ÅRET DER GIK. De, der mener, at filmkunsten er død, har gået for lidt i biografen i 2024.
Det har nemlig været et ualmindeligt løfterigt år at være filmelsker. De store, originale, vedkommende, overraskende, underholdende, sjove og spændende oplevelser har stået i kø, båret af et første halvår, der nærmest hver uge sendte en ny uomgængelig guldklump i biografen.
De sidste seks måneder fulgte mere end hæderligt trop, hvilket tilsammen har bevirket, at det har været sjældent svært at skære vores kåring af årets bedste ned til de udvalgte 20.
Det har gjort nærmest fysisk ondt i cineastknoglerne at måtte fravælge lige så mange værdige titler, som vi kunne få plads til på listen.
Blandt honourable mentions skal nævnes film som Todd Haynes’ subtile ’May December’, overlevelsesdramaet ’Society of Snow’, den racesatiriske ’American Fiction’, den madsatiriske ’Club Zero’, den kirkesatiriske ’Konklave’, berømmelsessatiren ’Dream Scenario’, den sorthumoristiske outsiderfortælling ’A Different Man’, flygtningehistorien ’Io Capitano’, robotanimationsperlerne ’Robot Dreams’ og ’The Wild Robot’, de norske skorstensfejerbekendelser i ’Sex’, den intense actionthriller ’Rebel Ridge’, den melankolske spøgelseshistorie ’All of Us Strangers’, Miyazakis smukke måske-svanesang ’Drengen og hejren’, Pedro Almodóvars livskloge Guldløve-vinder ’The Room Next Door’, Ali Abbasis undervurderede Trump-origin story ’The Apprentice’, den svenske dokumentartåreperser ’Den sidste rejse’, overgrebsfortællingen ’I Used to be Funny’, sorg- og søstredramaet ’His Three Daughters’, den hjerteskærende gamer-dokumentar ’Ibelin’, den komplekse tyrkiske ’About Dry Grasses’, den Lynch-inspirerede ’I Saw the TV Glow’ og Clint Eastwoods retssalsdrama ’Juror #2’.
Vi kunne, seriøst, blive ved, men let’s get to it. Her følger Soundvenues valg af de 20 bedste internationale film med dansk biografpremiere i 2024.
20. ’Frit fald’
Er den seriøst fra i år?
Medgivet, det føles som en evighed siden, men Justine Triets Guldpalmevinder og femdobbelt Oscar-nominerede film – måske bedre kendt under titlen ’Anatomy of a Fall’ – fik dansk premiere 31. januar.
Det var filmen, der gjorde retssalsdramaet fint og fransk igen, hvilket er ment som en ros: I historien om en kvinde (uforlignelige Sandra Hüller), der bliver mistænkt for at have dræbt sin mand, dyrkede Triet de dybere lag i temaer som magtforhold, sandhed og retfærdighed, som krimidramaer normalt kun skøjter snagende og udnyttende i overfladen af.
En Guldpalmevinder på yderste mandat virker lidt nærigt?
Det siger måske mest af alt noget om en fantastisk filmsæson, men skal man lede efter håret i suppen, kan man argumentere for, at ’Anatomy of a Fall’ med dens åbne og bevidst utilfredsstillende slutning var i fare for at falde ned i et forudsigeligt artfilm-hul.
Det ændrer ikke på, at Triet – i manussamarbejde med sin egen ægtemand (!) – på yderst intelligent facon forenede retssalsdramaet og mordmysteriets suspense med en oprigtig empatisk nysgerrighed på de mennesker, der stod i centrum, ikke mindst parrets blinde dreng, spillet hjerteskærende af Milo Machado-Graner.
Det bliver aldrig det samme at høre 50 Cents ’P.i.m.p’ igen.
Kan ses på TV 2 Play, Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
19. ’Civil War’
Jeg havde forventet et actionbrag af dimensioner. Det var ikke, hvad jeg fik.
Traileren og plakaten til ’Ex Machina’-instruktør Alex Garlands borgerkrigsfilm lovede rigtignok noget andet, end hvad filmen egentlig var. Men det, vi fik, var muligvis mere interessant: En gruppe krigsfotografers roadtrip gennem et USA i opløsning som et skræmmende og tankevækkende billede på, hvordan verden ser ud, efter vi har glemt, hvad det var, vi var uenige om i første omgang.
