Da programmet til Cannes-festivalen anno 2023 film blev annonceret, mødte det en del kritik for at inkludere så mange gengangere og gamle rotter. Ikke kun i hovedkonkurrencen, hvor Loach, Koreeda, Moretti, Kaurismäki, Wenders, Bellocchio, Breillat og Corsini stod klar med nye film, men også i forhold til nogle af de mest heftigt promoverede titler uden for konkurrencen:
’Indiana Jones 5’ med en 80-årig Harrison Ford i hovedrollen og Martin Scorseses ’Killers of the Flower Moon’…
Og jeg må indrømme, at åbningsceremonien virkede lidt pensionistklub-agtig med en grånet Michael Douglas, der var meget lang i spyttet i sin takketale (han modtog en hæderspris) og Catherine Denueve, årets poster girl, der blev så rørt af sin egen grådkvalte recitation af et ukrainsk digt (som vi kun kunne høre halvdelen af, fordi mikrofonen ikke var tændt), at hun glemte, at hun var blevet hyret til at åbne festivalen.
Min aldersdiskrimination blev dog hurtigt gjort til skamme. Det var bestemt ikke metervarer, koryfæerne præsenterede os for, men det var dog stadig den nye generations værker, der brændte igennem, fra instruktører som Jessica Hausner, Justine Triet, Kaouther Ben Hania, Anh Hung Tran, Jonathan Glazer og Alice Rohrwacher.
Årets Cannes var også bemærkelsesværdig, idet hovedkonkurrencen bød på et rekordhøjt antal kvindelige instruktører – hele seks. Dog blev der sat spørgsmålstegn ved oprigtigheden af festivalens opbakning til kvinder, der står frem omkring overgreb på grund af signalværdien i at invitere Johnny Depp tilbage og have Maiwenn og Catherine Deneuve som frontfigurer – to kvinder, der åbent har modsat sig imod #metoo-bevægelsen. Liiidt dobbeltmoralsk.
Men selvom der er plads til forbedring, hvad festivalens positionering angår, så kommer vi ikke udenom, at filmene bød på nogle enormt stærke og komplekse roller til kvinder og nogle fremragende præstationer fra Sandra Hüller (gange to!), Natalie Portman, Julianne Moore, Lily Gladstone, Léa Drucker, Juliette Binoche, Mia Wasikowska, Alma Pöysti og Sakura Ando.
Her er de ti film, der har gjort størst indtryk på mig de seneste 10-11 dage forud for juryens kåring af Guldpalmen og de øvrige vindere lørdag aften.
10. ‘About Dry Grasses’
Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylan (som vandt Guldpalmen for ’Winter Sleep’ i 2014) er bestemt ikke alles kop te – og det her er ikke filmen, der vil konvertere skeptikere. Men jeg sværger, at den ikke kun handler om tørt græs!
I filmen følger vi læreren Samet (en skræmmende god Deniz Celiloglu), som hurtigt går fra at være den cool lærer, som er i øjenhøjde med sin elever, til at være den upassende, manipulerende slags, og filmen igennem inkarnerer Celiloglu alle menneskets mindst attraktive kvaliteter: magtliderlighed, jalousi, smålighed, selvhævdelse, paranoia.
Ikke mindst i det trekantsdrama, der udfolder sig i filmens sidste tredjedel mellem Samet, hans roomate Kenan og kvinden Nuray som de begge to har et godt øje til.
9. ’Monster’
Hverken den mest originale eller rørende film fra japanske Hirokazu Kore-eda, der tidligere har vundet Guldpalmen for ’Shoplifters’, men alligevel vanvittigt imponerende og elegant i måden, hvorpå den væver sine tre forskellige perspektiver på én og samme begivenhed sammen (i Cannes har den fået tilnavnet ’Rashomonster’).
Filmen handler om den 11-årige dreng Minato (Soya Kurokawa), der mistrives og begynder at trække sig ind i sig selv og opføre sig meget besynderligt. Hvorfor ved vi ikke, men det bliver værre og værre, og vi ser hans ængstelige mor – som allerede har mistet sin mand, Minatos far, til selvmord – kæmpe for at trænge igennem til ham: Er det noget i skolen? Bliver han mobbet? Mobber han? Er hans hjerne i virkeligheden en grisehjerne?
Mange hypoteser bliver smidt på bordet, men intet lader til at give den fulde forklaring i Kore-edas medrivende drama, der tager mange overraskende drejninger undervejs.
