ANALYSE. Der gik et kollektivt gisp gennem popkulturen, da Nicki Minaj i slutningen af december til tonerne af gennembrudshittet ’Super Bass’ pludselig blev annonceret som gæstetaler til den højreorienterede organisation Turning Point USA’s årlige AmericaFest-konference.
Blot sekunder senere blev rapperen ført ind på scenen i Phoenix, Arizona foran tusindvis af mennesker, mens yderligere tusinder fulgte med over en livestream, for at blive interviewet af Erika Kirk, hustruen til den afdøde aktivist og martyr Charlie Kirk, der blev myrdet tilbage i september.
Her sad Minaj – glamourøst stylet som den superstjerne, hun er, men med et tomt og forvirret blik i øjnene – og lød som en skuespiller, der desperat prøver at huske sine replikker, mens hun apatisk reciterede usammenhængende MAGA-paroler om gud, fædreland og »vores smukke, flotte præsident, Donald Trump«.
»Dette er en direkte forbindelse mellem unge mennesker og gud«, proklamerede hun og gestikulerede mod salen.
»Kristne er blevet forfulgt lige her i vores land«, tilføjede hun uforklarligt om landet, der huser verdens største kristne befolkning. »Men tidligere regeringer så ikke noget problem i det. Vi kan ikke lade den slags mennesker være ved magten«.
»Amen«, svarede en storsmilende Erika Kirk igen og igen, mens publikum hujede ekstatisk. Resten af os derimod sad tilbage med ét enkelt spørgsmål: Hvad i al verden er der sket?
Territoriel og hævngerrig
»Smuk og flot« har ikke altid været Minajs foretrukne karakterisering af Donald Trump.
»Folk har mange forståelige årsager til ikke at kunne lide ham. Men det, der især rørte mig, var at se børnene, der blev adskilt fra deres forældre i samme øjeblik, de kom til landet«, udtalte hun om Trumps immigrationspolitik under hans valgkamp i 2020.
»Det gik mig virkelig på, for jeg er et af de immigrantbørn, der kom til USA for at flygte fra fattigdom«, fortsatte rapperen, der blev født i Trinidad, men som femårig emigrerede til landet med sin mor på flugt fra fattigdom og en voldelig far, som i et vredesudbrud havde sat ild til deres hus.
Allerede i 2020 havde Nicki Minaj dog vist sig mere end villig til at give køb på sit gode navn og rygte.
Først og fremmest i 2018, hvor hun – efter selv at have kæmpet en brutal kamp mod sexisme i begyndelsen af sin karriere – afslørede sig selv som usædvanligt smålig, territoriel og hævngerrig i samme øjeblik, en anden succesfuld kvindelig rapper, Cardi B, dukkede op i hiphoplandskabet.
Det er en side af Minaj, vi har oplevet flere gang efterfølgende – ikke mindst i forbindelse med 2024’s tåkrummende Meghan Thee Stallion-disstrack.
Mens Minaj udkæmpede sin uskønne, offentlige krig mod Cardi B gik det heller ikke stille for sig i hendes privatliv.
Hendes bror, Jelani Minaj, blev i januar 2020 idømt 25 års fængsel for børnemishandling blot få måneder efter, at Minaj havde giftet sig med Kenneth Petty, en dømt sexforbryder. I relation til begge mænd er Minaj løbende blevet anklaget for at forsøge at bortforklare og dække over forbrydelserne – og, endnu værre, at bestikke, true og intimidere ofrene.
Konspirationsteorier og kynisme
Under covid-19-pandemien led Minajs omdømme endnu et knæk. På trods af utallige indvendinger fra medicinske eksperter påstod rapperen at kunne påvise, at covid-19-vacciner forårsagede impotens.
En unavngiven ven, skrev hun på Twitter, var i forbindelse med vaccinen vågnet med opsvulmede testikler og en impotent penis og blev i den forbindelse forladt af sin vordende brud. Hurtigt begyndte vaccine-skeptikere at strømme til Minajs kommentarfelt med uforbeholdne støttetilkendegivelser.
Pludselig havde hun vundet et publikum, der i begyndelsen af karrieren måske nok var blevet skræmt væk af hendes flamboyante, queer-kodede selviscenesættelse og seksuelt eksplicitte musik – herunder Charlie Kirk, der engang beskrev hende som en dårlig rollemodel for sorte kvinder – men som nu så hende som en allieret.
Støtten var transaktionel: En konspirationsteoretisk ydrefløj blev legitimeret af støtte fra en mainstreamberømthed, mens Minaj fik et publikum, der elskede hende. Ikke bare på trods af, men måske ligefrem på grund af hendes gakkede teorier, hendes mobning af kvindelige rapkolleger og hendes nære relationer til dømte sexforbrydere.
Der gik ikke længe, før Minaj havde sværget troskab til MAGA-bevægelsens fulde program: LGBT-had maskeret som »beskyttelse af børn«, kristen nationalisme og fremmedfjendsk immigrationspolitik.