Ja, jeg havde lidt svært ved at lure, hvordan den stillede sig politisk?
Og det var utvivlsomt helt bevidst fra Alex Garlands side, at ’Civil War’ ikke 1:1 kunne placeres på Amerikas politiske spektrum, men først og fremmest advarede mod polarisering og voldsspiral. I den forstand var filmen jo politisk alligevel, og den blev i hvert fald ikke mindre interessant af valgresultat i november.
’Civil War’ var nervepirrende, flot og måske en lidt ujævn konstruktion fortællemæssigt, men mens de færreste store filmskabere tør konfrontere den aktuelle samfundsudvikling direkte, var det fedt at se en bredt appellerende film tage favntag med det moderne USA’s betændte sider. Både fascinerende og foruroligende.
Kan ses på Filmstriben, Prime Video, Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
18. ’My Old Ass’
En gammel røv. Fristende.
Den gamle røv er faktisk ikke så gammel endda, og så bliver den spillet af altid seværdige Aubrey Plaza (‘Megalopolis’ fraregnet)!
Den både sjove og brutale coming of age-instruktør Megan Parks ‘My Old Ass’ handler om en nyudklækket 18-årig (karismatiske Maisy Stella), der under et svampetrip møder sig selv som 39-årig, og det er der intet tørt over.
Og selvom præmissen kan lyde plat, står den faktisk i kontrast til en gennemført fin historie om at leve, mens man gør det, og elske, mens man tør det, som andre gamle røvhuller – Piet Hein og Nik & Jay – har lært os.
Så den gamle røv er rørende?
Vi gik til ‘My Old Ass’ med forventning om en skør alderskomedie, men fik en følelsesmæssig mavepuster, som vi sent glemmer.
Kan ses på Prime Video. Læs Soundvenues anmeldelse.
17. ‘Love Lies Bleeding’
Noget med Kristen Stewart som bodybuilder?
Næsten. Kristen Stewart bestyrer i rollen som den uforløste Lou et fitnesscenter i slut-80’ernes sydlige USA, hvor hun mødes med og øjeblikkeligt betages af den hemmelighedsfulde bodybuilder Jackie (Katy O’Brian i en gennembrudsrolle).
De to forelsker sig, og det er hedt og svedigt på den trashy sydstatsfacon, indtil virkeligheden banker på i form af Lous psykopatiske crime-boss af en far, spillet af Ed Harris med en overdådig mullet.
Så hvad – er det en sportsfilm? Gyser? Krimi?
Jamen lidt af det hele i den yderst talentfulde ’Saint Maud’-instruktør Rose Glass særegne fornemmelse for kitschet americina møder queer-kunst i en historie, der stikker af i både sexede, romantiske, blodige og, til sidst, metafysiske retninger.
Soundvenues anmelder beskrev ’Love Lies Bleeding’ som et slags møde mellem ’Drive’s æstetik og ’Titanes’ ømme voldsomhed, og det er ret præcist indrammet.
Kan ses på Blockbuster og Viaplay. Læs Soundvenues anmeldelse.
16. ‘La Chimera’
En 16. plads til et sekstjernet »mesterværk«. Forklar.
Vi delte bestemt Soundvenues anmelders begejstring og var opslugte af Alice Rohrwachers eventyrlige og mudrede (som i beskidte) arkæolog-bandit Arthur, der fylder hulrummet fra sin forsvundne elskede ud med gedulgte gravrøverier.
Den britiske breakout-stjerne fra ‘Challengers’, Josh O’Connor’, bar sin italienske udebanepræstation solidt og fik det til at se imponerende lidt fjollet ud, når han brugte en gren som treforksmedium for sin sjette tingfindersans.
Uden et ord ulmede O’Connor derudaf og fik alle i filmen til at forelske sig – og alle i publikum til at mærke sin karakters indre tomhed.
Så hvad var problemet?
Vi var allermest blændet af filmens mesterlige anslag og hallucinatoriske slutning, mens den felliniske klovnebus af en tombarolo-bande til tider slog skår i magien. Det laver dog ikke om på, at ‘La Chimera’ var et vildt stemningsfyldt og mystificerende drama, der skinnede klarest i sin særegne og feminine fortælling om et meget mere smuldrende og falmet 1980’er-Italien, end vi som regel ser.
