VENEDIG FILM FESTIVAL. Benedict Cumberbatch tog verden med storm med sin titelrolle i den ultrapopulære BBC-serie ’Sherlock’ i 2010.
Siden har han været fast inventar i Hollywood, men for mig at se har han endnu ikke haft en rolle, der for alvor har udfordret hans talent på samme måde som gennembrudsrollen som mesterdetektiv.
Indtil nu.
For i Netflix’ Oscar-håb ’The Power of the Dog’ af Guldpalmevinderen Jane Campion (‘The Piano’, ‘Top of the Lake’) får han lov at spille på alle tangenter som den skinsyge og brutale cowboy Phil.
Han ser sig sur på sin blødsødne bror Georges nye hustru Rose (spillet af henholdsvis Jesse Plemons og Kirsten Dunst, partnere i virkeligheden), da hendes ankomst afbryder deres rituelle tilværelse på en ranch i Montana anno 1925.
Phil svæver efter den nytilflyttede kvinde som et ondt spøgelse og hjemsøger hende med en ildevarslende fløjten, alskens ydmygelser og skarpe bemærkninger. Inden for filmens første 10 minutter fornemmer man, at han er en trykkoger, der når som helst kan eksplodere.
Kontrasten til broren er mærkbar. Hvor George er mild af natur, velsoigneret og klædt i jakkesæt – tilsyneladende for at tage sig af forretningsdelen af rancharbejdet – er Phil en mand af naturen. Han kastrerer tyre med de bare næver, bader ikke og sværger religiøst til sin afdøde læremester, cowboyen Bronco Henry, der tog Phil og George under sine vinger 25 år forinden.
Han forherliger et mandeideal, som i høj grad er i opbrud i 1920’ernes USA, men som ikke desto mindre har sikret ham et trofast følge af ligesindede.
Men man fornemmer også, at der er et større maskespil på færde. Phil har en høj uddannelse, han spiller banjo til perfektion og viser glimtvis sider af sig selv, der ikke harmonerer med machoselvbilledet, som når han lægger sig tæt op ad sin bror i samme seng.
Hvad der starter som et trekantsdrama bundet op på psykologiske magtspil i hjemmet, udvikler sig gradvist til et karakterstudie af en mand, der har gemt sit sande jeg væk dybt inde i sig selv. Og da først Roses intellektuelle og sensitive søn (Kodi Smit-McPhee) fra et andet ægteskab kommer for at bo på ranchen over sommeren, pibler hemmelighederne langsomt frem.
’The Power of the Dog’ tager sig god tid til at udfolde sin fortælling om skjult seksualitet og forældede mandeidealer, men lige så langsomt bliver man suget ind i det kolde univers, der emmer af ensomhed, skjulte længsler og utilpassede karakterer.
Men selvom det er svært at sætte en finger på Campions flotte produktion med bjergtagende billeder af den golde ødemark – akkompagneret af et af Radiohead-guitaristen Jonny Greenwoods sjældne, men sublime filmscores – efterlader selve historien lidt at ønske.
Campion har undgået at hellige sig ét centralt karakterperspektiv, og det lider filmen under, når den først halvvejs låser sig fast på Cumberbatchs Phil.
Plemons, Dunst og Kodi Smit-McPhees får ikke helt nok plads til at slippe fri af de til tider klichefulde karaktertegninger, mens selve karakterstudiet af Cumberbatchs Phil også sagtens kunne stikke dybere. Samtidig har filmen til tider svært ved at ramme den rigtige tone, når den går en svær balancegang mellem flotte underfortalte passager og lidt for åbenlyse vendepunkter.
Efter min mening er der et stykke vej op til Campions tidlige mesterværker som ‘The Piano’, der ellers bærer en hel del af de samme tematikker.
Alligevel er det en fornøjelse at se Cumberbatch spille uden for sin vanlige comfort zone med en præstation, der står som et klart karrierehøjdepunkt. Det er næppe det sidste, vi får at høre til filmen, der har kurs mod snart sagt alle efterårets store filmfestivaler.
Netflix gør det igen
Andendagen på filmfestivalen i Venedig bød ikke kun på én, men hele to ventede film fra Netflix.
Den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentino har gravet sit store barndomstraume frem i den rørende ’The Hand of God’, der fortæller historien om, hvordan Sorrentino mistede sine forældre som 17-årig i en tragisk ulykke.
I filmen er hans proxy den unge Fabietto, der står på tærkslen til manddom i 1980’ernes Napoli. Han bor sammen med sin kærlige, men excentriske familie, der tæller en psykisk ustabil tante, som gerne afklæder sig foran hele familien, en mor, der elsker at udføre grænseoverskridende pranks på sine venner, og en kvindeglad far.
Med et virtuost åbningsskud suger Sorrentino én ind i familiens helt særlige dynamik, der bliver udfoldet over en række morsomme familiesammenkomster. Det hele er set gennem Fabiettos teenageøjne, der mest er interesseret i piger og fodbold. Ikke mindst fordi verdens bedste fodboldspiller, Diego Maradona, rygtes at skulle spille for Napoli (filmen har taget sin titel efter Maradonas ikoniske mål mod England ved VM i 1986).
Netop fordi instruktøren giver os et intimt indblik i familien på godt og ondt, rammer det så meget desto hårdere, da tragedien indtræffer omkring halvvejs i filmen, og Fabietto pludselig skal blive voksen meget hurtigt, hvis han ikke skal forsvinde ind i sorgen.
Som sædvanlig med Sorrentino, der vandt en Oscar for mesterværket ’Den store skønhed’, er det hele umanerligt godt iscenesat. Scenerne omkring forældrenes død finder det smukke i det forfærdelige. Og så hjælper det, at instruktøren har valgt at tone sin vanlige barokke stil ned til fordel for et mere simpelt filmsprog.
Arven fra den italienske filmmaestro Federico Fellini fornægter sig imidlertid ikke i filmens drømmeriske tone. Sammenligningen ligger da også lige til højrebenet med tanke på ’The Hand of God’s autobiografiske tilsnit.
Instruktørlegenden spøger sågar i baggrunden af selve handlingen, når Fabiettos bror håbefuldt dukker op til en casting som statist på en af Fellinis sene film, kun for at få at vide, at han har et så almindeligt ansigt som en kedelig forstadstjener.
’The Hand of God’ tager til i styrke i filmens anden halvdel, hvor Fabietto må stå på egne ben, og hvor han langsomt sporer sig ind på drømmen om at blive filmskaber. Det bliver blandt andet sagt, at filmen kan bruges til at undslippe virkeligheden, som kan være forfærdelig.
Men samtidig argumenterer filmen også for noget andet: At man ikke kan vide, hvad der foregår i andre folks hjem – medmindre man får lov at kigge ind bag kulissen via filmens kraft.
Med en mesters hånd styrer Sorrentino os igennem en mosaik af små, fantastiske scener af øm nærhed, der til sammen udgør en stor historie om at blive voksen og finde sin plads i verden.
Her har vi at gøre med en tidlig favorit til Guldløven.