‘Forever Howlong’: Black Country, New Road måtte genopfinde sig selv efter frontmandens exit – resultatet er mirakuløst
ALBUM. Black Country, New Road blev slynget ud i lidt af en krise, da deres karismatiske frontmand og sangskriver Isaac Wood i 2022 forlod bandet på kanten af deres store gennembrud og blot få dage inden udgivelsen af deres andet album, ‘Ants From Up There’.
Men gruppens resterende medlemmer valgte at fortsætte. De skrev helt nyt materiale på farten, turnerede og udgav året efter livealbummet ‘Live at Bush Hall’, der står tilbage som en medrivende dokumentering af et band i forandring og i færd med at finde en ny identitet.
På deres længe ventede tredje album, ’Forever Howlong’, er forvandlingen fuldført, og Black Country, New Road 2.0 træder frem i lyset som et komplet forandret band og med en fremragende samling nye sange i hånden.
Væk er den intense og til tider selvudleverende maskuline postpunk, der kendetegnede bandets første to album. I stedet er ‘Forever Howlong’ en fængslende blanding af kammerpop, folk og alternativ rock, hvor bandets tre kvindelige medlemmer – bassist Tyler Hyde, violinist Georgia Ellery og pianist May Kershaw – på formidabel vis deler rollen som sangere og sangskrivere mellem sig og bidrager med hver deres unikke stemme.
Hydes sangskrivning og levering er teatralsk og dramatisk på sange som den evigt omskiftelige ‘Socks’ og ‘Salem Sisters’, hvis call-and-response mellem hende og de to andre sangere i omkvædet fremkalder gåsehud. Den dynamiske ‘Nancy Tries to Take the Night’ står som et andet af albummets højdepunkter, hvor især et uimodståeligt groove mellem trommeslager Charlie Wayne og saxofonist Lewis Evans viser bandet fra deres bedste side.
Ellery skinner med en mere finurlig tilgang på den nærmest McCartney-ske single ‘Besties’ og ikke mindst den mandolin-drevne westernfortælling ‘Two Horses, der starter i langsom musikalsk skridtgang, men halvvejs gennem sangen stiger i tempo til først trav og siden fuld galop i et klimaks drevet frem af Waynes trommer, så man nærmest kan mærke vinden i håret.
Men det er alligevel Kershaw og hendes barokfolkede sangskrivning, der står for albummets absolutte magnum opus på det rørende ridder-kvad ‘For the Cold Country’, der lyder som Joanna Newsom bakket op af et fuldt orkester, og som slutter med et brag af en progrocket outro, der nærmest føles som et lille vink til bandets gode venner fra Black Midi.
At tre så distinktive stemmer kan smelte så sømløst sammen på ét sammenhængende album er næsten et lille mirakel. Et mirakel, der i høj grad også skal tilskrives bandets resterende tre medlemmer, der på blændende vis binder det hele sammen og skiftevis både harmonerer med eller kontrasterer de tre sangere uden nogensinde at stjæle rampelyset.
‘Forever Howlong’ flyder simpelthen over med en musikalsk legesyge, fantasi og en uovertruffen forståelse musikerne imellem, hvor du aldrig helt ved hvad der venter om næste hjørne, men hvor hvert eneste anslag virker både velovervejet og nødvendigt. Det er et popalbum uden klassiske hooks, men alligevel fyldt med små, melodiske brudstykker, der bliver hængende længe efter, albummet er ovre.
Forandring er en svær størrelse, men selvom nogle af bandets fans sikkert vil savne Woods humørsyge intensitet og enigmatiske sangskrivning, er det få bands forundt at genopfinde sig selv på så elegant vis, som Black Country, New Road har gjort det gennem de seneste tre år.
‘Forever Howlong’ er på alle måder et værdigt nyt kapitel i bandets historie – og et mirakuløst kunstnerisk mesterstykke på egne præmisser.
Kort sagt:
Black Country, New Road har gennemgået en bemærkelsesværdig forvandling i årene efter Isaac Woods exit, og på ‘Forever Howlong’ fremstår de som et helt nyt band, der med en unik lyd og tre unikke kvindestemmer har skabt et fantasifuldt, dynamisk og medrivende værk.