En romantisk drøm med skimmelsvamp fanget i krydsilden mellem fortid og fremtid. Præcis som O’Connors retningsløse skønhed der gik i jakkesæt, mens han sov i et skur i skoven.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
15. ‘Past Lives’
Jeg har fulgt Greta Lee på den røde løber.
Hvad så med at se ’Past Lives’, hvor hun slog igennem? Greta Lees gennembrud – på lærredet såvel som på løberen – giver fuldkommen mening, når man har set hendes betagende præstation i Celine Songs Oscar-nominerede film.
Lee spiller Nora, der flytter med sin familie fra Sydkorea til Canada og efterlader barndomsvennen Hae Sung ved trappekanten. Mange år senere er hun kunstnerspire i New York med forfatterkæresten Arthur og han mandarinstuderende ungkarl i hjemlandet, da de genoptager kontakten, først over Zoom, så ansigt til ansigt.
Og sød musik opstår?
Så enkelt er det ikke. Men filmen fortæller smukt og sjælesøgende, hvordan Hae Sung og de sydkoreanske rødder vækker noget i Nora, som hun ikke kan få i den ellers søde og forstående Arthur. Og noget af det særlige i ’Past Lives’ er, hvordan den nuancerer og forstår alle tres oplevelser i en relation, der udvikler sig nænsomt og skæbnebestemt.
I tre akter med 12 års mellemrum er det en på overfladen lille historie, der stille udfolder sig til en stor fortælling om rødder, kulturel ballast og, ja, kærlighed.
Kan ses på Prime Video, Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
14. ‘Hjortestien’
Hvad er en hjortesti overhovedet?
Det er en sti, hvor der løber hjorte, og så er det den medgivet helt enormt forfærdelige danske oversættelse af den japanske Oscar-vinder og ‘Drive My Car’-instruktør Ryûsuke Hamaguchis filmtitel ‘Aku wa sonzai shinai’, der på engelsk har fået den noget mere pirrende titel ‘Evil Does Not Exist’.
Selvom navnet ikke engang ville have været saftigt nok til en vandrerute, gemmer der sig bag ‘Hjortestien’ dog en film, der indfanger, hvor stordramatisk det faktisk bør være at passe på naturen.
I en lille bjerglandsby uden for Tokyo lever enkemanden Takumi nemlig med sin datter Hana i pagt med naturen, indtil en tonedøv virksomhed meddeler, at de har i sinde at åbne helvedes forgård: en glampingplads.
Lyder hverken vildt eller blodigt.
Der er faktisk både blod og vådeskudsulykker i ‘Hjortestien’, og så har vi ikke sagt for lidt. Klimafilm er desværre ikke en betegnelse, der sætter særlig manges pis i kog, men Ryûsuke Hamaguchi viser med både betagende slowburn-drama og smukke billeder, hvorfor det faktisk er noget af det vigtigste, filmskabere og seere kan beskæftige sig med lige nu.
Det kan være svært at forestille sig en verden, hvor penge og profit ikke er drivkraften for alt, men sådan et univers foregår ‘Hjortestien’ i, og man får lyst til at flytte ind.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
13. ‘Kneecap’
Filmen om den irske rapgruppe? Den blev taget af plakaten, før jeg nåede at se den.
En skam, for spillefilmversionen om den lige dele hårdkogte og elskelige trio – der tilmed spiller sig selv – er totalt uimodståelig, en blanding af ’Trainspotting’ og ’8 Mile’ på rimsmedende irsk.
Sproget er afgørende, for hovedessensen er tilblivelsen af gruppen med to småkriminelle youngsters Liam og Naoise og musiklæreren JJ, der opdager dem og bliver deres producer – og ikke mindst deres insisteren på at måtte rappe på det uddøende irske sprog trods censurerende modstand fra både politi, radiostationer og briter generelt.
Sprog og politik. Det lyder altså ikke så uimodståeligt.
