Siden 2022 har en prequel til ‘Ocean’s Eleven’-filmene været under udvikling med Margot Robbie som både hovedrolleindehaver og producent gennem sit selskab LuckyChap.
Men hvem skal instruere filmen? Det spørgsmål har været ubesvaret, efter først Jay Roach (‘Austin Powers’) og senest Lee Isac Chung (‘Minari’) er sprunget fra projektet. Sidstnævnte smuttede »grundet kreative forskelligheder« ifølge Warner Bros.
Nu peger pilen på Bradley Cooper, der også tidligere er rygtet til at indtage en hovedrolle. Anonyme insiderkilder bekræfter nemlig over for det troværdige amerikanske branchemedie Deadline, at Cooper er på tale til at skrive og instruere filmen.
Projektet har fortsat ingen titel eller synopsis, men handlingen menes at foregå i 1960’ernes Europa. Dermed peger forhistorien måske tilbage mod den oprindelige ‘Ocean’s 11′ fra 1960, som Steven Soderbergh remakede til stor succes i 2001.
Foruden denne prequel har Brad Pitt og George Clooney også afsløret, at de arbejder på en fortsættelse til ‘Ocean’s 13’. De håber på at få den travle tysker Edward Berger (‘Konklave’, ‘Intet nyt fra Vestfronten’) med ombord.
Bradley Cooper var tidligere i år biografaktuel med sin tredje film som instruktør: det vellykkede skilsmissedrama ‘Is This Thing On?’.
