CPH:DOX. »Når vi ser de gamle fotos af Taekyung som helt ung, mens vi hører hendes traumatiske familiefortælling, skærer det eftertrykkeligt i hjertet, og tårerne presser sig på. For sådan skal ingen børn vokse op«.
Sådan slutter Soundvenues anmelder Morten Kildebæk sin 5-stjernede anmeldelse af den CPH:DOX-aktuelle ’Homesick’, eller på dansk bare ’Hjemsøgt’.
Den personlige film er et gribende indspark i den adoptionsdebat, der omsider har indfundet sig med film og journalistiske fortællinger over de seneste år.
Bag ’Hjemsøgt’ står Taekyung Tanja In Wol Sørensen, der fortæller sin egen historie om at være adopteret som spæd fra Korea til Varde, hvor hun voksede op i en familie præget af farens alkoholmisbrug og forældrenes skilsmisse.
Som voksen finder hun ud af, at hun ikke var det hittebarn fundet på en trappesten, som fortællingen ellers lød, og i filmen begynder hun en brevudveksling gennem adoptionsbureauet med sin biologiske mor, der stadig lever.
Dette poetiske og dybt personlige lag fletter sig ind i det politiske, da hun også følger den koreanske sandheds- og forsoningskommission, der endelig anerkender brud på menneskerettighederne i forbindelse med blandt andet Taekyungs sag.
Udgangspunktet for den antropologi-uddannede instruktør, der tidligere har stået bag dokumentaren ’En revolutionær familie’, var dog slet ikke hendes egen adoptionhistorie.
Fusk og dokumentfalsk
Hvorfor ville du gerne lave en film om din egen historie?
»Det var aldrig mit ønske at lave en film om mig selv. Jeg startede ud med at ville lave en film om alle hemmelighederne i min danske familie, hvor det skulle handle om mit blik på dem. Men det blev hurtigt klart for mig, at en film om den danske familie fra mit ståsted, som transnationalt adopteret, blev nødt til at insistere på det, der er blevet udslettet, for at jeg overhovedet er endt i familien«.
Har du været bekymret for, om det ville blive for hårdt og privat at eksponere dit eget liv og baggrund i offentligheden?
»Jeg havde fra starten skabt en liste af dogmer for filmen, som jeg altid kunne gå tilbage til, når jeg blev i tvivl om noget. For eksempel hvordan og hvor meget jeg selv er foran kameraet, specifikke visuelle greb for scener i Danmark, Korea og det poetiske lag, samt hvilke dele af mit liv der må udlægges i filmen«.
Hvad overraskede dig mest, efterhånden som du gravede dig ned i alle omstændighederne omkring din adoption til Danmark?
»Som så mange andre adopterede har jeg længe vidst, at det transnationale adoptionssystem er bygget på fusk og dokumentfalsk. Det er bare aldrig blevet anerkendt af de involverede stater. Så det var en overraskelse, da Koreas sandheds- og forsoningskommission sidste år for første gang officielt anerkendte, at min og 55 andres adoptioner har brud på menneskerettighederne«.
»Men selv med en anerkendelse har det indtil videre ikke ført til noget, hverken fra Koreas side eller fra Danmark«.
At kradse i alle sårene
Har filmen i sig selv hjulpet dig med at komme overens med, hvem du er, og hvor du kommer fra?
»Det har været utroligt grænseoverskridende at dykke ned i alt det svære, som ingen taler om, at kradse i alle sårene, både i den danske og koreanske familie. Men det har også været en utrolig terapeutisk proces at insistere på at skabe et visuelt sprog for det, der ikke havde et sprog, både den kompleksitet det er at leve med transnational adoption som en præmis og de hemmeligheder, vi alle bærer rundt på«.
Filmen er præget af en poetisk voiceover og tableauer. Hvad var den største udfordring i forhold til at give din fortælling den rigtige form?
»Det vigtige var at skabe et visuelt univers, der kunne rumme kontraster og spejlinger. Det danske landskab er kendetegnet gennem lige horisontale linjer, og det er buede og vertikale linjer, der dominerer i billedsiden i Korea«.
»Den største udfordring var at skabe det visuelle udtryk for brevudvekslingen mellem min mor i Korea og jeg. Det skulle både give plads til det svævende og uforløste samt rodfæste brevene hos en mor, der aldrig får en form«.
Har din tilbageværende jyske familie set filmen? Hvordan reagerede de?
»Nærmest alle de medvirkende har set filmen, og de har alle været utroligt bevæget af den, og selvom det er en svær fortælling, som ingen af dem har bedt om, støtter de alle op om filmen og mit behov for at lave den. Det betyder meget for mig«.
Gode intentioner uden glans
Hvad håber du, at folk, der ikke selv har adoptionssystemet inde på livet, tager med sig fra filmen?
»Jeg håber, filmen kan få folk til at reflektere over de livslange konsekvenser, det har for den adopterede at leve mellem levet liv og udslettet liv. Det transnationale adoptionssystem er bygget på fortællingen om gode intentioner, men det har langsomt mistet sin glans, og det giver ikke længere mening at tale om intentionerne bag«.
»Vi adopterede er alle voksne nu, og dem, der skriver det sidste kapitel i fortællingen om det transnationale adoptionssystems storhed og fald, bør være os«.
Håber du også, at filmen kan føre til politiske forandringer omkring adoptionstematikken?
»Jeg har ingen forventninger om, at filmen kan føre til direkte politiske forandringer i morgen, men jeg håber at den kan være endnu et bidrag, der er med til at skubbe til den langsommelige proces, der har været længe undervejs, som handler om, at staterne involveret skal stilles til ansvar«.
»Mest af alt håber jeg, at publikum har lyst til at se den og reflektere over, hvem der har retten til et barn«.
’Hjemsøgt’ / ’Homesick’ kan ses løbende under den aktuelle CPH:DOX-festival i København og ved visninger rundt omkring i landet frem til 19. marts.