Jamen fortællingen om popkulturens politiske potentiale er pakket ind i en hæsblæsende filmisk stil, der trykker på speederen fra første sekund med alt fra druk, stoffer og små animationer til et hårdt pumpende soundtrack og i sagens natur: knæskaller, der bliver smadret. Michael Fassbender er i øvrigt også med.
Det er rasende underholdende eksekveret, fuldkommen i Kneecaps ånd, og var man ikke allerede fan af gruppen inden, bliver man det i hvert fald efter at have set denne forrygende film.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
12. ’We Live in Time’
I er nogle sentimentale fuckers, er I ikke det?
Vi er ikke blege for at indrømme, at vi er til falds for en god tåreperser, og dem er der pludselig kommet en del af de seneste år.
Og ’Boy A’- og ’Brooklyn’-instruktør John Crowleys ’We Live in Time’ er netop en god tåreperser. I udgangspunktet er det en småbanal sickflick med historien om kokken Almut (Florence Pugh) og fraskilte Tobias (Andrew Garfield), der mødes, forelsker sig, stifter familie og adskilles igen. Men den løfter sig langt over genrefællerne med den fragmenterede fortællestil, der springer vilkårligt frem og tilbage i deres forhold, og med en ret forbløffende tematisk betoning undervejs:
Mens denne slags film normalt handler om, at hovedpersonerne skal droppe karriere og ydre anerkendelse for at kigge deres partner i øjnene resten af livet, tør ’We Live in Time’ udforske, hvordan individuelle mål og drømme kan være det aftryk, man ønsker at efterlade på verden.
Lyder urealistisk. Folk siger da aldrig på deres dødsleje, at de ville ønske, de havde arbejdet mere.
Men måske siger de, at de ikke fik indfriet det, de altid gik og drømte om? ’We Live in Time’ ignorerer da heller ikke de konsekvenser, Almuts aspirationer har for familien i en hård tid – den beskriver netop med stor menneskelighed de friktioner, der er mellem fællesskab og individ i enhver familie.
Det er både klogt og utroligt bevægende.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
11. ‘The Substance’
Alle siger, at den er kvalmende klam. Jeg tør ikke se den.
Gør det alligevel. Franske Coralie Fargeats engelsksprogede Cannes-hit med Demi Moore og Margaret Qualley har lige fået fem Golden Globe-nomineringer (blandt andet for Bedste musical/komedie …!) og er i spil til flere Oscars. Hvis de gamle akademimedlemmer kan kapere filmen om en aldrende skuespilstjerne, der tager en pille, så hun føder et yngre jeg ud af rygsøjlen, kan du også.
Føder Demi Moore Margaret Qualley ud af rygsøjlen!? Det lyder da MEGA klamt.
True. Og slutsekvensen er grotesk ulækker. Men ’The Substance’ er lige så meget komedie, som den er horror, og når kropsvæskerne og blodet flyder, griner man mest af alt i vantro fryd. I kernen er filmen en hårdtslående satire over celebkulturens dyrkelse af ungdom og den perfekte krop, som af en eller anden grund ikke ser ud til at blive mindre, hvor meget vi ellers taler om kropspositivisme og tolerance.
Demi Moore har sit (senior)livs rolle, og selvom man måske brydes lidt med logikken i Fargeats dobbeltgængerhistorie, kan man kun lade sig rive med af det komplette overdrev, filmen kører ud på.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
10. ‘Perfect Days’
Det er den, der handler om … at skrubbe toiletter?
Nemlig! Wim Wenders har lavet en film om manden Hirayama, der lever af at rengøre offentlige toiletter. Men det er offentlige toiletter i Japan, og derfor er det noget helt andet.
Ikke blot er hvert enkelt Tokyo-lokum sin egen pudsige lille urbane kulisse – nogle af dem er arkitektoniske skønheder. Det er i sig selv en leg med filmkunsten, at man kun kan idyllisere den slags, fordi film nu engang ikke kan lugte. Og det er så vellavet, at man ikke andet end at give sig hen til den rolige rytme, der opstår i ‘Perfect Days’.
Rolig rytme? Lyder mere som kedeligt.
