Aphacas ungdommelige sange rammer som forelskelsens magi på ’Kan du mærke suset?’
Det siger ret meget om Aphaca, at bandet har opkaldt sig selv efter det latinske ord for mælkebøtten. Den unge kvartets dansksprogede pop har nemlig en spirende kvalitet over sig – og det er ikke blot ment som en velkendt metafor for deres status som lovende upcoming-navn.
For bandet bestående af Rumle Hueg Kærså, Bertram Ask Plauborg, Bertil Engberg Nielsen og Noah Elias Rasmussen skaber musik med analoge instrumenter og lyse toner, der spreder varme og behagelig stemning på en nærmest hippieagtig facon. Og førstnævntes tekster udstråler en ukuelig, ungdommelig naivitet og lyst på livet, som næsten kan virke provokerende, hvis man er gnavent anlagt.
Aphaca udgav deres første single, ’Blomsterbørn’, i 2019 og albumdebuterede i 2022 med ’Et aar uden dig’. Sidste år begyndte de virkelig at få vind i sejlene med en udsolgt Store Vega-koncert og en yderst velbesøgt optræden på Spot Festival.
Man må også give dem, at de har forfinet deres lyd og sangskrivning det seneste års tid. Den velklingende og yderst catchy 2023-single ’Til solen er sort’ markerede et løft i musikalsk finesse, og tidligere i år fortsatte bandet de gode takter med det fine nummer ’Mig og min mund’ samt en ep af samme navn.
Nu er årets anden Aphaca-ep landet i form af fem numre lange ’Kan du mærke suset?’ (som bliver samlet med den første ep på vinyludgivelsen ’Magna’). Her er det tydeligt, at firkløveret bestemt ikke er færdige med at udforske deres lyd.
Åbneren ’Synger bare’ starter som en, for gruppen, relativt uvant tilbagelænet melodi med lange, dybe vokaler og en cool basrundgang. Snart skifter forsanger Rumle Hueg Kærså op i høje – og derefter endnu højere – toner, der viser hans stærke vokal fra alle facetter.
Musikken stikker efterfølgende i en helt anden retning på den uptempo titelsang, der har et rocket udtryk – med en let distortet vokal, der næsten får forsangeren til at lyde som Tobias Kippenberger fra gode gamle The Floor Is Made of Lava. Senere trækker Aphaca tempoet helt ned igen med den Bette-gæstede duet ’Hvornår kommer du hjem’, som bliver bygget op af sensuelle bossanova-rytmer.
Desværre bliver netop afstikkerne ’Kan du mærke suset’ og ’Hvornår kommer du hjem’ holdt tilbage af nogle lidt for skabelonskårne og ensformige melodier.
Så er der langt mere genlytningsværdi i ’Klip klap sandaler’, hvis tekstunivers peger i en overraskende nedtrykt retning.
»Det er som at bestige vulkaner i klipklapsandaler / måske jeg gør det sværere, end det er / hjertebanken og åndenød / har brug for en hånd, der trækker mig med«, lyder omkvædet, som sætter ord på angsten, ensomheden og skrøbeligheden, der for mange også kan være en del af livet i 20’erne. Nummeret bærer samtidig på en håbefuld og trøstende følelse på grund af sine lyse synths og en underliggende, varm akustisk guitar.
Varme er der også masser af i ’Smelter under månen’, som i skrivende stund er Aphacas mest streamede sang på Spotify – hvilket man godt forstår.
Allerede nu kan man sagtens forestille sig, hvor forrygende en stemning sangen kommer til at afføde blandt publikum, når bandet næste år skal på turné. På den opløftende kærlighedssang synger Kærså til en »dejlig« person, hvis blik får ham til at flyve »højt op, op til Frejas sal«.
Ligesom forelskelsens magi er dette nummer simpelthen umuligt at få ud af hovedet.
Kort sagt:
Aphaca udforsker et par nye stiludtryk på ep’en ’Kan du mærke suset?’, som ikke fungerer helt så godt som gruppens mere rendyrkede popnumre. Disse er til gengæld helt umulige at få ud af hovedet.