Roskilde Festival tager afstand til »hadtale« efter kontroversiel Israel-kritisk optræden på Glastonbury

Roskilde Festival tager afstand til »hadtale« efter kontroversiel Israel-kritisk optræden på Glastonbury
Bob Vylan. (Foto: Ki Price)

Hvor langt kan musikere gå i ytringsfrihedens navn?

Den diskussion er på det sidste blusset op i Storbritannien og resten af verden, efter Mo Chara fra den irske rapgruppe Kneecap i sidste måned blev sigtet for terrorbilligelse efter sine handlinger og ytringer til en koncert, hvor han angiveligt skulle have udtrykt støtte til Hamas.

På weekendens udgave af den britiske festivalmastodont Glastonbury fik Kneecap, der også spillede på festivalen, en Israel-kritisk ligesindet i punkrap-duoen Bob Vylan, som også er kommet i søgelyset for kontroversielle udtalelser.

Forsangeren Bobby Vylan råbte til koncerten »død, død, død over IDF« med henvisning til det iraelske militær, Israel Defense Forces, og Palæstina-sympatiserende publikummer deltog i slagsangen.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ytringen har ifølge The Guardian fået det britiske politi til at undersøge videooptagelser fra Bob Vylans optræden for at vurdere, om bandet har begået lovovertrædelser. Det samme er i øvrigt tilfældet for Kneecaps Glastonbury-koncert.

Både Glastonbury, BBC (der livestreamede Bob Vylan-koncerten, men på forhånd havde fravalgt Kneecap-showet), den israelske ambassade og den britiske premierminister Keir Starmer har ifølge DR taget afstand til Bobby Vylans udtalelse.

Nu melder Roskilde Festival sig også på banen, selvom Bob Vylan ikke er at finde i programmet på den danske festival.

»Vi tolererer ikke hadtale eller opfordringer til vold«, siger talspersoner for Roskilde Festival til DR efterfulgt af en generel udtalelse om ytringsfrihed på scenerne.

»I udgangspunktet bakker vi op om aktiv stillingtagen, engagement og kunstnerisk ytringsfrihed. Vi bakker op om, at kunstnere bruger den stemme og den platform, de har, oplyser festivalen«, lyder det.

»Kommer der en situation, vil det ifølge Roskilde Festival altid være en vurdering i situationen, hvor de vil se på, hvordan de håndterer det mest hensigtsmæssigt«.

Hovedpersonen Bobby Vylan har efter Glastonbury delt en længere skriftlig udtalelse på Instagram, hvor han står ved sine ytringer.

»At lære vores børn at råbe op for den forandring, de ønsker og har brug for, er den eneste måde, hvorpå vi kan gøre den her verden til et bedre sted«, skriver rapperen blandt andet.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af