Det er filmisk zen! Den 68-årige tyske instruktør bag ‘Himlen over Berlin’ og ‘Paris, Texas’ er den diametrale modsætning til den tempofascination, der kendetegner mange nyere instruktørstjerner, men hans poesi ruster ikke. Den romantiske fremstilling af Hirayama og hans lykkelige trummerum trykker på alle fantasiknapperne hos et moderne fortravlet menneske, og på den måde står ‘Perfect Days’ ikke bare som en smuk lille historie, men også et enormt anderledes bud på, hvad for en slags filmisk eskapisme vi går og mangler i 2024.
Glem de store eventyr og genfortryl almindeligheden.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
9. ’Problemista’
Den har jeg ikke hørt om.
A24-filmen ‘Problemista’ var desværre ikke heldig nok til at ryge på det store lærred i de danske biografer i mere end et spitsekund til festivalen Generation. Faktisk landede den i USA helt tilbage i 2023 og har først nu indtaget de danske lejetjenester i al hemmelighed.
Den fortjener dog meget mere rabalder, for den er både visuelt prangende og ekstremt underholdende.
Den 37-årige instruktør Julio Torres har tidligere skrevet for ‘Saturday Night Live’, hvor han berigede verden med Ryan Gosling-sketchen ‘Papyrus’, men i ‘Problemista’ debuterer han storslået som en virkelig sjov filmkunstner, der som arvtager til folk som Michel Gondry og Spike Jonze puster sjæl i komediegenren.
Alle filmens elementer er Torres’ hjertebørn, og han spiller selv hovedrollen som drømmeren Alejandro, der er flyttet til New York fra El Salvador for at slå igennem som designer af filosofisk legetøj for gigakoncernen Hasbro. Ikke ligefrem forudsigeligt.
Hvordan kommer Tilda Swinton ind i billedet?
Den britiske stjerne er på mega slap line som kunstkritikeren Elizabeth, hvis døde malerhusbond har fået sit lig nedfrosset i den cryogenics-virksomhed, hvor Alejandro arbejder for at få amerikansk opholdstilladelse. Desværre bliver han fyret, da han ved en fejl slukker for nødgeneratoren, hvorefter Swintons dragekvinde hyrer ham til at opstøve og digitalisere mandens 13 malerier af æg.
Hendes uligeværdige relation til Julio er dog ikke blot god underholdning, men også en vild skildring af alle de skævvredne magtforhold, raceforhold og generationsforskelle, der præger vores nutid. På den måde bringer Julio Torres den politiske surrealisme ind i 2024 på fantastisk underholdende vis.
Kan ses på Blockbuster, Viaplay og Apple Tv. Læs Soundvenues anmeldelse.
8. ’Fire døtre’
Den har jeg (heller) ikke hørt om.
Jamen – til tjeneste! Kaouther Ben Hanias ’Four Daughters’ har faktisk vundet en dokumentarpris på Cannes-festivalen og var Oscar-nomineret i år, hvilket der er en god grund til. Det er nemlig en både stilistisk opfindsom og tematisk hårdtslående dokumentarfilm om den tunesiske mor Olfa, der karismatisk og livfuldt fortæller historien om sig selv og sine fire døtre. Hvoraf kun to af dem er hos hende i dag.
Okay. Hvor er de to andre da?
Det er jo det, man skal se filmen for at finde ud af, og det kan bestemt anbefales at vide så lidt som muligt på forhånd.
Men det, der formmæssigt gør ’Fire døtre’ så speciel, er, at den i de to søstres fravær bruger to skuespillere, der indlevende indtager deres sted. Samtidig indtager en anden skuespiller rollen som Olfa, når det bliver for hårdt for den rigtige Olfa at udlægge de voldsomme begivenheder.
Mellem både de virkelige kvinder og skuespillerne opstår en smittende energi og autenticitet, der får afdækningen af sorg og traumer til at ramme uventet barskt undervejs.
Filmen udstiller forstokkede kønsrollemønstre i Mellemøsten, men uden ligefrem at gøre Olfa til en helgen. Det er en fortælling med usædvanligt mange lag.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
7. ’The Holdovers’
Bliver I måske lige lovlig grebet af julestemningen her?
