Kneecap-medlemmet Mo Chara er blevet løsladt mod kaution i forbindelse med en omdiskuteret retssag, hvor den irske rapper er anklaget for billigelse af terror. Det skriver Pitchfork.
Det skete tidligere i dag, hvor en indledende høring fandt sted, inden retssagen for alvor begynder den 20. august.
Uden for retssalen i London var hundredvis af demonstranter med palæstinensiske og irske flag mødt op for at støtte rapperen, der er anklaget for angiveligt at have udtrykt støtte til den libanesiske gruppe Hizbollah, der i EU, USA og Storbritannien anses for at være en terrororganisation.
Under høringen slog anklageren Michael Bisgrove fast, at sagen ikke handler om rapperens »støtte til det palæstinensiske folk eller hans kritik af Israel«, og tilføjede: »Han har fuld ret til at give udtryk for sine meninger og sin solidaritet«.
Derimod handler sagen, udtalte anklageren, udelukkende om en konkret episode, hvor rapperen under en koncert i 2024 fremviste et Hizbollah-flag på scenen og råbte »Up Hamas! Up Hezbollah!«, hvilket i Storbritannien, hvor offentlig støtte til Hamas og Hizbollah er forbudt, kan vise sig at have været en kriminel handling.
Mo Charas forsvarsadvokat hævdede i forbindelse med høringen, at den konkrete episode falder uden for en seksmåneders periode, som sagen ifølge ham skulle være rejst indenfor, og at den derfor er forældet: »Hvis vi har ret i det, så har denne domstol ingen jurisdiktion, og dermed slutter sagen«, udtalte han.
Kneecap har tidligere afvist at støtte Hamas og Hizbollah. »Vi benægter denne ‘forbrydelse’ og vil på det kraftigste forsvare os selv«, lød det blandt andet i et opslag på Instagram, hvor de videre skrev:
»Det her er politisk kontrol. Det her er et distraherende spektakel. Vi er ikke historien. Det er folkemordet. Mens de profiterer på folkemord, bruger de en ‘anti-terror-lov’ mod os for at vise et flag, der blev kastet på scenen«.