Aphaca var helt i øjenhøjde med den vilde, forbandede ungdom i Parken
KONCERT. Man skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis man ikke holder med Aphaca, bandet som… næh, Aphaca-drengene behøver vist efterhånden ikke nærmere introduktion. De er tidens helt store band-fænomen, og deres ligefremme poprock har brændt sig fast i bevidstheder, radiokanaler og streams.
Og der stod de så, forsanger Rumle Kærså (altid klar på en power-vokal og et par store ord), bassist Bertram Ask Plauborg (energisk snublende rundt på scenen med sit instrument), keyboardspiller Bertil Engberg Nielsen (tilbagelænet jammende på et arsenal af synths og tangenter), trommeslager Noah Elias Rasmussen (med solidt greb om bandets puls) og guitarist Albert Rung (femte medlem og bandets rockede kant)
Aphaca er et band, der går mere op i musik og budskaber end i smarte high concept sceneshows. Det vidste de fleste nok godt, men jeg var alligevel ret overrasket, da de fem bandmedlemmer pludselig stod på en lille, cirkelformet scene midt på gulvet. »Du kigger på mig et sekund!« sang Kærså, og så var der ikke nogen, der var i tvivl om den næste linje.
Det gav god mening for bandet at starte med at underspille showelementet. På den ganske lille scene var der mulighed for at vende sig mod alle hjørner af nationalstadionet, ligesom bandmedlemmerne også kunne mærke hinanden. Et band med mindre kontakt til sig selv og deres omverden kunne meget vel have startet med pyroteknik og forstærkeren skruet op på 11. Aphaca insisterede på at starte i det nære.
Det gjorde gode ting for et nummer som ’Hold om mig’, der på bandets seneste album, ’Vild Ungdom’, er levende begravet i produktionselementer, men her fik lov til at stå klart frem, båret af Kærsås kraftfulde vokal og en mere intuitiv musikalitet.
Blev det måske lidt for impulsivt, da den helt store ungdomshymne, ’Vi pumper hjertet’ op, blev spillet i første del af sættet og ikke – som man ellers kunne have forestillet sig – som den naturlige afrunding på aftenen? Det var egentlig pissefedt. Aphaca sang om tosomhed og flygtig forelskelse, mens de var fuldstændigt i øjenhøjde med den vilde, forbandede ungdom, nummeret er et portræt af.
Med et flueben ud for den intime del af koncerten kunne bandet med skæve smil traske gennem publikum og op på den store hovedscene. Det værste stadionekko blev i samme ombæring fikset, men anden sektion af koncerten var, for what it is, kort og godt en forstørret udgave af Aphacas normale sceneshow
Det er der absolut ikke noget i vejen med, men koncertens størrelse kunne godt have budt op til, at der kom flere overraskelser i løbet af aftenen.
Måske arbejder Aphacas image som fællesskabets og følsomhedens fortalere imod fornyelsen og overraskelsens moment, men så er det heldigt, at samspillet er snorlige i en grad, så den dansable ’Hvor kommer vi fra?’ vitterligt lød som en studieindspilning, selvom hovedpersonerne stormede rundt på hele scenen og tjattede til hinanden. Kærså talte mid-song om, hvor meget bandet havde glædet sig til at synge og råbe med publikum, og så var der ellers lagt op til velinstrueret åh-uh-åh-fællessang.
Mod slutningen af koncerten tog Kærså igen ordet med vanlig veltalenhed og satte ord på det, alle i Parken nok havde tænkt. At der var noget mærkeligt ved, at bandet fik lov til at gøre det her som 22-årige.
Okay, så måske ikke mere mærkeligt, end at Aphaca har vist og viste i Parken, at de er opgaven voksne, selvom koncerten i sig selv ikke var noget der overgik, hvad man kunne have forventet af bandet.
»Taknemlighed, evighed, landefred / Retfærdighed for os, der følte ensomhed«, sang Kærså med sjælden arrigskab og indlevelse på ’Hjertet på gaden’. Aphaca viste i sådan et moment, at de kan gøre det blåøjede uomgåeligt betydningsfuldt. I fremtiden har de forhåbentligt mod på at teste grænserne for det livssyn.
Kort sagt:
Aphaca spillede for fællesskabet i Parken og leverede præcis den stadionkoncert, man vidste, de havde i sig. De kunne dog med fordel have udfordret det velkendte udtryk.