ANBEFALING. Ridley Scott er bredt anerkendt som en af nyere tids største Hollywood-instruktører med film som ’Alien’, ’Thelma & Louise’ og ’Gladiator’ på cv’et.
Men en fremtrædende del af fortællingen om den i dag 87-årige filmskaber er samtidig hans famøse fiaskoer, som siden er blevet taget op til revurdering.
Klasseeksemplet er selvfølgelig ’Blade Runner’, der blev et kommercielt flop ved premieren i 1982, men i dag anses som en utvetydig sci-fi-klassiker.
Det var faktisk netop ’Blade Runner’, som Scott forsøgte at ryste af sig, da han lavede sin første og eneste fantasyfilm med en grønskolling i hovedrollen ved navn Tom Cruise.
’Legend’ fik imidlertid en endnu hårdere medfart ved billetlugerne end den mørke sci-fi-krimi, efter Scott nok en gang havde fået frataget en del af den kreative kontrol af sine producere.
Filmstudiet Universal fik først klippet ’Legend’ heftigt ned til halvanden times spilletid (89 minutter i USA og 94 minutter i Europa). Derefter droppede producerne den færdiggjorte underlægningsmusik, som komponisten Jerry Goldsmith havde brugt seks måneder på, i versionen til det amerikanske marked. I stedet hyrede de det elektroniske band Tangerine Dream til at lave et nyt score, der gerne skulle tiltale USA’s teenagere.
Det blev som sagt ikke en succes, men 40 år senere har det særegne filmeventyr om uskyld og ondskab fået et vist kultfølge i efterlivet på video og dvd.
Og endnu flere bør faktisk se ’Legend’ i dag for at opleve Scotts visuelt imponerende fantasyforsøg.
Mere Grimm end Disney
Ridley Scott har selv fortalt til Wired, at han med ’Legend’ ville lave en film i stil med populære Disney-tegnefilm som ’Fantasia’, ’Pinocchio’ og ’Snehvide og de syv dværge’, som egentlig mest var tiltænkt børn, men som han selv nød som voksen. Det skulle bare være uden animation.
Faktisk pitchede han også projektet til Disney, som dog blev skræmt væk af ’Legend’s mørke univers.
Scott udtalte i 2007 til Total Film, at ’Legend’ nok floppede, fordi han lavede »fantasy for tidligt« – inden biografmarkedet for alvor var modent til fantasystorfilm som ’Ringenes herre’, ’Harry Potter’ og ’Narnia’. Han har en pointe, men fiaskoen kom nok også af filmens spøjse blanding af træk fra et børnevenligt prinsesse-eventyr og mere dystre aspekter, som nok er bedre egnet til et voksent publikum.
I centrum for fortællingen er, helt klassisk, to forelskede unge mennesker i form af prinsessen Lili (Mia Sara) og drengen Jack (Tom Cruise), som mødes i en magisk skov. Jack har sans for naturen og viser Lili, hvor verdenens to eneste enhjørninger – det ultimative symbol på godhed og fred – befinder sig.
De ved slet ikke, at en djævelsk skurk ved navn Darkness (Tim Curry) har sendt sine håndlangere afsted for at dræbe enhjørningerne, så han uden modstand kan oversvømme verdenen med mørke og ondskab. Det lykkes at kappe hornet af det ene fabeldyr, og i samme ombæring tager han Lili til fange for at gøre hende til sin sorte dronning.
Jack drager selvfølgelig ud for at redde Lili og besejre Darkness, og med sig har han et komisk følge bestående af skovelveren Gump (David Bennent), en fe og et par dværge. Alle taler med skingre, karikerede og morsomme stemmer, der emmer af børne-tv.
Anderledes mørk og ubehagelig bliver skoven efter skurkenes indtog. Den eventyrlige verden er nu iskold og sneklædt, og helten kommer forbi uhyggelige steder som en tågeindhyllet sump, hvor en gusten heks har hjemme, og en helvedesagtig fangekælder, hvor maskeklædte, brølende bødler torturerer skovens magiske væsner i flammernes skær.
