PORTRÆT. I en serie, hvor der ellers ikke manglede vold eller afstumpede karakterer, chokerede én bifigur alligevel med en handling så unødvendigt brutal og kynisk, at den overgik stort set alt andet i ’Breaking Bad’.
Bag ugerningen stod Jesse Plemons’ Todd.
Den følelseskolde white supremacist-psykopat var nok manges introduktion til Jesse Plemons og er sikkert stadig den første, mange forbinder hans ansigt med.
Det er ikke så mærkeligt, for hans præstation i seriehittet var enestående. Overvej lige, hvad der skal til for at skille sig så markant ud i et univers, der for længst har etableret sig selv med sindssyge meth-konger og fried chicken-baroner.
Todd-karakteren satte en retning for den type rolle, som Plemons siden har gjort til sin ekspertise: På et splitsekund kan han bryde hverdagens trivialiteter for at begå gruopvækkende handlinger uden at fortrække en mine.
Vi har siden set ham gøre noget tilsvarende i blandt andet ’Civil War’ og i ’Black Mirror’, og man forstår godt, at han prøver at undgå at tage sine karakterer »med hjem«.
Nu udfolder han sit foruroligende talent i ’Bugonia’, hans andet samarbejde på kort tid med Yorgos Lanthimos og Emma Stone.
De tre har begået endnu et absurd mindfuck – og skulle man være i tvivl om, hvor skræmmende dygtig en skuespiller Plemons er, finder man i hvert fald ud af det her.
Texansk cowboy til benet
37-årige Jesse Plemons’ rise to fame er lige så underspillet som mange af de roller, han har brilleret med gennem det sidste halvandet årti.
I forhold til mange andre skuespilstjerner er han egentlig en ret ordinært udseende mand, der alligevel ikke rigtigt ligner nogen anden i Hollywood. I en årrække døjede han med overvægt, men har siden tabt sig gevaldigt – måske/måske ikke gennem brug af Ozempic.
Hans ansigtsudtryk er svært at læse. Man ved aldrig helt, om han er rasende eller ligeglad – man ved aldrig helt, hvor man har ham.
Der er samtidig noget åbenlyst ærke-texansk over skuespilleren, der voksede op i den lillebitte by Mart med 2000 indbyggere et stykke uden for Waco. Hans far var brandmand og fik fritiden til at gå med amatør-rodeo, mens moren var lærer. Jesse begyndte allerede som helt lille at spille skuespil, og som treårig medvirkede han i en Coca Cola-reklame.
Den tidlige introduktion til branchen blev udslagsgivende: »Jeg lærte, at det var muligt. At det var i mulighedernes sfære at leve af det her«, har han udtalt til The Independent.
For lige at slå fast, hvor texansk Plemons er, forlyder det, at han er tip-tip-tip-tip-oldebarn af Emily Margaret Brown Austin, søsteren til Stephen F. Austin, som kaldes »Texas’ fader«. Du kan måske selv gætte, hvem statens hovedstad Austin er opkaldt efter.
»På min fars side af familien red alle på heste. Jeg voksede op med at ride, så jeg var tiltrukket af den verden. Men min familie var også statister. Jeg tog ud med dem for at være statist i forskellige westerns, der blev filmet i vores område«, genkaldte han barndommen i et interview med The Guardian.
’Lonesome Dove’ fra 1989 med Robert Duvall og Tommy Lee Jones blev en inspirationskilde for den unge Plemons, og selv i dag har han svært ved at skjule sin begejstring for filmen: »Jeg bliver ved med at fortælle mig selv, at jeg skal stoppe med at tale om ’Lonesome Dove’, men det er bare min favoritfilm nogensinde«, siger han grinende i en nylig video for GQ.
Highschool-tiden blev mindre præget af lædersadler og mere af aflange amerikanske fodbolde, som også blev indgangsvinklen til Plemons’ første større rolle i hitserien ’Friday Night Lights’.
Her spillede han highschooleren Landry, der egentlig var nørdet og rar, men som også havde spor af de senere rollers voldsparate tendenser.
Overtager forbilledets rolle
Herfra gik det pænt hurtigt.
Selveste Paul Thomas Anderson udså ham til ’The Master’, hvor han spillede Val Dodd, søn af den L. Ron Hubbard-klingende megaloman Lancaster Dodd.
For første gang blandede Plemons sig med sværvægtere som Philip Seymour Hoffman, Joaquin Phoenix og Amy Adams. »Det var et enormt vendepunkt bare at få lov til at se bag gardinerne og overvære de her fantastiske kunstnere finde ud af en scene sammen«, siger han selv om filmen, der udkom i 2012.
Lad os opholde os ved Seymour Hoffman et øjeblik. Den ikoniske skuespiller, der på tragisk vis gik bort få år efter, i 2014, var en vaskeægte character actor – den slags skuespiller, der som en kamæleon kunne transformere sig til roller i øst og vest, og som altid stjal showet. Plemons kan noget af det samme, og man kan sagtens se ham som en slags arvtager til den afdøde kollega.
For lige at sætte to tykke streger under den pointe: Jesse Plemons overtager Seymour Hoffmans rolle som Plutarch Heavensbee i den kommende ’Hunger Games’-prequel ’Sunrise on the Reaping’.
Fra seriesamarbejde til ægteskab
Præstationerne i ’The Master’ og ’Breaking Bad’ affødte roller i Spielbergs ’Bridge of Spies’ og Scott Coopers ’Black Mass’ (begge fra 2015), men det var tilbage i serielandskabet, at han strålede klarest.