Alexander Paynes drama om en vrissen kostskolelærer (Paul Giamatti) og en utilpasset elev (Dominic Sessa) foregår rigtignok hen over en jul, de begge tilbringer på skolen mere eller mindre frivilligt. Og vi tøver da heller ikke med at udråbe ’The Holdovers’ til en født juleklassiker. Den er varm, vis og rørende, præcis som en god julefilm skal være. Men den er altså også fremragende, hvis man ser den i juli.
Den er altså ret mainstream i forhold til, hvad I ellers har på listen.
Er det en dårlig ting? Er det en større kunst at lave en fire timer lang film holdt i tre indstillinger med syv replikker end at skære et dybt menneskeligt drama, hvor både hoved- og bikarakterer står lyslevende frem, og hver en detalje i manuskriptet spiller sammen frem mod den afvæbnende slutning?
Som han før har vist med film som ’Sideways’ og ’Nebraska’, får Alexander Payne noget utroligt svært til at se let ud, og i ’The Holdovers’ er han bedre end længe, ført an af en perfekt sur-sjov Paul Giamatti med skeleøje, mindreværdskomplekser og arrogance.
’The Holdovers’ er en film, man kan se igen og igen. Det kunne jo være hver december.
Kan ses på SkyShowtime, Blockbuster, Viaplay og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
6. ’No Other Land’
Israelske bosættelser på Vestbredden. Det lyder meget betændt politisk.
’No Other Land’ er først og fremmest en dokumentarfilm om mennesker. Om de familier, om de børn, unge og gamle, der ser deres huse blive tromlet af israelske soldater uden forvarsel eller god grund – og som ser deres elskede blive skudt ned, hvis de protesterer. Bedre end nogen anden billedberetning, vi har set, viser den, hvad ord fra Israel-Palæstina-debatten som bosættelser og besættelsesmagt rent faktisk betyder i den fysiske virkelighed.
Det er umuligt ikke at blive berørt af – og netop fordi den er så konkret menneskelig, er den selvfølgelig også politisk. Åbenbart så politisk, at ingen lige nu tør give filmen premiere i USA, selvom den vinder den ene pris efter den anden og må anses som favorit til at vinde Oscar’en for Bedste Dokumentar.
Så det er palæstinensisk propaganda, eller hvad?
’No Other Land’ er lavet af israelske Yuval Abraham og palæstinensiske Basel Adra i et israelsk-palæstinensisk kollektiv. Og filmen handler i høj grad om venskabet mellem de to unge mænd, der lever under vidt forskellige grader af frihed og muligheder, alene fordi de er født forskellige steder.
Filmen er naturligvis en kritik af den israelske fremfærd – hvordan kan den være andet? – men i selve samarbejdet mellem unge fra begge lejre indgyder den midt i vreden og indignationen også et lille håb om forsoning og fred.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
5. ‘Dune: Del 2’
Woa, en blockbuster på listen! Jeg begyndte lige at tro, at I specifikt havde noget imod film, almindelige mennesker gider se.
Vi elsker film, der får det brede publikum i tale, men mest af alt hvis de bringer mere ny- end kassetænkning med sig. Så nej – ingen ’Godzilla x Kong’, ’Gladiator 2’ eller ’Kung Fu Panda 4’ på listen.
Ingen af dem er nemlig skabt med samme omhyggelige sans for detaljen som Denis Villeneuves frygtindgydende velskabte filmatisering af Frank Herberts tidligere så ufilmatiserbare science fiction-klassiker. Mens den første ’Dune’ sandede en smule til i introduktion og worldbuilding, kom der i anden del kul under historien om Timothée Chalamets Paul Atreides, så der både var smæk for skillingen og stof til eftertanke i temaet om frelsermyter og selvopfyldende profetier.
Meget mandet af jer at vælge denne Del 2 frem for Årets Musical, Del 1.
Vi var glade for ’Wicked’, som dog i mindre gad virkede som et værk, der har brug for fem timers spilletid.
’Dune’ er måske nok mere mandet, men filmen revser dog immervæk også maskuline urmyter, mens dens egentlige helt på mange måder er Zendayas ørkenprinsesse Chani, ligesom det mystiske Bene Gesserit-søsterfællesskab hører til de mest gådefuldt pirrende elementer.
Og køn eller ej: Hvis man ikke vidste det i forvejen, understregede Denis Villeneuve endegyldigt, at han formår at arbejde kompromisløst og nidkært med production design og stemning på den helt store skala som ingen andre instruktører i dag. Vi glæder os til 3’eren, men denne Del 2 bliver svær at overgå.
