er med en vild ynde, at hun lader et ”Vi” fortælle historien.
Vi’et glider ind og ud af begge karakters bevidstheder, der samtidig varsler om, at noget kommer til at ske: »Pas på, får vi lyst til at hviske«. Eller »det er en tanke, der fylder os med melankoli; et suk af tid«, da A ligger i O’s skød, ser op på hende og beundrer, hvor smuk hun er.
Gennem romanen flyver vi’et også på lang afstand og ser kvinderne gennem naturens og tidens bevægelser:
»Når O danser, forestiller vi os en fjord, længe før der kom mennesker til. Vandet er så blankt, at det kun kan forstås som et spørgsmål, farverne er afdæmpede, men alligevel findes der tusindvis af dem, og fuglenes kald lader sig ikke oversætte«.
Da jeg læste ’Skyerne’, oplevede jeg nærmest vi’et som et slags orakel, en forkynder. Der er en vitalitet, en dunkende fælles bevidsthed i romanen, som kobler det helt banale med det allermest eksistentielle – præcis som venskaber gør det.
Adamssons debutroman er et nyt litterært falkeblik på det livsafgørende ungdomsvenskab. Så til alle O’er og A’er derude – og dem, der måske er begge – læs den her kollektivt med dine nærmeste og tag en svævetur på venskabsfuglens tunge vinger.
Kort sagt:
Sigrid Adamssons romandebut er en yndefuld, poetisk undersøgelse af nærhed og afstand mellem to bedste venner. Af en ægte og livsvigtig kærlighed. Du opfordres til at synkronlæse den med dine nærmeste.