Der er altid en mening med galskaben på ‘Cavalcade’ fra vanvidsrockerne Black Midi

Der er altid en mening med galskaben på ‘Cavalcade’ fra vanvidsrockerne Black Midi
Black Midi. (Foto: YIS KID)

Black Midi tog godt nok røven på mig, da de gjorde deres entre i 2019. Hvis der var ét ord, der kunne opsummere både deres livealbum og deres fornemme debutalbum, ‘Schlagenheim’, ville det nok være ‘ustyrligt’. Black Midi markerede sig som en force af konstant vanvid, der hverken var til at standse eller kontrollere.

Deres rockmusik er ikke blevet mindre idiosynkratisk siden da. Men deres andet album ‘Cavalcade’ er alligevel præget af, at der er kommet rigtig meget form og struktur på det hele. Sangskrivningen er både mere målrettet og mere tålmodig. Der var også stille passager på ‘Schlagenheim’, men her får de stille momenter virkelig mulighed for at ånde og komme ind under huden.

Tag et nummer som ‘Diamond Stuff’. Det tritter ganske stilfærdigt afsted i små fire velklingende minutter, inden kaosset langsomt og dristigt indtræffer. Det er ikke nær så ukonventionelt som det typiske nummer på ‘Schlagenheim’, men de mere udbredte virkemidler, de her fører ind i deres musik, sørger for, at det føles som en større mavepuster.

Det er ikke fordi én tone på ‘Schlagenheim’ føltes tilfældig, men hele det dynamiske udtryk på ‘Cavalcade’ er så meget rigere. De gør mere for at få hvert kaotisk vanvidsudbrud til at sidde fast.

Vi kan også bare se på et mere simpelt øjeblik som åbningen af det korte nummer ‘Hogwash and Balderdash’. De første 25 sekunder går på at introducere en håndfuld forskellige musikalske idéer, én efter én, uden at de umiddelbart har noget at gøre med hinanden. Hver lille stump når at være der i så kort tid, at man knap nok når at orientere sig på mere end et umiddelbart, sanseligt plan. Men efter 25 sekunders undren bliver alle disse sære lyde forenet til ét samlet groove af den bizarre slags, som kun Black Midi kan lave.

De minder mig meget om det gamle danske kultband Düreforsög. Deres 1997-debut ‘Knee’ var også en kaotisk vanvidsudlægning af den slags, der er så overvældende, at det ville være synd at fortsætte i samme rille. Men ligesom Black Midi forstod Düreforsög på toeren (‘Exploring Beauty’ fra 1999) at finde en form, der kunne forene deres kærlighed for det gakkede med nogle mere diskrete eller endda melodiske sangskrivningsvalg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For ja, der er faktisk nogle ret gribende melodier på ‘Cavalcade’. Den proggede ‘Dethroned’ bygger noget så fint op til en dramatisk, bombastisk vokalmelodi, der (især når den bliver leveret med så meget patos) leder tankerne hen mod en skikkelse som den afdøde popeksperimentalist Scott Walker. Og de melodiske blæsere på singlen ‘Slow’ sørgede for, at det nummer øjeblikkeligt vandt mit hjerte.

Black Midi slutter ret så genialt ‘Cavalcade’ af med et nummer, der på ni minutter opsummerer alt, albummet står for.

‘Ascending Forth’ starter noget så roligt og blidt, men netop derfor føles hvert manisk udbrud så bombastisk og gennemtrængende. Og som alle instrumenterne på kakofonisk vis svirrer om en majestætisk, triumferende vokal, ender det med at føles som en bizzaro-verden-udgave af Frank Sinatras lyksalige præstation på ‘My Way’ – men hvor glæden ikke er omgivet af Hollywood-lysskilte, men derimod af bygninger i ruiner.

Kaosset på ‘Cavalcade’ er så skønt og har så meget slagkraft, fordi det i mange stunder er et overraskende elegant album. Der er med andre ord altid en mening med galskaben.


Kort sagt:
Vanvidsrockerne Black Midi tager nogle mere diskrete, elegante, melodiske og endda tilbageholdende virkemidler i brug på deres andet album. Og af netop den årsag ender alt kaosset med at gøre endnu større indtryk.

Black Midi. 'Cavalcade'. Album. Rough Trade/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af