8. ’Club Zero’
Dette værk delte vandene festivalen, men jeg er vild med Jessica Hausners groteske humor og opstillede universer, der befinder sig et udefinerbart sted mellem nutid og fremtid, virkelighed og fantasi, og ofte blander sterile omgivelser med farverige rekvisitter og kostumer, der ligner noget fra Alice i Eventyrland (Sidse Babett Knudsens store stribede kjoler, smykker og gammeldags håropsætninger får hende til at ligne Hjerter Dame).
’Club Zero’ foregår på en privatforskole for særligt bemidlede børn med særligt fraværende forældre, og vi følger en gruppe unge mennesker, der af kapitalismekritiske, klimabevidste og selvoptimerende årsager har meldt sig til et kursus i ’Conscious Eating’, der ledes af skolens nyansatte ernæringsekspert og -fanatiker Ms. Novak (Wasikowska).
Med ’Club Zero’ har Hausner præsteret en komedie om hjernevask, forældresvigt og spiseforstyrrelse, som også er en veloplagt kritik af wellnesskultur, kultmentalitet og kapitalisme. Dét er immervæk en imponerende cocktail. Jeg har i hvert fald aldrig set noget lignende og jeg tvivler på, jeg kommer til det.
7. ’May December’
Tre af hovedkonkurrencens bedste skuespilpræstationer skal findes i én og samme film: Todd Haynes’ ’May December’, der skildrer May December-romancen (som man kalder et forhold med stor aldersforskel mellem partnerne i USA) mellem Gracie (Julianne Moore) og Joe (Charles Melton), der mødte hinanden i en dyrehandel, da hun var sidst i 30’erne og han gik i syvende klasse, og skuespilleren Elizabeth Berry (Portman), der skal spille Gracie i en kommende film.
Filmen er baseret på en virkelig sag, hvor en lærer blev dømt for overgreb på en dreng (som var hendes elev), men Haynes vælger helt at udelade den information fra filmen og alt, hvad der har med fængsling at gøre. I stedet fokuserer han på det liv, som Gracie og Joe har opbygget efterfølgende – for ligesom virkelighedens May-December-par, så blev de gift og fik børn og levede mange år sammen.
What, er det muligt, tænker du?! Ja, åbenbart. Og Haynes’ film undersøger hvordan. Ikke i lovmæssig forstand, men de psykologiske, følelsesmæssige og moralske implikationer.
6. ’The Zone of Interest’
’The Zone of Interest’ – Jonathan Glazers fjerde spillefilm og første i 10 år siden ’Under the Skin’ – blev øjeblikkeligt en favorit til Guldpalmen, da den blev vist, men måtte i sidste ende nøjes med festivalens andenpris, Grand Prix.
Filmen, der brillerer i sin markante visuelle stil og myrekrybindgydende lyddesign, handler om en tysk familie, som lever deres bedste liv i et hus, der ligger lige på den anden side af den mur, der omgrænser Auschwitz.
Både Christian Friedel og Sandra Hüller er uhyggeligt overbevisende som nazisterne Rudolf og Hedwig, der fremstår fuldstændig upåvirkede af de konstante råb og skrig fra henrettelserne på den anden side af muren, som vi som publikum hele tiden hører, men aldrig får lov at se. Glazer tvinger os til at blive i deres verden af fornægtelse.
Flere gange undervejs fremmaner Glazer den danske dokumentar ’The Act of Killing’, der også viste os, hvordan ondskaben kan blomstre i selv de mest idylliske omgivelser – og hvordan det ikke er monstre, men mennesker, som udfører de frygtelige handlinger.
5. ‘Four Daughters’
Det er næsten ikke til at fatte, hvor meget ulykke én kvinde kan udsættes for. Men i sit rørende dokudrama ’Four Daughters’ forsøger den tunesiske instruktør Kaouther Ben Hania alligevel at fortælle historien om Olfa Hamrouni og hendes fire døtre, så vi kan forstå den, og det indebærer, at de virkelig personer genopfører nøglescener fra deres liv.
Olfa har mistet to af sine døtre, de to ældste, og for at skåne hende for de mest smertefulde passager og minder, tilbyder skuespilleren Hend Sabry at spille Olfa, når det bliver for svært for Olfa selv, og professionelle skuespillere hyres også til at spille de forsvundne døtre, Rahma og Ghofrane.
Resultatet af denne sammenføring af ægte og uægte familiemedlemmer er dybt rørende, og sammen genbesøger de deres ’fælles’ fortid på en måde, der lader til at være oprigtigt forsonende og helende. En kæmpe oplevelse.
