Eee Gee blev genfødt som en teatralsk og triumferende rødhætte i DR Koncerthuset
KONCERT. Efter to års pause sparkede Eee Gee fredag aften på storslået vis døren ind til et nyt kapitel.
Det er snart fem år siden, Emma Grankvist debuterede som solomusiker, og til maj – præcis på femårsdagen for hendes første single, ’Favourite Lover’ – udkommer hendes tredje album, ’Eeelluminagee’. I DR Koncerthuset fik vi en episk forsmag på, hvordan dette kapitel ser ud.
Fra første øjekast var der noget ceremonielt over koncertsalen på denne fredag den 13. Man trådte ind i salen til synet af en halvcirkel af møbler dækket af bølgende rødt satinstof på scenen. I midten stod et rundt bord svøbt i en hvid dug med stearindryppende kandelabre og hvide blomster.
Mindre eventyrligt og rituelt blev det ikke af, at showet åbnede med et kor af syv hvidklædte skikkelser, der stimlede sammen om bordet til en slags a capella-hidkaldelse af bandet og aftenens hovedperson.
Først kom bandet, som stillede sig i position og begyndte at spille, mens koret gik fra syv til to og gav sig til at messe ordene »you are here«. Tykke synths bølgede gennem salen, alt vibrerede, og så kom Eee Gee roligt gående ind fra siden, barfodet i rødt og hvidt, som rødhætte uden hætte, med rougede kinder og stort 70’er-Dolly Parton-hår.
»I think I belong to a lost soul«, sang hun klagende på den endnu uudgivne ’Ethereal Lover’. Her er kærligheden mere en teatralsk fantasiverden end en hovedkulds erfaring. Det virker til at være et tema på det nye album.
Efter denne store åbning var vi tilbage i velkendt territorie med den nye single ’You Always Liked Me Better When I Was Stoned’ og hits som ’Ghost House’ og ’Killing It’. Vokalen har aldrig lydt bedre, og bandet spillede sprælsk og sikkert blandt de rødindsvøbte møbler.
Arrangementerne var mere grandiose og eksperimenterende, end de har været før. Den velkendte 70’er-softrock var udbygget med elementer som cinematiske blæser-synths på ’Space Anxiety’ eller en helt vanvittig, Ray Manzarek’sk orgelsolo på ’Perfect 10’. Der sneg sig endda en The Cranberries-agtig guitarstøj ind på flere numre.
Mellem sangene blev det cinematiske drama af og til punkteret herligt af Eee Gees joviale kommentarer, som »der er sgu gået noget tid siden sidst« eller et forsigtigt »fredagsskål!«.
Den store finale var et uventet hårdtslående nummer med pumpende trommer og rockguitar. Lyset flimrede, og hele salen slog gnister til Eee Gees jamrende sang om en »big mistake«.
Som salens bankende røde hjerte stillede hun sig op på det hvide bord i midten og krængede sjælen på vrangen med et brag, inden hele besætningen forlod scenen til et hujende publikum. Tilbage kom de dog igen til en afsluttende totrinsraket af et Figurines-cover og Eee Gees egen ‘I Promise to Pick Up the Phone’ til en stående klapsalve.
Med denne koncert slog Eee Gee sit næste musikalske eventyr an med både lydlig og visuel palaver. Nu er det bare om at tælle dagene til, at albummet kommer.
Kort sagt:
Efter to års pause leverede Eee Gee en storslået koncert i DR Koncerthuset, hvor teatralske nye sange, cinematiske versioner af gamle hits og et visuelt gennemført sceneshow markerede et nyt kapitel i hendes karriere.