Danske Mercedess’ nye album kan mærkes helt ind i vores kollektivt udbrændte sjæl
ALBUM. ‘I’d Love to Be a Star, but I’m Tired as Fuck’ lyder titlen på danske Mercedess andet album. Kæft, hvor kan jeg relatere.
Ikke at jeg drømmer om at være en stjerne af samme musiske kaliber som Mercedess. Please, fri mig, tænker jeg efter at have hørt hendes nye album. Men følelsen af at være tired as fuck gennemsyrer mig og store dele af den generation af unge voksne, jeg tilhører, som da også er blevet kaldt ‘the burnout generation’.
Mercedess selv har også været ærlig om, hvordan hun efter udgivelsen af det gangster-poppede debutalbum ’Casa Fantasia’ fra 2022 blev ramt af udbrændthed og en periode med depression. Derfor trak hun stikket og fordybede sig i den skabende musikproces på det sagnomspundne Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) i København, som udlandet tripper ret meget over for tiden.
Oplevelsen folder hun ud som en samling af personlige noter på sit nye album. Allerede fra førstesinglen og åbneren ’Announcements’ kanaliserer hun kraftfuldt vores kollektive mæthed over den SoMe-kuraterede verden, vi befinder os i, mens hun konstaterer:
»I’m tired of announcements / I’m tired of your girlfriends / I’m tired of your cold white whine in the summer at some festival«.
Frustrationen råbes ikke ud, men leveres hviskende, indædt, omgivet af mørke synthtoner med en alternativ poplyd, der nok minder om tidlig Lorde og Billie Eilish, men alligevel har sit helt eget modige udtryk. Særligt i en dansk kontekst, for vi er langt fra Annika og resten af det hyperpopulære dansksprogede popslæng, der – velfortjent – har så stor succes for tiden.
Vores konstante higen efter opmærksomhed behandler hun også på ’The Perfect Selfie’, hvor hun eksperimenterer med en mere organisk lyd i en blanding af akustisk guitar og mørke bastoner. Hvem har ikke prøvet at jagte det perfekte billede til storyen for til sidst at ende her?
»Now I have to choose from 200 pictures / It’s a lot for my brain / My nervous system is the opposite of calm / I end up posting nothing / ‘Cause I overthink everything«.
Blandingen af det organiske og elektroniske flyder gennem hele albummet som en nærmest meta-musikalsk leg mellem det ægte og konstruerede. Verden og musikindustriens konstante stress sat over for vores higen efter det naturlige og at finde ro og rødder, der kan holde os fast.
Særligt på ’70.000 Thoughts’ er sammenblandingen enormt effektfuld. Efter at have gentaget tankemylder-mantraet »70.000 thoughts in a day, maybe more / 70.000 thoughts, okay, seen it before« over et tiltagende, stressende elektronisk beat lader hun pludselig bassen fade ud, mens en akustisk guitar med demostøj i baggrunden tager over, og hun nærmest uhørligt synger og nynner roen frem.
Albummets højdepunkt er dog det rørende afslutningsnummer ’Affirmations’. Her synger Mercedess en række bekræftende statements til sig selv. Og os. »I’m allowed to be happy« lyder det blandt andet som et demonstrativt opgør med depressionens lænker, inden en tung bas træder ind i billedet og sammen med hendes gentagne, manifesterende stemme runder albummet af på rørende vis med sætningen: »I’m safe in my body«.
»Music business makes me wanna throw up / I might get healthier if I give up«, synger Mercedess på den ultrakorte og voldsomt smukke ’Music Business’. For min og vores skyld håber jeg dog, hun kun lige er begyndt.
Kort sagt:
Det mærkes helt ind i sjælen på ‘the burnout generation’, når danske Mercedess synger om den udbrændthed, musikindustrien og vores SoMe-brainrot verden skaber, mens hun legende blander organiske og elektroniske elementer i et mørkt og modigt alt-poppet univers.