Om de mærkesager egentlig betyder noget for Minaj er måske tvivlsomt, men heller ikke lige så vigtigt som det, hun får ud af at lades som om, at de gør: Opmærksomhed fra et tilbedende publikum, et værn mod »cancel culture«, højreorienterede, der er villige til at betale hvad som helst for at få berømtheder til at kaste stjernestøv over deres politiske projekter.
Og måske endda, hvem ved, et venskab med USA’s præsident? En præsidentiel benådning af Minajs bror og ægtemand? En titel som øverstkommanderende af Grønland, når USA lige om lidt har annekteret det? Hun har trods alt allerede været et smut forbi FN for at hylde Trumps plan om militær indgriben i Nigeria.
Deportation som våben
Vreden over Minajs højredrejning spredte sig som en løbeild gennem popkulturen. Samme dag som interviewet med Erika Kirk fandt sted, drog det Demokratiske parti til tasterne for at stemple Minaj som pædofiliapologet på deres officielle X-profil.
I skrivende stund har knap 140.000 mennesker skrevet under på underskriftindsamlinger, der opfordrer til at kategorisere Minaj som en kriminel indvandrer og sende hende tilbage Triniad – et ironisk, men ikke nødvendigvis klædeligt forsøg på at generobre Trump-administrationens umenneskelige udlændingepolitik og bruge den som våben.
Langt sjovere er en video, der ligeledes er blevet delt flittigt på sociale medier, hvor det samlede klientel på en bøssebar begynder at buhe i samme øjeblik, dj’en spille en Nicki Minaj-sang.
The satisfying moment a crowd fiercely Rejected Nicki Minaj’s Music in a club asking the DJ to turn it off.
“NO OO TURN IT OFF NOW!” pic.twitter.com/NiMDWN1ulK
— Red Media (@RedMedia_us) December 28, 2025
Guderne skal vide, at popstjerner skal gøre sig ualmindeligt umage, hvis de skal få deres notorisk trofaste homoseksuelle fans til at vende sig mod dem. Vi taler trods alt om et lyttersegment, der stadig i høj grad holder Azealia Banks’ karriere i live.
Den mest interessante respons kom dog fra en uventet kant. Nemlig kollegaen Lizzo, der delte sin analyse af situationen i en video: »I kommer til at se en tilstrømning af mennesker, der indser, at det er mere rentabelt og mere fordelagtigt at slutte sig til den side«, udtalte hun og fortsatte:
»Det er allerede begyndt. Og det vil fortsætte. Dette er Trumps første år som præsident. Vi har tre år mere, hvor I vil blive overrasket over folk. Det kommer til at såre jeres følelser og skuffe jer. Og I skal vide, at der er penge bag alting. Der er privilegier bag hvert eneste træk, folk i disse positioner foretager. Og jeg er ikke overrasket«, sluttede hun.
Lizzo shares her thoughts on Nicki Minaj 😭 pic.twitter.com/uxD4hWOKKU
— FOREIGN (@SPICE2K) December 24, 2025
Blot et symptom
Især ét øjeblik under Nicki Minajs samtale med Erika Kirk peger på, at Lizzo har en pointe.
»Jeg synes, at uanset hvordan de ser ud, bør vi forsøge at indprente i unge piger, at de skal være stolte og elske sig selv«, sagde Minaj og lød som et ekko af den diversitets- og repræsentationstænkning, som Trump-regeringen ellers har erklæret krig imod.
Men så pludselig trængte Minajs egentlige budskab igennem. »Medierne har kæmpet for at få sorte børn til at være stolte af sig selv, samtidig med at de har sagt til hvide børn, at de ikke må være det«, sagde hun og fortsatte:
»Hvis vi har skammet os som sorte kvinder, hvorfor skulle vi så gøre det samme mod andre kvinder? Jeg ønsker ikke, at folk med blond hår og blå øjne skal nedtone deres skønhed«.
Udtalelsen minder påfaldende meget om vicepræsident JD Vances udtalelse – ligeledes under AmericaFest i december – om, at man i USA »ikke længere behøver at undskylde for at være hvid«.
Men den synes også at tale ind i en langt mere omfattende bølge af begivender.
Fra den kollektive fryd, der samlede højrefløjen i forbindelse med kontroversen omkring Sydney Sweeneys »gode gener«, til Trump-administrationens afskaffelse af initiativer, der styrker sorte amerikaneres adgang til udannelse, og undersøgelser, der viser, at stadig færre amerikanske voksne tror på, at racediskrimination overhovedet finder sted.
På den måde er Nicki Minajs omfavnelse af MAGA-bevægelsen nok blot ét symptom på, at den kollektive forståelse omkring identitet, race og ulighed i USA er radikalt og fundamentalt forandret. Hvorfor skulle popkulturen være immun overfor det?
I sidste ende er popkulturen jo blot et spejl af den kultur, der omgiver den. Og desværre ikke et fort mod den.