Kan ses på Max, Blockbuster, Grand Hjemmebio og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
4. ’Rød himmel’
Selvoptagede unge mennesker på sommerhustur, det er fandme originalt.
Vi ved det: Tidens kulturlandskab er overbefolket af sommerhusture. Men du finder heller ikke noget bedre symbol på millennial-generationen, der er kendt for at frygte hverdagen, småhyklerisk betagede af naturen og så selvoptagede, at navlekiggeriet må have sin egen sommerresidens (som de dog må låne af nogen, der ikke er født for sent til at have friværdi).
Men i 64-årige tyske Christian Petzolds ‘Rød himmel’ bliver det gudsbenådede generationssymbol en virkelig velanvendt boltringsplads, fordi filmens selvhøjtidelige hovedperson, forfatteren Leon, nægter at boltre sig. Han er på tur med vennen Felix for at arbejde på sin anden bog ‘Club Sandwich’, som han godt ved er dårlig.
Da de er blevet dobbeltbooket med den livsglade og højlydt knaldende Nadja, flyder bægeret vidunderligt over for den fåmælte, men vrede unge mand.
Er der andet end sårede egoer og konflikter om højlydt sex?
Under det storkomiske generationsportræt af universel ungdomsegoisme gemmer der sig meningsfulde pointer af de helt store: liv og død, kultur og natur. For ingen, og slet ikke Leon, tager sig af, at der er en skovbrand løs i nærheden. Men det føles på intet tidspunkt højstemt eller prætentiøst.
‘Rød himmel’ starter som en komedie, men får vendt alting genialt på hovedet. Og så var den tyske Sølvbjørn-vinder et af årets bedste beviser på, at fremtidens klimafilm også skal tale til hjerterne.
Kan ses på Filmstriben, Blockbuster, Viaplay og Grand Hjemmebio. Læs Soundvenues anmeldelse.
3. ’Anora’
Vi har forstået det, Soundvenue. I kan godt lide ’Anora’.
Sean Bakers film har en særlig plads i vores hjerte, helt klart. Vores anmelder gav den topkarakter ved verdenspremieren i Cannes, vi har haft Baker til at besøge vores forpremiere, og vi har talt med gennembrudsstjerne Mikey Madison, der spiller hovedrollen som sexarbejderen Ani, som møder den russiske oligarksøn Vanya og indleder et forhold til ham kulminerende med et vaskeægte giftermål i Vegas.
Vi er dog langt fra de eneste, der er vilde med den Guldpalmevindende Oscar-kandidat – resten af filmverdenen har heldigvis også fået øjnene op for Sean Bakers mesterskab, som han allerede har tegnet op med perler som ’Tangerine’, ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’.
Men hvad er det, I elsker så højt ved ’Anora’?
Som i sine andre film lykkes Baker med at forene en forrygende karakterskildring af et dybt fejlbarligt menneske med en 100 procent overbevisende mikromiljøskildring (denne gang Brighton Beach i New York med både stripklubber og en russisk-armenske enklave) og et tempofyldt plot, der bevæger sig over stok og sten frem mod en mavepuster af en slutscene, som får de kaotiske begivenheder til at sætte sig overraskende tungt i kroppen.
Kemien mellem Mikey Madison og stortalentet Mark Eidelshtein som Vanya er smittende, mens den lille flok af håndlangere, der får til opgave fra moderlandet om at opløse det uheldige ægteskab, bringer slapstick- og situationskomik på en guddommelig klinge.
’Anora’ er ikke nødvendigvis niveauet over Bakers øvrige film, men det niveau er så også absolut verdensklasse.
Kan ses i biografen. Læs Soundvenues anmeldelse.
2. ’Poor Things’
Ærligt. Burde den ikke have været på førstepladsen?
Det siger alt om, hvor fantastisk filmåret 2024 har været, at ‘Poor Things’ kan indtage en vanvittigt flot andenplads. En på mange måder perfekt moderne Hollywood-film, der i en overdådig indpakning forvandlede en udknaldet horror-idé til et både klogt, sjovt og rørende eventyr om en kvinde med en baby-hjerne, der drager ud for at knalde løs opleve hele verden med sin klitoris som følehorn.
