En lille revolution: Årets storfilm piller mandemanden fuldkommen fra hinanden

Den klassiske forståelse af den stærke, indelukkede machomand er i opbrud på tværs af en række af årets storfilm, der viser, at Hollywood langsomt er ved at omstille sig til den moderne virkelighed.
En lille revolution: Årets storfilm piller mandemanden fuldkommen fra hinanden
Benedict Cumberbatch i 'The Power of the Dog'. (Foto: Kirsty Griffin/Netflix)

Det er tre små ord i ’No Time to Die’, der for alvor anslår, at vi har at gøre med en forandret James Bond.

»Jeg elsker dig«, siger 007 til sin udvalgte, Madeleine Swann, og tilføjer med ét en følsomhed og sårbarhed til den ikoniske karakter, som har været mere eller mindre ikkeeksisterende i inkarnationerne før Daniel Craig (med undtagelse af George Lazenbys præstation i ’On Her Majesty’s Secret Service’, som ’No Time to Die’ da også gør en dyd ud af at nikke til med diverse referencer).

Når storfilmen satser stort på at male nye penselstrøg til portrættet af den martrede superagent, er det selvfølgelig udtryk for, at Bond-franchisen forsøger at finde sin plads i en ny tidsalder, hvor det klassiske maskulinitetsideal er i opbrud, og karakteren en gang for alle er blevet indhentet af sin fortid med skødesløs misogyni – banet af vejen af blandt andet MeToo-bevægelsen og opgøret med giftig maskulinitet.

Det kan virke pligtskyldigt, når producenterne i sidste øjeblik henter en markant it-manuskriptforfatter som Phoebe Waller-Bridge ind for at opdatere de faste mandlige forfatteres arbejde med 2021’s kønsbriller. Som om de store Hollywood-skabere småmodvilligt halser efter tidens strømninger uden egentlig at forstå essensen af problematikkerne.

Men i år er der faktisk noget, der tyder på, at mainstreamfilmenes behandling af maskulinitet endelig så småt har fundet en måde at følge med tiden og vise vejen for fremtidens filmportrætter af den moderne mand – uden at det bliver tam leflen for venstrefløjen.

For selvom Bond har fået en overhaling, er han umiskendeligt stadig den Bond, vi kender og elsker. Han er ikke bleg for at tage Lashana Lynchs MI:6-agent Nomi med sig hjem for at dulme sine hjertesorger med håb om lidt lagengymnastik.

Men foruden den indledende scene, hvor Bonds vanlige skørtejageri punkteres og udstilles, holder han sig for fin til at flirte med sine kvindelige modstykker – det gælder både Ana de Armas’ nytrænede spion og Naomi Harris’ Moneypenny, der begge behandles som ligeværdige kollegaer. Selvom førstnævnte ganske vist optræder i Bond Babe-kjole, er hun en metakommentar på den klassiske figur: Hun er der først og fremmest for sine evner som agent.

Dermed antyder franchisen også et brud med det machoideal og kvindesyn, der har præget det meste af filmserien (særligt før Craigs tid). Bond er ikke længere en dreven forfører på konstant jagt efter nye erobringer, men en mere eller mindre monogam mand i kontakt med sit følelsesliv – og med respekt for kvinderne omkring ham.

MeToo anno 1300-tallet

Der er ingen tvivl om, at idealiseringen af den hårdføre, afstumpede machomand, som beskytter jomfruer i nød, når han ikke forsøger at komme i bukserne på dem, er i opbrud – og længe har været det.

Men bemærkelsesværdigt er det, at kritikken af kønsrollen nu rykker helt ind i mainstreamfilmene – og endda får en særdeles fremtrædende plads i selve historiefortællingen.

Ridley Scotts ridderfilm ‘The Last Duel’, der er skrevet af Matt Damon, Ben Affleck og Nicole Holofcener og har premiere torsdag, udstiller, hvordan de ærekære, franske riddere forsøger at leve op til en række forfejlede mandeidealer. Filmen vender vrangen ud på karakterernes selvbilleder, når den giver os tre modstridende perspektiver på den samme handling.

