Filminstruktør Lee Isac Chung brød igennem med den rørende selvbiografiske ‘Minari’, der blev nomineret til to Oscars, hvorefter han for nogle år tilbage tacklede remaket af 90’er-hittet ‘Twister’ i ‘Twisters’.
Herefter har den amerikanske filmskaber været tilknyttet en kommende prequel til ‘Ocean’s Eleven’, men har nu forladt projektet. Det skriver Deadline.
»Det her er et venskabeligt brud grundet kreative forskelligheder«, har Warner Bros. udtalt til pressen.
Filmen blev annonceret i 2022 og produceres af Margot Robbies produktionsselskab LuckyChap. Den “Wuthering Heights”-aktuelle stjerne medvirker også foran kameraet sammen med Bradley Cooper.
Lee Isac Chung overtog i forvejen gigget som instruktør fra Jay Roach, der også droppede ud.
Manuskriptet til den kommende ‘Ocean’s’-film har endnu ingen titel, men menes at foregå i 1960’ernes Europa. Den viser hermed tilbage til de oprindelige ‘Ocean’s’-film fra 1960’erne, som Steven Soderbergh fik succes med at opdatere i 2001.
Udover den kommende prequel har Brad Pitt og George Clooney også luftet, at de arbejder på fortsættelsen ‘Ocean’s 13’, som de gerne ser instrueret af Edward Berger bag ‘Konclave’ og ‘Intet nyt fra Vestfronten’.