I 2016 blev han nomineret til sin første Emmy-pris for rollen som den skyldplagede (men bestemt ikke uskyldige) slagter Ed Blumquist i den geniale anden sæson af ’Fargo’. Rollen fremprovokerede en side af Plemons’ karakterer, som er gået igen efterfølgende: Ynkelige eksistenser, som man (i nogle tilfælde) kan have en lille smule ondt af. Mobbeoffer-agtige typer, der står uden for den sociale orden.
Og hvem var det nu liiiige, han spillede over for i ’Fargo’?
Hans kommende hustru Kirsten Dunst, såmænd. De to mødte hinanden for første gang i lufthavnen i Los Angeles på vej til optagelserne, hvor de bondede over cigaretmærke-præferencer. »Jeg husker at se hans øjne og vores øjne, der mødtes. Vi blev først forelskede kreativt, tror jeg, under ’Fargo’. Det, tror jeg, var første skridt i vores forhold«, har Dunst fortalt til NPR.
Efterfølgende har parret både fået to børn og optrådt i to film sammen.
Først i Jane Campions fremragende homoerotiske dekonstruktion af maskulinitet, ’The Power of the Dog’, som de begge blev Oscar-nomineret for i et sandt parforholds-power move.
Siden i Alex Garlands sitrende borgerkrigsbrag ’Civil War’, hvor Dunst var krigsfotograf, og Plemons var krigspsykopat. Det var i virkeligheden slet ikke meningen, at han skulle have spillet med i filmen, men en unavngiven skuespiller droppede ud af rollen, og så foreslog Kirsten Dunst sin mand til Garland.
Få andre kunne have mestret den ekstremt mindeværdige rolle meget bedre end Jesse Plemons, og i et svagere år kunne han godt været blevet Oscar-nomineret for den lille kraftpræstation.
»Jeg har aldrig haft mere brug for et bad end efter at have filmet den scene«, mindes Plemons. Her havde man, i parentes bemærket, ikke ondt af karakteren.
Et fyrtårn af retfærdighed
Plemons er hurtigt blevet en favorit hos flere af de instruktører, han har arbejdet med, og en række af dem har efter første samarbejde hvervet ham til efterfølgende projekter.
Som med Spielberg på ’Bridge of Spies’ og sidenhen ’The Post’. Scott Cooper på ’Black Mass’, ’Hostiles’ og senest ’Antlers’. Charlie McDowell på ’The Discovery’ og ‘Windfall’.
Og så Martin Scorsese. Plemons var allerede i 2019 om bord på instruktørens Netflix-finansierede gangsterstorværk ’The Irishman’, hvor han spillede en mindre rolle som Chuckie O’Brien over for garvede Scorsese-favoritter som Robert DeNiro, Joe Pesci og Al Pacino.
I den efterfølgende ’Killers of the Flower Moon’ gestaltede Plemons den allestedsværende FBI-agent Tom White, som var hovedansvarlig for at opklare de mange mord på Osage-folket, der fandt sted mellem 1918 og 1931.
Netop rollen som Tom White var en stor ære for Plemons. Måske også fordi han her fik mulighed for at spille one of the good guys. I en snak med ’Judas and the Black Messiah’-medspilleren Daniel Kaluuya for Interview Magazine, fortalte han, at »det føltes som alle former for juleferie rullet sammen til én. Han (karakteren Tom White, red.) er en moralsk superhelt. Manden er bare et fucking fyrtårn af retfærdighed«.
Absurd oplagt samarbejde
I den senere tid er det den græske mester Yorgos Lanthimos, som har kastet sin kærlighed over Jesse Plemons, og det er et match made in heaven hell.
Den deadpan-stil, som Lanthimos er blevet kendt for, er ikke langt fra det, Plemons tidligere har praktiseret i Charlie Kaufmans hjernevridende ’I’m Thinking of Ending Things’ fra 2020 eller som udspekuleret rumskibskaptajn i ’Black Mirror’-fanfavoritten ’USS Callister’ fra seriens fjerde sæson.
Hans komiske timing kom måske allerbedst til udtryk i den oversete film ’Game Night’ fra 2018, hvor han som den ensomme politimand Gary rammer den tvetydige akavethed, som også gør sig så umanerligt godt i Lanthimos’ sortkomiske universer. Soundvenues filmredaktør skrev dengang, at præstationen var »lige til komediehistoriebøgerne«, og ’Game Night’ var i øvrigt et bevis på, at han sagtens kan spille med i flere renhjertede komedier fremover.
Renhjertet er ’Bugonia’ ikke just, men så er den så meget andet. Samarbejdet med den græske mester begyndte med den forstyrrende antologifilm ’Kinds of Kindness’, der udkom sidste sommer og skaffede Plemons en pris som bedste skuespiller på filmfestivalen i Cannes.
»Det er ikke en film for alle, hvilket er virkelig spændende – at der er folk villige til at tage de her risici. Jeg tror ikke, min bedstemor har set den, og jeg håber aldrig, hun gør det«, fortalte han til The Independent.
Her forklarede han dog også, hvad det er, der er så tillokkende ved at arbejde med Lanthimos: »Al surrealismen og absurditeten og rædslen – nogle gange føles det mere som livet end de superrealistiske ting. For livet er meget mærkeligt og forvirrende nogle gange«.
I ’Bugonia’ skejer Plemons ud som den konspiratoriske Teddy, »der har drukket hele YouTube-karret af misinformation«, som Soundvenues anmelder beskriver det.
Rollen er ikke væsensforskellig fra mange af Plemons’ tidligere roller, men han har sjældent været så udfarende og fysisk (eller usoigneret!), som han er det som rablende gal og ufrivilligt morsom kidnapper.
Den perfekt (u)balancerede præstation er alene grund til at skynde sig i biografen og nyde en af verdens lige nu bedste karakterskuespillere.
’Bugonia’ kan ses i biografen.