4. ’Killers of the Flower Moon’
Scorsese har talent for mange ting, men et af de største må være at finde utroligt gode forlæg at basere sine film på. Og denne er ingen undtagelse. Den tre en halv time lange ’Killers of the Flower Moon’ er baseret på bestselleren af samme navn, skrevet af David Grann, der kaster lys over en mørk periode i amerikansk historie, hvor indfødte amerikanere tilhørende Osage-stammen blev systematisk afskaffet af hvide Oklahomians for at få fat i deres olieformue.
Leonardo DiCaprio er fantastisk – og næsten ikke til at kende – i rollen som lykkejægeren Ernest Burkhart, der gifter sig til penge, men det er Lily Gladstone (der spiller hans kone), som stjæler billedet som den stoiske, fåmælte Mollie, der godt kunne tænkes at hive en Oscar hjem næste år.
’Killers of the Flower Moon’ er måske ikke et mesterværk på højde med ’Taxi Driver’, ’Casino’ eller ’The Wolf of Wall Street’, men ikke desto mindre en skarp og stærk film om menneskelig råddenskab og et underbelyst kapitel i nyere amerikansk historie.
3. ’Fallen Leaves’
’Fallen Leaves’, der vandt festivalens tredjepræmis – Juryens Pris – var min første Aki Kaurismäki-film nogensinde, så jeg skal ikke kunne sige, hvordan den placerer sig i hans oevre, men jeg kan konstatere, at jeg faldt pladask for den her meet-cute fuld af charme, god musik og fed finsk humor.
Sky supermarkedsassistent møder melankolsk – og dybt alkoholiseret – fabriksarbejder og sød musik opstår. Det lyder plat, men er det bare slet ikke i hænderne på den finske mester. Og de skal da også en del igennem, turtelduerne, før de endelig kommer på deres første date, hvor de ser Jim Jarmuschs zombiefilm ’The Dead Don’t Die’ i biografen.
Et eksempel på Kaurismäkis fantastiske humor forekommer i slutningen af samme scene, hvor vi overhører reaktionerne fra to biografgængere, der synes, at Jarmuschs film (der åbnede Cannes i 2019, men ellers er kendt som lidt et af flop) minder dem om mesterværker fra Bresson og Godard – en mild ristning af filmkenderens smagssnobberi, som gik rent ind hos det cinefile publikum i Cannes.
Det var helt tydeligt fra latteren i salen, at Kaurismäki har mange fans på festivalen.
2. ‘The Pot-au-Feu‘
Efter mange dage domineret af fortællinger om Holocaust, seksuelle overgreb og etnisk udryddelse kan det være meget rart med en palet cleanser. Og præcis sådan én er Anh Hung Trans ’The Pot au Feu’ – en sansemættet film om franskmændenes madglæde og joie de vivre, der med en engelsk kritikers ord »får ’Babettes gæstebud’ til at ligne KFC«.
I ’The Pot au Feu’ ser vi, jeg ved ikke hvor mange retter blive tilberedt i realtid, og Hung Tran kæler lige så meget for detaljen som kokken Eugénie (Juliette Binoche), der har arbejdet som kok for gourmanden Monsieur Bouffant (spillet af hendes eksmand i virkeligheden, Benoît Magimal) gennem to årtier, og som hun måske/måske ikke har følelser for …
’The Pot au Feu’ byder både på en rørende kærlighedshistorie og en varm og morsom hyldest til noget af det, som vi elsker allermest ved franskmændene: deres skamløse hedonisme … og deres cuisine.
1. ‘Anatomy of a Fall’
Et retssalsdrama? Hvor originalt! Ja, i Justine Triets hænder er det faktisk. Filmen er båret af Sandra Hüller, der leverer en kraftpræstation af den anden verden som forfatteren Sandra Voyter, der bliver mistænkt for at have myrdet sin mand og må forsvare sig i retten (på fransk! Er der noget, hun ikke kan?!).
Hüllers komplekse portræt af Sandra gør, at vi aldrig rigtigt ved, hvor vi har hende – og på et tidspunkt bliver selv sønnen Daniel (Milo Machado Graner) i tvivl: Kan hun virkelig have gjort det? Anklagerne tager alle midler i brug for at bevise hendes skyld og begynder blandt andet (hvilket jeg går ud fra ikke er standard praksis, men et kunstnerisk greb) at bruge passager fra hendes bøger til at fælde hende med …
Hüller spiller røven ud af bukserne, barnet spiller fremragende – selv hunden i den her film er blevet præmieret for sin præstation. Hvad mere vil I have?! ’Anatomy of a Fall’ løb – let overraskende for mange – afsted med Guldpalmen, og det var jeg altså rigtigt godt tilfreds med.