En mentalt 0-årig kvinde, der knepper løs med en mand i instruktørstolen. Lyder ikke super meget som det, I kalder et »feministisk hovedværk«.
Intet, der udråbes til feministisk, går fri fra en diskussion om, hvad der er rigtig feminisme. Det tjener kun til ‘Poor Thing’s ære, at den beskæftiger sig så dedikeret, kreativt, filosofisk og ikke mindst anderledes med køn, at folk gider diskutere det.
Kritiske røster har brugt ord som »pædofili« om præmissen og kaldt ‘Poor Things’ en »midaldrende heteroseksuel mands fantasi om nymfomani«. Der var også mange, der kaldte ‘Barbie’ en reklame, og må mange flere store Hollywood-film forhåbentlig blive ved med at igangsætte den form for stridslyst!
Selvom Yorgos Lanthimos instruerede, var ‘Poor Things’ i lige så høj grad formet af Emma Stones ustoppelige og fortjente Oscar-præstation som Bella Baxter. Mændene omkring hendes særegne babywoman var næsten lige så forsvarsløse som de omkringvadende mutant-dyr, men vigtige!
Filmen havde været fattigere uden Mark Ruffalos smiskende sjove skurk og Willem Dafoes elskelige professor »God«. Alt i ‘Poor Things’ emmede af kærlighed og morskab fra alle involverede, mens der var »furious jumping« nok til at begrave de flestes frygt for, at sexscenen som begreb var en truet art.
Ikke ulig listens nummer ét var ‘Poor Things’ kampliderlig film på sin helt egen måde. Og lige så vildt som den opfandt en spraglet dystopiverden og splejsede høner og mopshunde sammen, var dens største og fineste eksperiment det, der gik ud på at vise, hvordan et kvindeliv kan se ud, hvis det bliver levet uden eksistensen af skam.
Kan ses på Disney+, Blockbuster, Viaplay og Apple TV. Læs Soundvenues anmeldelse.
1. ’Challengers’
Hov hov hov, vent nu lige en gang. Da I kårede halvårets bedste film, lå ’Poor Things’ over ’Challengers’, men nu har I byttet rundt. Kan I selv finde ud af det?
Sådan kan vores alle sammens opfattelse af film ændre sig i takt med såvel gensyn som udviklingen af både tiden og os selv. Af samme årsag blev mange af de film, vi i dag ser som udødelige klassikere, underkendt i deres samtid. Og som året er gået, føler vi, at det mere end nogen anden film er Luca Guadagninos uophørligt underholdende tennistrekantsdrama, der ånder og banker i os, som havde vi lige set det for første gang.
Den var da også meget sjov. Men den handlede jo ikke rigtigt om noget?
Og måske var det netop det, der fik rivaliseringen mellem tennisvennerne Patrick og Art og deres fælles besættelse Tashi til at føles så indbydende.
Mange kunstneriske film har i disse år travlt med at trække budskaberne ned over ørerne på os, mens ’Challengers’ bare var ren og ufiltreret cineastisk nydelse. Liderlig, skamløs, sjov, filmisk og dramatisk uden at føles spekulativt leflende. Og naturligvis pumpet up af et perfekt pågående score fra Trent Reznor og Atticus Ross, der frækt overdøver alt, når man mindst venter det.
Zendaya, Josh O’Connor og Mike Faist havde kongenial kemi i de tre hovedroller, tennissekvenserne føltes lige så opfindsomme som de æggende sexsekvenser (uden bar hud!), og slutningen, åh, sikke en slutning.
Iscenesat af en sand mester på toppen af hans game gjorde ’Challengers’ det sjovt at gå i biografen igen for alle, der er udmattede af Hollywoods sequelitis og superhelte og har brug for et pusterum fra de alvorlige film om verdens dårligdomme.
Og så handlede den vel egentlig faktisk om store ting som venskab, undertrykte drifter, drømme og misundelse, som i ethvert godt eventyr? Bare på en så sjov måde, at man næsten overså det.
Kan ses på Prime Video, Apple TV og Blockbuster. Læs Soundvenues anmeldelse.