I sommer vakte den britiske punkrap-duo Bob Vylan opsigt efter en kontroversiel optræden på årets Glastonbury Festival.
I et særligt notorisk øjeblik under koncerten påbegyndte frontpersonen, Bobby Vylan, et slagråb, der lød »død, død, død over IDF« – et budskab rettet mod det israelske militær, Israel Defense Forces, forkortet IDF.
Det endte med at få store konsekvenser for Bob Dylan og medførte blandt andet en politiefterforskning, en tilbagekaldelse af duoens amerikanske visum samt aflysninger af flere af deres efterfølgende koncerter.
I en snak med ‘The Louis Theroux Podcast’ italesætter Bobby Vylan sine udtalelser, skriver blandt andre Rolling Stone.
Her spørger værten om han står ved slagråbet, og om han ville gøre det samme på en scene i dag.
»Hvis jeg skulle optræde på Glastonbury igen i morgen? Ja, så ville jeg gøre det igen. Jeg fortryder det ikke. Jeg ville gøre det igen i morgen – to gange om søndagen«, svarer Vylan og forsætter:
»Den efterfølgende modstand, jeg har mødt, er minimal. Den er minimal sammenlignet med, hvad det palæstinensiske folk går igennem«.
Senere i interviewet spørger værten ind til Vylans voldsomme ordvalg i slagråbet, og om han kan forstå, at nogle mennesker kunne opfatte det som en opfordring til vold.
»Mit problem med det hele er, at slagråbet er så ligegyldigt. Det er så uvæsentligt, og responsen var så disproportional«, svarer han og tilføjer:
»Hvad der er vigtigt er forholdende, der tillader, at sådan et slagråb overhovedet kan finde sted på den scene. Og jeg mener de forhold, der eksisterer i Palæstina. Hvor det palæstinesiske folk bliver dræbt med alamerende hast. Hvem går op i et slagråb?«.
Bob Vylan er ikke den første artist, der er havnet i problemer som konsekvens af Palæstina-relaterede politiske ytringer.
Tilbage i maj blev rapperen Mo Chara, fra den irske raptrio Kneecap, sigtet for terrorbilligelse efter angiveligt at have udvist sympati for den libanesiske gruppe Hizbollah – en sag, der dog senere blev droppet.