’Legend’ emmer med andre ord mere af Brødrene Grimms mørke og voldsomme eventyrfortællinger end Disneys familievenlige glanspapirversioner.
Djævelsk charme
Eventyret kulminerer i en gotisk tronsal, hvor heltene endelig møder filmens største skurk, som også er den klart største charmetrold.
Altid veloplagte Tim Curry, der på det tidspunkt var mest kendt for sin rolle i ’The Rocky Horror Picture Show’ (fem år senere spillede han Pennywise i den første ’It’-filmatisering), er fuldstændig ikonisk som djævlen Darkness – en rød satan med gigantiske horn, den dybeste stemme og en herligt teatralsk latter.
40 år efter premieren kan man stadig kun blive imponeret over den røde ansigtssminke og de gigantiske djævlehorn, som omkranser Currys udtryksfulde ansigt.
Sminken er udført af Rob Bottin, som modtog filmens eneste Oscar-nominering for Bedste makeup og tabte prisen til ’The Fly’. Inden da havde han stået for makeup-arbejdet i John Carpenters ’The Thing’, og efterfølgende arbejdede på blandt andet ’RoboCop’, ’Total Recall’ og ’Seven’.
Det tog intet mindre end 5,5 timer at forvandle Curry til djævlen, der fortjener en mere fremtrædende plads blandt Hollywoods mest mindeværdige skurkekarakterer som Darth Vader, Dracula og Lord Voldemort.
Darkness er faktisk så godt selskab, at man næsten håber på, han sejrer mod de godhjertede hovedpersoner.
En overdådig feberdrøm
’Legend’ burde også have fået mere Oscar-hæder for resten af de praktiske effekter, der vækker fantasyuniverset til live.
Hver en scene udspiller sig i detaljespækkede og overdådige omgivelser, der ligner noget fra enten drømme eller mareridt. De fleste skud er overdynget med røg, sæbebobler, sne eller gløder, så man altid har noget tekstuelt at kigge på. Ligesom i ’Blade Runner’ og ’Alien’ skaber Scott følelsen af at træde ind i en fysisk verden.
Visuelt er ’Legend’ en konstant stimulerende oplevelse. Med en blanding af slowmotion-skud, hurtig klipning og til tider forvrængede billeder orkestrerer Scott en hektisk, syret og kosmisk feberdrøm.
Scott fortalte omkring premieren til magasinet Cinefantastique, at han og manuskriptforfatter William Hjortsberg fandt fælles fodslag i begges begejstring over franske Jean Cocteaus klassiske 1946-filmatisering af ’Skønheden og udyret’. Scott har da også tydeligvis det til fælles med Cocteau, at han med ’Legend’ fører sine karakterer gennem den følelsesfulde fortælling med en drømmeagtig fornemmelse.
I 2002 stod Scott, som han har gjort med flere af sine film, for en ny director’s cut-version, der nærmer sig to timers spilletid og er tættere på hans oprindelige vision. Denne udgave er måske lidt lettere at følge med i, men føles også mere langtrukken. Faktisk foretrækker jeg den kortere version, som ramte biograferne i 80’erne.
For det hurtigere klippetempo og de hyppige spring fra scene til scene og sted til sted forstærker bare den særegne følelse af at befinde sig i en drømmetilstand. Det amerikanske cut med Tangerine Dreams hypnotiserende elektroniske score, som bestemt er værd at opstøve, føjer yderligere til denne effekt.
Dermed er ’Legend’ faktisk et sjældent tilfælde, hvor indblanding fra Hollywoods magtfulde pengemænd ikke har forværret slutresultatet.
Man må dog ærgre sig, hvis Ridley Scotts egen mindre gode oplevelse omkring filmens postproduktion er skyld i, at instruktøren ikke har genbesøgt fantasygenren siden.
For i mødet med denne flotte og fascinerende fiasko får man absolut lyst til mere.
’Legend’ kan ses på Disney+, Apple TV og Pluto TV.