Black Country, New Road er et af Storbritanniens mest nysgerrige og dygtige orkestre i mange år
KONCERT. Havde du spurgt mig for tre år siden, om det britiske wunderkind-band Black Country, New Road ville kunne udsælge Store Vegas godt og vel 1500 pladser, ville jeg have rystet på hovedet med et smil. Selv med to plader ude – som jeg betragter som nogle af 2020’ernes bedste – var bandet dengang et mere utilgængeligt bæst.
I 2025 har bandet, der består af seks musikere, hvoraf tre agerer forsanger, skåret ned for råberi, free-jazzede trommesoloer og massive mure af guitarstøj. I stedet har Black Country, New Road taget deres exceptionelle musikalitet og kastet den over progressiv folkemusik med stærke rødder til gamle britiske traditioner.
De spiller mere tilgængeligt end nogensinde før, men kompleksiteten er heldigvis stadig at finde i de små eposser, der udgør bandets seneste plade, ‘Forever Howlong’ fra april måned, der udover et par overraskelser udgjorde aftenens sæt.
Fra koncertens spæde start til dens grandiose afslutning havde sekstetten et helt særligt greb omkring det tætpakkede spillested, hvor ro og koncentration havde indfundet sig helt hen til de bagerste rækker. Men hvem kan også andet end at måbe, når de tre vokalister Tyler Hyde, Georgia Ellery og May Kershaw synger så guddommeligt?
Vokalerne har virkelig fået nyt fokus i bandet, og de tre kvinder, der samtidig betjener henholdsvis bas, violin og klaver (og mere til) har en helt særlig evne til at variere mellem det fortællende, det melankolske og det teatralske.
Det er den vekselvirkning der bærer numrene frem, omend kontrasterne mellem det stille og storladne er mindre markante end på bandets tidligere materiale. Trommeslager Charlie Wayne og saxofonist/fløjtenist Lewis Evans formår dog stadig at styre sangene i nye retninger så godt som hele tiden.
Der er vitterligt ikke en finger at sætte på evnerne hos gruppen, der efterhånden har bevist, at de kan spille snart alle genrer. Hvert et temposkift og hver en teknisk udfordrende vokalfrasering mestres live. Overgangen fra to så forskellige sange ‘Nancy Tries to Take the Night’ til ‘Besties’ synes ubesværet.
De sidste tre års tid har bandet turneret nærmest ustandseligt. Det har resulteret i en helt vild kontrol, men måske også med et tab af spontanitet til følge. Omend der blev sagt nogle pæne ting om Vegas aftensmad undervejs, savnede jeg en anelse nærvær. En magisk afslutning på koncerten vejede dog op for dette.
Den gåsehudsfremkaldende ‘Turbines/Pigs’ på knap 10 minutter sunget af Kershaw blev startskuddet på en afslutning, der også inkluderede ‘Happy Birthday’ og ‘For the Cold Country’. Sange, der alle demonstrerer, at Black Country, New Road er i deres absolutte es, når de rammer massive crescendoer, hvor komplekse klaverfigurer, svævende blæserspil og himmelske harmoniseringer går op i en højere enhed.
Klemt ind mellem de tre perler fik vi også et cover af Big Stars ‘The Ballad of El Goodo’, som jeg tror, de fleste blev særdeles rørt over selv uden kendskab til power pop-pionerene. Selv fortolkninger klarer de ubesværet.
Black Country, New Road er så misundelsesværdigt godt et band, at det halve kunne være nok. Heldigvis kan de tilmed oversætte evnerne til vidunderlige avant-folkrock-kompositioner, der velfortjent kan fylde Store Vega og efterlade publikum med et halvt smeltet hjerte.
Kort sagt:
Black Country, New Road er efterhånden et utroligt velspillende liveband – måske endda så velspillende, at en udsolgt koncert i Store Vega kan føles som endnu en dag på arbejde for dem. Men endnu en arbejdsdag for sekstetten efterlader stadig ingen tvivl om, at de er et af Storbritanniens mest nysgerrige og dygtige orkestre i mange år.