Jeg tror, at Aphacas ‘Vild ungdom’ kan kurere ethvert tegn på kynisme
ALBUM. På årets første dag stod Noah, Rumle, Bertil og Bertram for – oven på et kanon 2025 – at skulle holde Deadlines nytårstale.
De fire venner holdt en tale for fællesskabet. For forskelligheder og usikkerheder, for medmenneskelighed og for nysgerrighed. Det unge Nørrebro-band satte dagsordenen ud fra deres egen verden.
Til sidst spillede de en fin version af den afdæmpede piano-ballade ‘Dagen er gået’, et nummer om at kæmpe sammen, også når det kan føles som om, himlen brænder, og dommedag er sat i kalenderen. I en storpolitisk tid havde Aphaca overskud til at være en stærk generationsstemme, der også kunne lære Hr. og Fru Kakkelbord en ting eller to.
Kvartetten, der i år slutter sig til en eksklusiv klub af danske navne, der kan fylde Parken, har efterhånden spillet sammen i en del år og har da også allerede ét album bag sig. ‘Vild ungdom’ er dog deres debut fra dansk pops tinder.
Aphacas nok største hit, ‘Smelter under månen’, er drevet af en ukuelig (denne kyniker ville sige »øretæveindbydende«) optimisme, som står i kontrast til ‘Dagen er gået’ og faktisk også til resten af numrene på ‘Vild ungdom’. Aphaca er stadig drengede og kåde, men der er flere sunde tegn på, at verden, livet, ungdommen og friheden er alt andet end en gåtur i måneskinnet.
På det sanselige åbningsnummer ‘Flue i et spind’ synger forsanger Rumle Kærså med både selvsikker og grødet stemme om at blive en frihedsfange i et spind af tvivl. Han er ikke blind for, at han ved gud har opnået meget; anerkender ligesom bare, at personlig succes ikke er en hjælp til selvhjælp.
Nummeret åbner sig langsomt med tangenter, falsetkor, stortromme og til slut en rocket outtro, hvor den stærke rytmesektion viser tænder, crash-bækkenerne lyder både af pressede stunder og umiskendelig can do-attitude.
Aphaca emmer ikke af desperation, men deres sange handler om, at der er ting, man som ung skal lære at deale med, fordi man er ung. Bortset fra megahittet ’En drøm om et menneske’ har alle numrene en kerne af tvivl. Stemningen genkalder på den måde mere den alvorstunge ep ’Mig og min mund’ end den mere spraglede efterfølger ’Kan du mærke suset?’.
Bandets lyd har taget en drejning, som både vidner om de seneste par års astronomiske optur og af tvivlen, der kan komme kravlende i et afvæbnet øjeblik.
Tvetydigheden går renest ind på de sammensmeltede ’Venner der vokser’ og ’Sidste lys’. Over et mørkt lydtapet af skurrende guitarer og synths synger Kærså om at have ladet sig rive med. Han kaster sig hovedkulds ind i ensomheden, ikke som et nederlag, men som en måde at komme tilbage igen.
På ’Hjertet på gaden’ spurgte han sin prinsesse Mononoke, om hun var faret vild. Nu er vildfarelsen rykket tættere på. Grundsporet blev indspillet på en husbåd, et gør-det-selv-valg, der får Aphaca til at klinge mere af Københavns indie-undergrund, end de hidtil har gjort.
Selvom Aphaca flirter med en mørk rocklyd, er de stadig et popband, der tror på, at alting nok skal blive godt igen. I deres Peter Pan-agtige univers er der altid mulighed for at flyve væk og starte på en frisk.
Med en uimodståelig basgang, der giver alle de rigtige ’Feel Good Inc.’-energier, og en tekst om pigen fra landet, hvor havet larmer, og drengen fra byen, hvor tankerne kører, er ’Et sted hvor vi de første’ en rastløs banger: en gen Z-opdateret nyfortolkning af Kim Larsens ’Joanna’.
Der er en smittende umiddelbarhed ved sangene på ’Vild ungdom’, der får det drømmende tekstunivers til at føles troværdigt lidt a la Ulige Numre. Kun ’Hold om mig’ bliver en smule for højspændt og uforløst; her løber usikkerheden af med bandet, og alvoren bliver diffus.
Albummets afsluttende nummer, ’Vi pumper hjertet op’, indledes anderledes fokuseret med en luftig, akustisk guitar og den simple linje »vi pumper hjertet op, nu bliver hjertet til en luftballon«.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal lægge i det billede, men melodien og sangbarheden sidder lige, hvor den skal. I al sin blåøjethed et smukt nummer, der lader tvivlen og forelskelsen mødes på midten i en tro på tosomheden.
Bare reservér et par sider i Højskolesangbogen til Aphacas sange.
Kort sagt:
Aphaca laver musik til en generation af småforvirrede unge i en fragmenteret virkelighed, men skærer klart igennem algoritmestøjen med et ukompliceret fokus på fællesskabet og de små bånd, der holder mennesker sammen.