Matt Damons gumpetunge slagsbror tror selv, han er en romantisk førsteelsker af karat, en ærværdig ridder, som alle hans vasaller respekterer for hans vovemod, stærke kampform og evner som kløgtig hersker, der træffer alle de rigtige beslutninger for sine folk.

Matt Damon og Jodie Comer i ‘The Last Duel’ (Foto: PR)

Men efter en time af den stort anlagte film, der gradvist bekender kulør som en MeToo-film anno 1300-tallet, står det klart, at Damons Sir Jean de Carrouges hverken formår at tilfredsstille sin kone intellektuelt eller seksuelt, mens alle omkring ham ser ham som en latterlig, sølle figur plaget af mindreværdskomplekser og hovedløse beslutninger.

Også Adam Drivers rivaliserende ridder tror, at han er en forførende libertiner, som alle kvinderne drømmer om. I virkeligheden er han en voldtægtsforbryder, der forgriber sig på alle kvinder omkring ham og overbeviser sig selv om, at de i virkeligheden gerne vil i lag med ham. Damon og Affleck har selv udtalt, at hver en sexscene i filmen – og dem er der en del af – i virkeligheden er voldtægter.

Den idolisering af fortidens store krigere, som man blandt andet har kunnet finde i Scotts ’Gladiator’ og ’Kingdom of Heaven’, er borte til fordel for en demaskering af datidens råddenskab. Mændene skildres med et moderne blik, der fordømmer deres handlinger efter nutidige standarder.

Og på den måde drager filmen lighedstegn mellem fortid og nutid og kommenterer, hvordan vi på mange fronter ikke har rykket os synderligt siden middelalderen.

Ømme westerns

I det hele taget udsættes de store klassiske genrer for en overhaling for tiden, hvor konventioner pilles fra hinanden og opdateres til tiden.

Martin Scorseses ’The Irishman’ var også en form for opgør med den gangstergrundfortælling, han har formet gennem sin karriere, fra ’Mean Streets’ til ’The Wolf of Wall Street’. Filmen blotlagde en aldrende gangster fuld af fortrydelse over sine drabelige handlinger, en mand som altid havde fornægtet sine følelser, og som i sidste ende var reduceret til et ensomt barn, der ikke turde sove med lukket dør.

Mest åbenlyst har man set dekonstruktionen i de seneste års westernfilm – en genre, der har fået en ny revival, fordi filmskabere i stigende har brugt den som en arena til at tage afstand fra fortidens kolonialisme, kvindesyn og machokultur. Det så man også helt tilbage i genrens guldalder med blandt andet John Fords ’The Searchers’ og ’The Man Who Shot Liberty Valance’ og Clint Eastwoods film som instruktør, der har gjort op med den mytologi, han gestaltede i Sergio Leones spaghetti-westerns.

Alligevel betræder nutidens westerns ny grund, fordi de i høj grad trækker fortiden hele vejen op til nutiden.

Clint Eastwood i ‘Cry Macho’. (Foto: PR)

I Eastwoods nye neowestern ’Cry Macho’ – hans mest ømme film siden ‘The Bridges of Madison County’ – er hovedbudskabet, at den mandsdominerede machokultur er forældet og fejlagtig. Livet handler ikke om at blære sig på hesteryggen, men om at tage sig af dyrene og sine medmennesker. Filmen er en kærlighedserklæring til fællesskabet og de små øjeblikke i livet, som tydeligt tager afstand fra den sejlivede westernmyte om den enlige, heltemodige rytter.

Noget lignende så man i Kelly Reichardts mesterlige ’First Cow’ om to outsidere, der ikke passer ind blandt datidens hårdføre pelsjægere og i stedet åbner et bageri til stor glæde for lokalsamfundets vejrbidte og humørforladte cowboys.

Det er ikke bare en kritik af forestillingen om den klassiske cowboy, men også en hudfletning af USA, der altid har været fjendtligt indstillet over for det ukendte og fremmede og stadig er det den dag i dag.

