Porridge Radio er et af tidens mest spændende nye rockbands

5 6
Porridge Radio er et af tidens mest spændende nye rockbands
Porridge Radio. (Foto: El Hardwick)

Hvis disse corona-karantænetider er godt for noget, så er det, at der måske bliver tid til fordybelse. At karantænetiden giver dig mulighed for at dykke endnu dybere ned i al den nye musik, som du måske ellers går glip af i hverdagens ræs, hvor det nemmeste måske er bare at smide en gammel klassiker på.

Her er Porridge Radio et virkelig godt bud. Bandet fra Brighton på den engelske sydkyst har i hvert fald modtaget masser af velfortjent buzz omkring udgivelsen af deres andet album, ‘Every Bad’, og bag det lidt fjollede bandnavn gemmer der sig altså også et af tidens mest spændende nye rockbands.

Der er ellers som sådan intet nyt i musikken, de spiller: Pixies’ke loud-quiet-loud dynamikker, (post)punkede snakkevokaler med masser af attitude, storladne dreampop-landskaber og klassisk indierockguitar. For bare at nævne de mest åbenlyse virkemidler. Men måden, bandet spiller musikken på, hvordan de opbygger deres sange og samler puslespillet af ellers gennemtestede musikalske stilgreb, føles sært unik.

Hvis man skal nævne ét virkemiddel, der kendetegner Porridge Radio, er det dog brugen af gentagelser. Albummets tekster er nemlig sparsomme, og i de fleste af sangene er der tale om få linjer, der gentager sig selv i forskellige variationer og intonationer.

Tag bare albummets første sang, ‘Born Confused’, hvor sanger Dana Margolin bruger de sidste to tredjedele af sangen på at gentage linjerne »Thank you for leaving me / thank you for making me happy« så mange gange og med så tiltagende desperation, at man bliver i tvivl om, hvorvidt udsagnet er dybfølt, dybt ironisk eller et sted midt imellem.

Det kunne let blive for meget og for statisk repeterende, men i Porridge Radios musikalske univers føles gentagelserne aldrig bare som en måde at trække sangenes længde ud. I stedet bliver de i Dana Margolins levering et medrivende virkemiddel, der på næsten hypnotiserende vis skærer teksterne helt ind til benet. Hvorfor bruge et væld af ord, når et par få velvalgte af slagsen med nok gentagelser kan vokse sig så store og betydningsfulde, at de føles som mere end bare ord.

Som på ‘Lilac’, hvor gentagelserne mod slutningen af sangen næsten bliver et mantra for håb for fremtiden, der både kan læses i den konkrete kontekst af et forhold, men også i en bredere forstand som en slags bøn for vores tid.

»I don’t want to get bitter / I want us to be better / I want us to be kinder to ourselves and to each other«.

Gentaget igen og igen. Som en opadgående kurve, der ender i en kaotisk og støjende kulmination, der afskæres brat lige inden kurven knækker.

Et andet tema, der går igen, er havet. Især på de to fremragende sange ‘Nephews’ og ‘Circling’ føler man næsten, at man står på Sydenglands hvide klipper og stirrer ud i bølgerne og hvad der kan virke som evigheden. I førstnævnte en følelse af at stå på kanten af verden og stirre ud i dybet, og for sidstnævntes vedkommende næsten en ode til vinden, bølgerne og havets rensende egenskaber.

På den måde lyder Porridge Radio også som et produkt af deres hjemstavn. De er ikke fra hverken London, Manchester, Sheffield, Liverpool eller en af de andre mere kendte engelske musikbyer, og det føler jeg kan høres på en lettere uhåndgribelig måde. For selv om de selvfølgelig deler inspirationer og virkemidler med en række af deres landsmænd, så føles deres bemærkelsesværdige blanding af det storladne, det kaotiske, det poppede, det følelsesladede og det sarkastiske ny og frisk i mine ører.

Præcis, hvor slidstærke sangene er i længden, er svært at sige. For bliver gentagelserne trættende i længden? Om en uge? Om en måned? Om et år? Jeg ved det ikke, men det er også lige meget, for lige nu rammer de mig på en måde, som jeg ikke husker, at et nyt band har gjort i lang tid.


Kort sagt:
På overfladen er der egentlig ikke noget nyt i den rockmusik, Porridge Radio spiller. Men englænderne samler deres ellers gennemtærskede inspirationer og virkemidler i et udtryk, der føles både friskt og unikt, og med en næsten hypnotiserende brug af gentagelser forvandler bandets ellers ordknappe tekster sig til store og kraftfulde mantraer.

Porridge Radio. 'Every Bad'. Album. Secretly Canadian/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af