Bevidner vi i disse dage begyndelsen på en ny guldalder i britisk rock?

Rockmusikken er ikke længere den dominerende kulturelle institution, den var engang. Men en række unge britiske navne viser, at genren i øjeblikket har masser at byde på i forhold til både nytænkning og saft og kraft.
Bevidner vi i disse dage begyndelsen på en ny guldalder i britisk rock?
Squid. (Foto: Holly Whitaker)

KOMMENTAR. »Rocken er død!«. Dét er en vending, der i musikkredse er blevet sagt så meget, at den efterhånden ikke har nogen betydning.

Betyder den, at rockmusikken ikke længere har kommerciel succes? At den ikke længere har kulturel signifikans? At der ikke længere er nytænkning eller sågar kvalitet i genren?

Okay, i den nærmeste fremtid får vi næppe et nyt rockband, der bliver lige så succesfuldt og bredt anerkendt som The Strokes var for 20 år siden, eller Arctic Monkeys var for 15 år siden. Men hvad angår kvalitet og eventyrlyst, så er en række unge engelske grupper i gang med at etablere en ny guldalder for genren.

Den overordnede lyd er ikke overraskende postpunket. Men for hvert band, der blot kører en loyal fortsættelse af den stil, er der bands som Black Midi, Squid, Dry Cleaning, Porridge Radio, Bob Vylan og Black Country, New Road, der oser af nytænkning i deres måde at tilgå de postpunkede toner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nogle af disse har stadig ikke udgivet et album i fuld længde. Men jeg glæder mig meget til at høre, hvordan Bob Vylans aggressive blanding af hardcore punk og UK-rap vil fungere på en længere skive, og den deadpan storbypoesi fra Dry Cleaning bliver nok en fornøjelse at dykke ned i, når de til april debuterer med albummet ‘New Long Leg’.

Artpunkerne i Squid er på vej med årets måske mest imødesete rockdebut (‘Bright Green Field’ udkommer til maj), og på tværs af talrige tidligere singler og ep’er har de vist, at de har virkelig godt styr på at trække genren i nye, maniske retninger.

Deres sprælske og dansable lyd koblet sammen med den forskruede vokallevering har ledt til en del sammenligninger med Talking Heads, men Squid er på ingen måde blot David Byrne og co. om igen. Især deres længste tracks såsom ‘Narrator’ og ‘The Cleaner’ giver bandet mulighed for at bevæge sig ud på territorier, der bliver så uforudsigelige og idiosynkratiske, at Squid ikke kan forveksles med nogen andre.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De navne i denne nye bølge af britisk rock, der allerede har udgivet album, har tegnet et billede af, at det netop er i albumformatet, disse bands brillerer. Og bandet, der specifikt inspirerede mig til denne artikel, er Black Country, New Road, der i februar udgav debutalbummet ‘For the First Time’.

Jeg har længe holdt tæt øje med Black Country, New Road, og idet størstedelen af sangene på ‘For the First Time’ allerede havde været udgivet, burde albumudgivelsen næsten intet have betydet for mig. Men den gjorde mig besat.

At høre deres absurdistiske og eksistentielle historiefortælling, vanligt dekoreret med excentriske strygere og saxofon side om side med heftige postpunkriffs, var underholdende i sig selv. Men når man lige får det i en rammesætning med et dancepunket klezmer(!)-intronummer og en eksperimenterende, postrocket afslutter, bliver deres musik en endnu større mavepuster.

Uanset hvor meget, jeg kørte albummet på repeat, stoppede det aldrig med at være friskt.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og der er stadig flere bands at tage fat på.

Black Midi stod for en af de helt store aha-oplevelser for mangt en rocklytter i 2019, da de debuterede med ‘Schlagenheim’, hvor bizarre mathrockede skift i både rytme og taktart førte til en dybt kaotisk lytteoplevelse.

Hertil er der også Porridge Radio: Uden tvivl det mest spiselige af de navne, jeg her klumper sammen i en fælles bølge. De fik deres store gennembrud med sidste års mesterlige ‘Every Bad’, der demonstrerede meget af det samme etos som de andre grupper, jeg her fremhæver.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Porridge Radio har forståelse for deres åndelige forfædre, og især Pixies’ loud/quiet/loud-dynamikker står som tydelig inspirationskilde. Men med deres gentagende tekstunivers, deres pludseligt drømmende lydtapeter og deres rislende trommerytmer opnår Porridge Radio en lyd, der har helt sin egen charme.

Og det er et eller andet sted det, der binder de nye britiske rockgrupper sammen: En forståelse for de musikalske traditioner, der har banet vejen for dem – men samtidig det totale fravær af interesse for at følge den direkte vej, som forfædrenes fodspor peger i retning af. På den måde gør denne her bølge af nye rockbands genren frisk og spændende igen.

Er disse kunstnere mon i stand til at gøre rocken til en dominerende kulturel institution igen? Nej. Men jeg er ikke i tvivl om, at denne æras unge britiske navne vil producere album, rockfans stadig vil lytte til om lang tid.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af