Deres plader har ikke været gode i årtier – men det stoppede ikke Green Day på Tinderbox
KONCERT. Knap tre kvarter inde i Green Days koncert på Tinderbox opfordrede frontmanden os til at kneppe.
Eller, ret beset opfordrede han os til at »gå amok, skrige, danse, snave og kneppe«.
Sidstnævnte kunne folk alligevel ikke få sig til, men ellers adlød publikum hver en kommando. For lige fra begyndelsen havde Billie Joe Armstrong og co. festivalen i deres hule hånd.
Det startede da også med et brag, da bandet kom løbende ind på scenen, der var udsmykket med en gigantisk, oppustelig udgave af artworket til ’American Idiot’ – hånden, der holder en hjerteformet håndgranat – og kastede sig direkte ud i albummets titelnummer.
Havde de ikke udskiftet ordet ‘redneck’ med ‘MAGA’ i en af sangens mest ikoniske linjer, kunne jeg have svoret, vi befandt os i 2004.
Det er ingen hemmelighed, at Green Days storhedstid er forbi. Men man kan måske diskutere, hvornår den sluttede.
Nogle værdsatte den forkrampede arenarock på 2009’s ’21st Century Breakdown’, mens andre vil påstå, at bandet ikke har været værd at lytte til, siden de i 90’erne tog springet fra Bay Areas punkundergrund til et major label (gisp!) og udgav hovedværket ’Dookie’.
Og så er der dem, der mener, at ’American Idiot’ – lige så teatralsk og markskrigerisk som deres karrieredefinerende rockopera er – var deres sidste sådan rigtig gode album. Mig, eksempelvis.
Pointen er, at guldalderen efterhånden ligger et par årtier tilbage. Og det er Green Day åbenbart fuldt ud bevidste om.
For på Tinderbox var sætlisten så godt som støvsuget for de seneste mange års fadæser, der måtte vige pladsen for ikke bare 00’er-hits som ‘Holiday’ og ‘Boulevard of Broken Dreams’, men også ældre fanfavoritter som ‘Hitchin’ a Ride’, ‘Longview’ og – overraskende nok – ‘Scattered’.
’21st Century Breakdown’-pladen slap vi ikke for, men stivbenede ‘Know Your Enemy’ blev reddet på målstregen, da Armstrong hev en kvindelig fan på scenen til at synge sangens c-stykke.
Den slags kan virke leflende, men det var svært ikke at blive rørt, da Armstrong tog den tydeligt overvældede fan i hænderne og lod hende synge til ham og kun ham, indtil hun havde samlet mod nok til at overtage mikrofonen og brøle de sidste linjer til publikums enorme begejstring.
Trioens erfaring var til at tage og føle på. De lukkede hovedscenen med et overskud, man kun opnår ved at have været et af verdens største rockbands lige så længe, som mange af de fremmødte har været i live.
Ikke at alderen tynger. Og da slet ikke for Armstrong, der farede rundt på scenen og gejlede sit hengivne publikum op (»Tinderbox! Viva Denmark!«), mens bassist og stoisk straight man Mike Dirnt åbenbart stadig kan hoppe en meter op i luften, hver gang bandet rammer et omkvæd.
Og tredjemanden Tré Cool? Han smilede manisk ind i kameraet og tæskede løs på trommerne med så meget intensitet og råstyrke, at han ofte overdøvede de resterende musikere på scenen.
Det hjalp selvfølgelig også, at det nye materiale, Green Day nu engang spillede, alt sammen stammer fra sidste års ’Saviors’, der – med rette – er blevet kørt i stilling som et return to form for bandet efter det gammelmandssure karrierelavpunkt ’Father of All Motherfuckers’.
Særligt den 50’er-rockede ‘Dilemma’ strålede i Tusindårsskoven og kunne snildt stå side om side med klassikerne. Også selvom jeg godt kunne have undværet Tom Petty-teaset i introen, og selvom både denne og de resterende ‘Saviors’-sange syntes at gå hen over hovedet på de fleste.
For ja, der var bump på vejen. Armstrongs guitar var eksempelvis ikke stemt under introen til ‘Brain Stew’. Ret uheldigt, eftersom introen bestod udelukkende af ham og hans guitar.
Men det var glemt, så snart han havde fået overleveret en ny – manden skiftede guitarer, som Kylie Minogue havde skiftet outfits dagen inden – og flammerne endnu en gang skød op, mens Dirnt på den bedst tænkelige måde skrålede sine backupvokaler som en krage.
Aftenen sluttede med det selvklare lukkenummer ‘Good Riddance (Time of Your Life)’, som Armstrong også fik lov at fremføre alene.
Altså lige indtil Dirnt og Cool endnu en gang kom løbende ind på scenen, trommeslageren iført et leopardprikket morgenkåbe, der fik frontmanden til at grine så meget, at han ikke var i stand til at synge det sidste omkvæd.
Heldigvis kunne publikum synge det for ham. Det var jo endnu en af de gode gamle.
Kort sagt:
Billie Joe Armstrong og co. havde Tinderbox i deres hule hånd, da de lukkede hovedscenen med en sætliste støvsuget for de seneste mange års fadæser. Og et tilforladeligt nyt album i ryggen.