Kylie Minogue var så evindeligt cool på Tinderbox, at de fleste kun kan drømme om at matche det

KONCERT. Tidligere denne måned gik en håndfuld danske musikere sammen for at italesætte aldersdiskrimination i musikbranchen. Særligt kvindelige musikere over 40 blev ofte valgt fra, når der skulle bookes festivalplakater, lød det fælles opråb i en artikel til TV 2.
Musikbranchen er åbenbart et fag, hvor man paradoksalt nok kan have for meget erfaring.
Tinderbox, der ellers historisk har sakket lidt bagud, hvad gælder kønsrepræsentation på programmet, bød fredag aften på et af det danske 2025-festivallandskabs ganske få kvindelige hovednavne over 40, nemlig 57-årige Kylie Minogue. Og erfaringen fornægtede sig ikke.
Jovist, det startede lige med, at mikrofonen ikke var tændt under ‘Fever’-hittet ‘In Your Eyes’. Men allerede da vi ramte andet omkvæd på selvsamme sang, osede hun af overskud og fyrede nogle imponerende høje toner af.

Derfra var det en næsten uafbrudt tour de force i disco fra allerøverste skuffe. Ofte kørte sangene i lækre overgange mellem hinanden, som hvis en dygtig dj på et diskotek vendte Kylie-plader. Man kunne knap nok nå at lade sig begejstre over ét nummer, før et nyt startede.
Når Kylie skulle foretage et af sine talrige outfit-skift (altid looks, der slayede i øvrigt), fortsatte hendes band typisk sangene i instrumentale udgaver, efter hovedpersonen var gået af scenen.
Dermed endte numre som ‘Spinning Around’ og ‘Last Night a DJ Saved My Life’ funktionelt med at føles som live-udgaver af ikke-eksisterende 12-tommers-mixes, hvor groovet kun blev endnu mere uimodståeligt.

Tro dog endelig ikke, at Kylie var en biperson til sin egen koncert. Hun formåede konsekvent at give lyt liv til sangene.
‘Confide in Me’ blev så storladen og dramatisk, at selv Evanescence ville misunde det. Når hun flirtede med danserne under ‘Real Groove’, serverede hun diva-energi for alle pengene. Selv på det kitschede gennembrudscover af ‘The Loco-Motion’ fyrede hun lidt fløjten af over det pumpende beat.
Hun var så evindeligt cool, at de fleste af os kun kan drømme om at matche det. Men samtidig var hun totalt i øjenhøjde med publikum. Af og til spurgte hun forsigtigt »all good?« ned til de fremmødte. Umiddelbart ikke for at tvinge en jubel ud af os, men bare lige for at sikre sig, at vi havde det godt.
Under den sentimentale dance-banger ‘All the Lovers’ fik hun endda gjort plads til at spørge en konkret person på første række, om de nød koncerten – midt imellem to linjer i omkvædet.

Efter megahittet ‘Can’t Get You Out of My Head’ lykkedes med at sætte gang i festen blandt selv de mest stivbenede publikumsmedlemmer, uddelte hun high-fives til sine dansere, der umiddelbart ikke så ud til at forvente det.
Det emmede af god stemning, spilleglæde og overskud fra hovedpersonen, der jo vitterligt har haft solide popshows på rygraden siden sine teenageår. De fire årtiers erfaring gjorde på ingen måde showet rutinepræget, det gjorde blot koncerten topprofessionel og gennemarbejdet.
Flere bookinger som Kylie Minogue ville klæde det danske festivallandskab.
Kort sagt:
Kylie Minogue sang pragtfuldt, osede af overskud og havde godt med publikumskontakt på Tinderbox. Hun var et klokkeklart bevis på, at der skal bookes flere kvinder over 40 til de danske festivaler.