INTERVIEW. Da sangeren og sangskriveren Mercedess i vinter udgav singlen ‘Announcements’, havde hun ikke udgivet musik i næsten fire år.
Udbrændt efter udgivelsen af sit debutalbum, 2022’s ‘Casa Fantasia’, havde hun brug for en pause. Hun havde været sin egen chef og stået for det mest selv, og hun havde erfaret, hvor voldsom musikindustrien kan være, når man selv skal tage alle de store beslutninger.
»Især når man generelt bare er en sensitiv person«, forklarer hun, da jeg møder hende til en snak om den lange pause og den nye musik.
Samme sommer som ‘Casa Fantasia’ udkom, begyndte hun på Rytmisk Musikkonservatorium. Hun havde brug for at fordybe sig i den skabende proces – at skrive tekster og producere – uden at tænke på at udgive ting.
»Nogle gange har jeg mødt folk, der troede, at jeg slet ikke lavede musik længere. Men egentlig har jeg lavet sindssygt meget musik, jeg har bare haft pause udadtil«, fortæller hun.
I løbet af sin pause stiftede hun ikke alene bekendtskab med producerne Laurits Steinberg og Columbus Marslew, som hun begyndte at videreudvikle sine egne produktioner sammen med. Hun blev også klogere på, hvordan hun kunne have det allerbedst både i skabelses- og udgivelsesprocessen.
‘Announcements’, en dyster altpop-sang, der spidder de sociale mediers overfladiskhed med lyriske giftpile, blev begyndelsen på et nyt kapitel.
Siden da kom ‘Affirmations’ og ‘Solitude Nest’ til. Sange, der reflekterer over behovet for ro, for isolation og for tryghed i en hektisk, intens virkelighed. Og et billede på det sted, hvor Mercedess selv har været de sidste par år.
»Da jeg vendte tilbage med ‘Announcements’, havde jeg ikke brugt Instagram i lang tid. Når man har været stille længe, så føles det bare mere voldsomt at dele noget, synes jeg. Så ja, det var nervepirrende«, fortæller hun, da jeg spørger, hvordan det var pludselig at vende tilbage.
Det er blot et af de spørgsmål, som Mercedess besvarer med en ærlighed, der kommer bag på mig. Også selvom man ikke skal lytte særligt længe til hendes sange, før det står klart, at Mercedess ikke lægger fingre imellem.
Hvorfor blev det ’Announcements’, der fik til opgave at genintroducere dig til lytterne?
»Den forklarer meget tydeligt, hvordan jeg har haft det. I teksten kan man fornemme en udbrændthed, en følelse af at være fed up. Det er den følelse, jeg har skrevet den ud fra«.
»Jeg skrev den en sommer, hvor jeg sad på Amager Strand i helt sort tøj. Jeg kunne slet ikke overskue, at det var sommer. Jeg kunne ikke overskue festivalerne. Og så så jeg en tilfældig Instagram-story med nogen, der drak hvidvin på en festival. Og så kom teksten til mig: ’I’m tired of announcements / I’m tired of your new friends / I’m tired of your cold white wine in the sun at some festival’«.
»Sangen handler om, at selvom man godt ved, at alt er opstillet – at alting er en reklame – så kan man stadig blive ramt af ægte følelser: ’It might be a fake life / It might be a deep like / But my feelings are still real’. Kroppen ved ikke, om en følelse kommer af noget ægte eller ej, og i sangen synger jeg om at komme til at leve gennem de her falske billeder – at blive afhængig af dem. Det tror jeg er noget, mange kæmper med«.
Har du fundet en måde at navigere i det?
»Nej, ikke rigtigt. Jeg kan bare mærke, hvordan jeg fysisk reagerer, når jeg bruger for meget tid på min telefon. Det er skræmmende. Men det er jo heller ikke, fordi jeg har slettet Instagram fuldstændig. Pauser er vigtige – at tage fem minutter til ligesom at forbinde sig til sig selv igen. Det øver jeg mig meget i for tiden. Nogle gange mister jeg forbindelsen af at kigge på telefonen for længe«.
Er det ambivalent at kritisere sociale medier, når du også er afhængig af dem for at promovere din musik?
»Altså det er jo ret ironisk at annoncere ny musik med en sang, der handler om, at man er træt af annonceringer. Det gjorde det også ret svært at skrive en pressetekst. Men når jeg er i en skabende periode, så lukker jeg faktisk ned for mine sociale medier for det gør min hjerne mere modtagelig for idéer. Men det er da komplekst og ambivalent, for på et tidspunkt skal jeg jo tænke på, hvordan jeg giver musikken mest mulig opmærksomhed«.
»Jeg ved også, at mange af mine artistvenner kan genkende de følelser, jeg synger om. For eksempel at se en annoncering fra nogen, der skal spille på Roskilde Festival. Det er jo ikke, fordi man ikke under dem deres succes, men det er svært, når man bliver mindet om, at man ikke selv er der i sin karriere endnu. Den der sammenligning kan gøre ondt«.
Er den følelse kun en kilde til usikkerhed, eller kan den også være en motivationsfaktor?
»Det kommer meget an på, hvordan jeg har det i den periode. Men jeg prøver faktisk at vende den til motivation. At tænke: Hvorfor kan jeg mærke det her så meget? Det må være, fordi det faktisk er noget, jeg virkelig gerne vil. Det hjælper mig. Og så har det også hjulpet at vise min support. Tit er det jo nogen, som jeg synes er megaseje«.
