Lambrini Girls
Kan du huske, dengang Idles var friske og farlige? Var du der måske, dengang de åbnede Roskildes hedengangne Pavilion-scene i 2017?
I år har et ungt band med en nogenlunde tilsvarende lyd fået mulighed for at give dig et tilsvarende rockbrag fra et band, der er lige på randen til et gennembrud. De har bare fået lukketjansen i stedet for åbningstjansen på Gaia-scenen, der jo nærmest er Pavilion med ny placering og nyt navn.
Lambrini Girls albumdebuterede tidligere i år med ‘Who Let the Dogs Out’, der er en samling snappy, kompakte punksange med iørefaldende hooks, bragende riffs og konkrete, fordøjelige budskaber, der råbes med humor, energi og cunt-attitude – for nu at bruge samme begreb som gruppen selv.
Lambrini Girls spiller på Gaia kl. 00.30 natten mellem lørdag 5. juli og søndag 6. juli.
Fat Dog
Der var engang for 20 år siden, hvor det føltes som om, hvert andet nye rockband havde som mission at flå dansegulvet fra hinanden.
Franz Ferdinand, Bloc Party, Death From Above, The Rapture, Electric Six, og listen kunne blive ved. Den slags er efterhånden et sjældent syn, men Fat Dog laver dancerock af en så energifyldt art, at de er blevet placeret på den ellers hovedsageligt elektroniske Apollo-scene.
På afstand ligner Fat Dog et rockband som så mange andre med guitar, bas, keyboard, trommer. Bevares, der er også en saxofon på scenen, og de skiller sig visuelt ud ved, at trommeslager Johnny ‘Doghead’ Hutch altid optræder iført en hundemaske. Men det er lyden af sidste års debutalbum ‘Woof’, der for alvor får dem til at skille sig ud.
Postpunkede basgange møder ravede EBM-keyboardriffs og endda klezmerrytmer. Nogle af deres sange lyder nærmest, som hvis man udsatte Gogol Bordello for dance-remixes.
De udspringer fra miljøet omkring Brixton-spillestedet The Windmill, der også har givet os rocknybrud i form af Squid, Black Midi, Shame, Dry Cleaning og Black Country, New Road. Nu er det på tide at vise, at den scene også kan producere en dansefest.
Fat Dog spiller på Apollo kl. 22.30 onsdag 2. juli.
Wisp
Shoegaze-genren nyder disse dage et stort comeback, og et af de yngste navne, der genopliver den, er blot 20-årige Natalie R. Lu, der står bag soloprojektet Wisp. Du har lyst til at komme med på vognen, inden hun albumdebuterer til august, og Roskilde er en oplagt mulighed.
Wisp er shoegaze-nørd ud over alle grænser. I stedet for at forgude de kanoniserede 90’er-bands My Bloody Valentine og Slowdive er hun helt forgabt i 2010’er-bandet Whirr, men på de seneste singler er hun også begyndt at flirte med en lyd, der emmer af ditto Roskilde-aktuelle Deftones.
Det hele pakkes ind i en fortryllende og svævende elver-æstetik. Aldrig før har lange hvide kjoler været matchet så smukt med støjende guitarer.
Wisp spiller på Gaia kl. 17.15 torsdag 3. juli.
Geordie Greep
Geordie Greep har – modsat resten af denne liste – rent faktisk spillet på Roskilde Festival før, bare ikke i eget navn. Han er nemlig ikke helt ny.
Tidligere var han medlem af den vanvittige rockgruppe Black Midi, der i deres gakkede opkog af prog, støjrock, postpunk og mathrock skabte koncertoplevelser, der var decideret uforglemmelige.
Nu er han gået solo, og her har han forelsket sig i latinjazz, samba, MPB, mambo og alskens slags andre syd- og mellemamerikanske stilarter, som han på solodebuten ‘The New Sound’ fra sidste år forener med kantet, avantgardistisk progrock og overraskende sangbare melodier.
Tilsæt et teatralsk narrativt koncept, der skiller incel-kulturens interne logik fra hinanden gennem en upålidelig fortæller, og så resulterer det i en ambitiøs kunstner, der er mindst lige så spændende, som Black Midi var.
Geordie Greep spiller på Gaia kl. 21.15 fredag 4. juli.
Yeule
Yeule-diskografien er en del større end resten af denne liste, men til gengæld er den nonbinære singaporeaners flirt med rockmusikken ret ny.
De startede med at lave glitchy, Grimes-inspireret elektronisk pop, men i 2022 pluggede de guitaren ind i mixeren og serverede svævende, shoegazet drømmerock på albummet ‘Softscars’.
For en måned siden udgav de endnu en rocket opfølger i form af ‘Evangelic Girl Is a Gun’, hvor der nærmere går 90’er-klingende radio-altrock i den ikke ulig navne som Garbage, Placebo, Elastica eller det mere rockede The Cardigans. Dertil er der en god del triphop over trommerne på albummet.
Men det bliver aldrig et rent nostalgitrip – det er alt sammen tilpasset Yeules skæve sind, hvor der bliver skruet rigeligt på alle de elektroniske knapper, så det hele bliver dejligt uforudsigeligt.
Som om det ikke skulle være nok, er albummet inspireret af den polske maler Zdzisław Beksiński, og adskillige Ziggy Stardust-agtige personaer væver sig ind og ud af sangene. Det kan meget vel blive totalt ulig nogen anden rockkoncert, du får set på årets Roskilde Festival.
Yeule spiller på Eos kl. 00.15 natten mellem lørdag 5. juli og søndag 6. juli.