Black Midi leverede vanvid – intet mindre
Progrock er en genre, der (især i dens moderne inkarnationer) har ry for at være prætentiøs, forstokket og blottet for selvironi – til trods for hvor teatralsk og karikeret genren kan være.
Jovist, nogle kunstnere har gjort en dyd ud af oftest at have et glimt i øjet, men ingen er nær så løsslupne som engelske Black Midi, der med deres seneste album, ‘Cavalcade’ fra maj, har begået det nok friskeste prog-værk siden The Mars Volta debuterede i 2003.
Det skyldes jo nok, at de (ligesom de to primære Mars Volta-bagmænd) startede uden for progrocken. 2019-debuten ‘Schlagenheim’ var en ustyrlig, nærmest punket omgang støjende mathrock. Dette rebelske etos tog Black Midi videre i progrocken, og det var også i høj grad til stede, da gruppen mandag aften indtog Lille Vega.
Der var smadder, der var larm, der var rablende vokalpræstationer, og det hele foregik i sådan et tempo, at man knap nok kunne få overblikket over alt, der skete – noget, der kun blev sværere, hvis man bevægede sig ud i en af aftenens talrige moshpits. Det var så teknisk imponerende, at jeg nok ville måbe, hvis der ikke samtidig var så meget smæk på, at jeg ikke var i stand til at stå stille.
Bandets ufattelige tightness blev dog ikke kun udnyttet til at beherske et støjende kaos. Evnerne blev også brugt til at lege og spøge med publikums forventninger.
Bedst som alle fem instrumenters lyd syntes så fyldig, at den var uigennemtrængelig på et nummer som ‘Western’, kunne de finde på alle sammen at stoppe brat for så at lade et blidt guitarriff eller en øm sopransax kæle lidt med publikum – som jo vidste, at det meget snart blev uoverskueligt vildt igen.
Denne legen med vores forventninger er fundamentalt humoristisk – og derfor føltes det så afgjort passende, når Black Midi fjollede ekstra meget ved eksempelvis at afbryde et nummer for at fyre en række klassiske rockriffs af – ‘Iron Man’, ‘You Really Got Me’, ‘(I Can’t Get No) Satisfaction’ og ‘The Boys Are Back In Town’ fik vi kort i rap efter hinanden, selvfølgelig transformeret gennem det hyperaktive filter, der definerer gruppens spillestil.
Som om rocksangene ikke var nok, fik vi som krølle på halen lige Guiseppe Verdis ‘La Donna è Mobile’ leveret i en godt forvrænget elspade-udgave.
Der var simpelthen spas og løjer fra første sekund af koncerten, hvor en wrestling-announcer bad os om at tage godt imod »Black ‘Hellfire’ Midi« – hvorefter alle fem musikere hoppede, dansede og spænede rundt på scenen til lyden af Motörheads ‘Ace of Spades’.
Under et senere nummer kastede frontmand Geordie Greep sig ud i at angribe keyboardist Seth Evans med et plastiksværd, hvilket trods fjolletheden understregede, hvor voldsomt det musikalske univers var.
Der var ganske enkelt ikke et sekund, hvor jeg ikke var fuldstændig underholdt. Og ikke alene var sangene fra deres bagkatalog fornyet. Jeg vil anslå, at omkring halvdelen af setlisten var uudgivet materiale.
De fem enormt velspillende herrer forstod så godt at skabe et show, der aldrig var forudsigeligt, men hvor hvert gakkede påfund alligevel endte med at give den kaotiske musik yderligere karakter.
Det er Black Midi selvfølgelig også gode til på album, men de formåede imponerende nok at skrue det lige et par ekstra hak op i Lille Vega.
Kort sagt:
Det britiske progband leverede komplet vanvid i Lille Vega. Det var gakket og morsomt, men det var også potent og besad noget nerve, der garanterede et hav af moshpits. Og så var gruppens hyperaktive, støjende progrock-opvisning underholdende fra start til slut.