Roskilde Festival: Black Country, New Road fyldte det store hul i deres midte med rørende musikalsk overlegenhed og legesyge
Der er noget ubarmhjertigt i at stå blottet på scenen foran et ventende publikum og soundchecke længe efter, at koncerten burde være startet.
»Så aflys da bare i stedet«, hørte jeg en sur herre mumle blandt publikum, men åh, hvor er jeg glad for, at Black Country, New Road ikke gjorde det. For lad os bare slå det fast med det samme: Black Country, New Road var værd at vente på.
Det startede godt nok lidt usikkert, som de begyndte koncerten med en undskyldning for forsinkelsen på cirka tyve minutter, og lyden spillede stadig ikke helt under den ellers så opløftende ’Up Song’, hvor Tyler Hydes vokal flere gange druknede i mixet.
Som bandet stod på scenen i en slags hestesko, kunne man heller ikke lade være med at føle, at det efterlod midten af scenen underligt tom.
En åbenlys konsekvens af Black Country, New Roads nylige historik, hvor forsanger Isaac Wood sidste år forlod bandet lige inden udgivelsen af deres fremragende andet album, ‘Ants From Up There’.
Det betyder, at Black Country, New Road i dag er et helt andet band end de var for blot et år siden, og at alle sange, de spiller live, også kun er lige godt et år gamle. Men som koncerten skred frem, vil jeg næsten vove den påstand, at det har gjort dem til et bedre band.
For som de på skift tog rollen som sanger – hele fire af gruppens seks medlemmer fik en tur bag mikrofonen – var de måske mindre in your face, men afslørede til gengæld et mere musikalsk varieret og følsomt univers.
Det kunne mærkes allerede på anden sang, ‘The Boy’. Den næsten folkemusikalske fabel om rødhalsen, hvis vinger ikke virker, fungerede overraskende flot med sine forskellige kapitler, hvor musikken bølgede op og ned, og især Mae Kershaws Bjørk-inspirerede vokal og en liflig lille tværfløjte fra Lewis Evans sad i skabet.
Under hele koncerten var det en fornøjelse at følge vekselvirkningen mellem de forskellige bandmedlemmers unikke stemmer og instrumenter, der både gav dem alle plads til at skinne, men også til at blive en del af en større musikalsk helhed.
Men det var ikke bare musikalsk overlegent. Det hele blev nemlig leveret med en solid emotionel bund. Som når saxofonist Lewis Evans nærmest voksede i selvtillid for øjnene af os, mens han sang ‘Across the Pond Friend’ eller da violinist Georgia Ellery pludselig hev en nærmest Kate Bush-agtig falset op af baglommen på ‘Horses’.
Allersmukkest blev det, da Mae Kershaw på klaveret og kun akkompagneret af violin satte gang i den tragiske heksevise ‘Turbines/Pigs’, der over otte minutter tog os hele følelsesregistret igennem.
Fra ensom usikkerhed til et majestætisk klimaks med bue på bassen, tordnende trommer, skrigende violiner og hylende saxofon. Det var et af mine absolutte højdepunkter på dette års festival.
For selvom Black Country, New Road startede deres koncert på Roskilde Festival bagud på point og med et gabende hul i deres midte, så endte de med at give en magisk koncert af den slags, der sætter sig i både krop og sind.