Det afspejles også i Jane Campions Oscar-bejler ’The Power of the Dog’, der får premiere på Netflix til december. Her får vi et nærmest antropologisk blik på giftig maskulinitet på en afsidesliggende ranch i 1920’ernes Montana – en ligeledes skarp kritik af datidens maskulinitetsideal og det patriarkalske samfunds stigmatisering af alle, der ikke lige passer ind, som også har klare tråde til i dag.

Med sit portræt af en mand, der må skjule sin seksualitet (og personlighed) for at vinde omverdenens respekt, læner filmen sig op ad ’Brokeback Mountain’. Men Campion fornyr alligevel tropen ved at skildre samfundet fra krænkerens synspunkt og langsomt åbenbare det selvbedrag, som Benedict Cumberbatchs brutale cowboy har bygget op.

Den patetiske, moderne mand

At den »klassiske« mandetype tages under lup og dekonstrueres på tværs af talrige genrer, siger noget om, at forandringens vinde for alvor har fået tag i filmverdenen.

Herhjemme har over 800.000 danske publikummer fulgt teenageren Aske, der lærer at stå ved sig selv og lægge aspirationerne om at blive en bad boy på hylden i ’Ternet Ninja 2’.

Og senere på efteråret kommer Thomas Daneskovs ’Vildmænd’, der i bedste Ruben Östlund-stil satiriserer over den patetiske, indelukkede, moderne mand, som tror, han er nødt til at leve som stenaldermenneske for at genfinde meningen med tilværelsen i en kvælende kapitalistisk virkelighed – et naivt selvrealiseringsprojekt, der hurtigt viser sig sværere at efterleve end først antaget.

Rasmus Bjerg i ‘Vildmænd’. (Foto: Rasmus Weng Karlsen)

Den brede pallette af meget forskelligartede mandetyper viser, at man godt kan være stærk uden at være hård. At man godt kan tale om sine følelser uden at tabe ansigt. Og at den hårdnakkede tro på, at mænd skal være hårdføre mandemænd, der kan slås, skyde med bue og pil og lave ild med flintesten, mest af alt er grinagtig.

Det er måske banale indsigter, men alligevel er det et kvantespring fra tidligere tiders reaktionære forestilling om, hvad det vil sige at være mand. Og når filmene er bedst, viser de i særdeleshed, hvordan forestillingen om den arketypiske mand er en konstruktion, der i århundreder har været indlejret og nedarvet i en patriarkalsk samfundsorden.

Man kan selvfølgelig problematisere, at filmene i overvejende grad stadig er mandsdominerede, om end de forholder sig kritisk til og nuancerer, hvad det vil sige at være (moderne) mand.

Det kan sagtens diskuteres, om Damon og Affleck virkelig har ret i, at ’The Last Duel’ er en »feministisk film«, bare fordi mændene portrætteres i et ikke-flatterende lys, og kvindesynspunktet er skrevet af en kvindelig medforfatter.

Det er trods alt en film, der stadig dedikerer størstedelen af sin spilletid til at skildre (og kritisere) mændenes misogyne virkelighedsopfattelse frem for at give Jodie Comers adelskvinde hovedrollen og for alvor give genren en overhaling.

Men måske viser det forskelligartede udbud af film, der vender vrangen ud på fremstillingen af den ’stærke’ mand, at man også kan – og bør – ændre systemet indefra. At forholde publikum for små, men centrale ændringer i skildringen af kønsrollerne inden for de velkendte genrer kan være med til at gøde jorden for et mere radikalt opgør med de konservative stereotyper om, hvad det vil sige at være mand (og kvinde).

’No Time to Die’ viser om noget, at man sagtens kan være tro mod den ikoniske karakters natur, samtidig med at man langsomt gør ham gangbar i en moderne virkelighed.

Og man skal ikke underkende, at når selveste James Bond kan gøre anstrøg til at lære at tale om sine følelser, vil det være et stort wakeupcall for alle vildmænd, der hellere vil flygte fra midtvejskrisen end at tale om deres problemer.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af