»Og så har jeg også bare indset, hvor irrationel følelsen kan være. Når I for eksempel laver de store lister over årets bedste album, har der været år, hvor jeg blev ked af, at jeg ikke var på, selvom jeg ikke engang havde udgivet noget musik det år«.
Man kan godt få indtryk af, at musikere helst skal dele content hele tiden. Kan du godt bare lukke ned for det?
»Jeg har ikke lyst til at dele noget, der ikke føles som mig. Og jeg kan helt klart bedst lide at dele ting, der handler om min musik. Men jeg ved fra andre, som bruger TikTok meget mere, end jeg gør, at det er hårdt. Det handler jo også om, hvad succeskriterierne er. For det er bare sjældent, at noget bliver megastort af sig selv«.
»Der har været perioder, hvor jeg slet ikke kunne overskue det. Det er mest, fordi det føles voldsomt for nervesystemet at skulle tage alle de informationer ind. Hvor mange har set min story? Hvem har set den? Lige pludselig kører navnene bare rundt i mit hoved. Hvis man er en, der lever meget i sit hoved, så kan det være meget intenst at kapere«.
Det med at være meget i sit hoved, er det ikke også det, ’Affirmations’ handler om?
»Jeg havde en note på min telefon, hvor jeg samlede en masse affirmations. Da jeg skulle spille afgangskoncert på konservatoriet, tænkte jeg, at jeg ville lave dem til en sang. Og så sad jeg bare og sang alle de ting, jeg havde skrevet ned. Jeg følte faktisk, at jeg kom i en form for trance, da jeg lavede den«.
»Det, der er med affirmations, er jo, at man siger det, man har brug for at høre. Jeg er god nok, jeg er sej, jeg er talentfuld. Fordi man et sted inde i sig selv ikke tror på det. For eksempel synger jeg ’my attention is a gift’ og ’I am not depressed’. Det er jo noget, man gerne vil tro på«.
Jeg elsker linjen »I am cringe, but I am free«. Føler du dig ofte cringe?
»Det er mest det med at føle sig socialt akavet. At frygte, at jeg kommer til at sige noget mærkeligt, eller ikke får sagt ordentligt hej til alle. Men cringe, det ved jeg ikke, om jeg er. Jeg tror godt, jeg kunne være meget mere fri til gengæld. Når jeg synger ’I am cringe, but I am free’, tænker jeg også på, at der er en frihed i at turde være cringe. Man vil jo gerne være sej, men måske er det sjovere at føle sig fri og cringe«.
Jeg synes, det er ret rørende, når du til sidst gentager sætningen ’I am safe in my body’ igen og igen. Det lyder som om, at du virkelig prøver at overbevise dig selv.
»Det med at gentage lige netop den sætning så mange gange er faktisk noget, jeg har brug for at sige til mig selv, når jeg står på scenen og synger – og generelt i mit liv og i hverdagen. For mig handler det om at sige, at det ikke er farligt«.
»Jeg kan vildt godt lide at synge og performe. Men så er der tankerne op til koncerten – og efter. Det er meget intenst og meget socialt. Når jeg har haft de dårlige oplevelser, så er det, fordi der har været noget, der var utrygt. Festivaler er for eksempel et lidt sindssygt miljø, hvor det går meget stærkt«.
I fredags udkom en ny single, ’Solitude Nest’. Hvad er det for en sang?
»Jeg prøver at hylde den selvvalgte solotid, hvor jeg lader op – at vise ensomheden som et trygt sted. Men jeg synes også, at det er en trist sang. For der er helt sikkert noget trist i, at det nogle gange er nemmere at være alene. Jeg ved godt, at det er en stor styrke at være god til det, men jeg vil også gerne være en del af fællesskabet. Det er jo det, alle vil«.
Min yndlingsformulering i sangen er »young woman hysteria«, som er et fascinerende og ladet begreb i forhold til, hvordan begrebet hysteri er blevet brugt gennem tiden.
»Det her med en hysterisk kvinde er blevet brugt meget negativt altid. For mig handler det om at have svært ved at fylde og tage plads – at fylde med mine følelser. Og det gør man jo, når man laver musik. Og det gør jeg jo også med den her sang. Så på en måde handler det om at give sig selv lov til at tage den plads, selvom man risikerer at blive kaldt hysterisk«.
Du refererer til John Lennon og Yoko Ono og deres ‘bed in’-aktion, hvor de blev i deres seng i en uge. Betyder de meget for dig som ikoner?
»Jeg har altid været fascineret af dem, især Yoko Ono og hendes værker. Men det her med »bed peace« (som der stod på et banner over deres seng, red.) har bare sat sig i min hjerne. Faktisk siden jeg var barn. Det med at insistere på, at hvile kan være en revolution, er sindssygt interessant. Det er virkelig vigtigt at have sig selv med og tage det langsomt og mildt«.
Peger de tre singler frem mod et større værk?
»Der kommer et album. Jeg synes også, at sangene kan eksistere hver for sig, men de kommer fra den samme lange undersøgelse af, hvordan jeg har haft det. Følelsen af at ville mere, end man kan klare, fylder meget på albummet. Jeg synger om presset af at være i musikbranchen, når man ikke altid føler, at man kan klare det. Hvordan man bygger sin selvtillid op som kvinde. Sådan nogle ting«.
»Jeg har også skrevet en sang, der hedder ’The Perfect Selfie’, som udkommer som den næste single. Den handler om at tage det perfekte selfie, hvilket kan være et stort pres. Jeg kan godt lide, at der også er humor i min musik. Man må gerne grine«.
‘Solitude Nest’ er ude nu.