’Fire døtre’: Man skal forberede sig på en voldsom overraskelse i opfindsom Oscar-nomineret dokumentar

Det er ikke tilfældigt, at de medvirkende i dokumentarfilmen ’Fire døtre’ flere gange betragter sig selv i spejle. Halvdelen af dem er nemlig skuespillere, der fungerer som spejlinger af eller dubleanter for virkelige personer.

Den Oscar-nominerede dokumentar, som også vandt dokumentarprisen på sidste års Cannes-festival, kredser om en tragisk og traumefyldt familiefortælling med den tunesiske kvinde Olfa i centrum.

Efter at have udholdt et voldeligt og kærlighedsløst forhold med sin mand gennem flere år valgte Olfa at flytte fra ham og opfostre sin fire døtre på egen hånd. Og mens intentionerne var gode, er det overhovedet ikke gået efter planen. De to ældste døtre, Rahma og Ghofrane, har nemlig forladt familien og er aldrig vendt tilbage.

Instruktør Kaouther Ben Hania fortæller os kryptisk i starten af filmen, at døtrene »blev ædt af ulven«. Men hvad skete der helt præcist med dem? Det spørgsmål undersøger ’Fire døtre’ med et opfindsomt fiktionsgreb.

Den tunesiske instruktør har således hyret fire skuespillere til at hjælpe med at rekonstruere de oplevelser, som både Olfa og hendes to yngste døtre, Eya og Tayssir, har erfaret i tiden op til storesøstrenes forsvinden.

De unge skuespillere Nour Karoui og Ichrak Matar legemliggør Rahma og Ghofrane, mens den erfarne skuespiller Hind Sabri agerer stedfortræder for Olfa, når scenerne bliver for hårde for hende. Majd Mastoura indtager flere roller som de mænd, der har haft afgørende (mest negativ) betydning for hovedpersonernes liv.

Kaouther Ben Hania er ikke uvant ud i bemærkelsesværdige filmkoncepter. I hendes internationale gennembrud fra 2020, den Oscar-nominerede fiktionsfilm ’The Man Who Sold His Skin’, bliver en syrisk flygtnings tatoverede krop solgt som et milliondyrt kunstværk, der kommer på kunstudstillinger og auktion.

Dette radikale, symboltunge take på flygtningekrisen fremstod efter min mening temmelig hult og uelegant, men heldigvis fremprovokerer ’Fire døtre’s rekonstruktionsgreb anderledes ægte øjeblikke, spækket med følelser.

For mens Olfa, Eya og Tayssir sammen med skuespillerne genopfører centrale scener fra deres liv, blotlægger de langsomt et stort sår af traumer, skam og sorg. Det er både ubehageligt og rørende at være vidne til, hvordan de reagerer på rekonstruktionerne. Blot det at se de unge skuespillere, som ligner storesøstrene, frembringer tårer blandt de efterladte familiemedlemmer.

’Fire døtre’ er også afsindigt spændende, ikke mindst fordi Ben Henia kun fodrer publikum med lidt information ad gangen. Spørgsmålet om de ældste døtres forsvinden bliver først besvaret til sidst, og hvis ikke man har læst op på Olfas familiehistorie inden, har man en forfærdelig og voldsom overraskelse i vente.

For at finde en del af nøglen til nutidens tragedie går rekonstruktionerne langt tilbage i tiden – endda til før pigerne blev født. Olfa beskriver her sin bryllupsnat, hvor hun nægtede at have sex med sin usympatiske husbond.

Både han og hendes mor skældte hende ud, fordi bryllupsgæsterne forventede at se bevis for, at bryllupsnatten var fuldbyrdet – med en blodplet på et hvidt lagen. Olfa fortæller med et smil, at hun endte med at give sin mand en blodtud, så lagnet på brudeparrets seng fik den påkrævede blodplet.

Også i nutiden slår Olfa fra sig. Netop morens rolle ændrer karakter, mens den utrolige fortælling udfolder sig, og man begynder at betvivle sin sympati for hende. Olfa har klaret at forsvare sig selv, men hun har ikke ligefrem skabt et trygt hjem for sine døtre. Hun reagerer skiftevis voldeligt og kontrollerende på pigernes spirende pubertet og frihedstrang, og hun virker ikke til at kunne forstå, at det gør ondt på dem.

’Fire døtre’s mest mindeværdige scener sker sjovt nok mellem rekonstruktionerne, når de medvirkende forholder sig metabevidst til filmen. Flere steder fremprovokerer den genskabte virkelighed gråd, grin og heftige diskussioner – for de er ikke alle enige om, hvordan minderne skal genfortælles.

Også de levende spejlbilleder – skuespillerne – bryder ind i fortællingen med deres egne, personlige syn på de tiltagende bekymrende anekdoter.

»Er deres kroppe perverse og skamfulde?«, udbryder Hind Sabri, Olfas dubleant, uforstående, da familien genfortæller, hvordan moren afstraffede sine døtre på 12 og 8 år, fordi hun troede, de havde taget et billede af en bar barnenumse med deres mobiltelefon.

»Forstår du ikke, at hun er såret, Olfa?«, udbryder samme skuespiller senere, da hun fra et hjørne har overværet et mindre mundhuggeri mellem moren og Eya. Sidstnævnte har lige fortalt, hvordan Olfa på regelmæssig basis kalder sine døtre for »ludere«, fordi de ikke opfører sig tilpas dydigt.

»Det er bare, hvad der gives videre fra generation til generation. Punktum«, svarer Olfa koldt og meget sigende for en central pointe i ’Fire døtre’.

Den dysfunktionelle matriark er netop blevet det, hun kæmpede mod som ung. Selvom hun selv har været offer for et ulykkeligt og voldeligt tvangsægteskab, udskammer hun nu på lignende vis sine døtre for at være frie individer, der forholder sig åbent til krop og kærlighed.

Det tilbagevendende spejlmotiv får altså en ekstra betydning. For Olfa er selv en ufrivillig spejling af sine egne forældre og samfundets konservative kvindesyn. Hun giver det videre, hun selv har modtaget.

---

Kort sagt:
Med et opfindsomt og metabevidst fiktionsgreb genfortæller dokumentarfilmen ’Fire døtre’ en tragisk, rørende og afsindigt spændende historie.