Anton Westerlin
25 features! Så velbesøgt er superproduceren Anton Westerlins yderst dansable debutalbum fra tidligere i år, ‘Godaften’.
Og det er ikke hvem som helst, der gæster tracklisten: Medina, Annika, Gilli, Lamin, Kesi, Andreas Odbjerg og Artigeardit er blot en lille håndfuld af de navne, der er at finde på albummet, og som derfor måske kunne finde på at kigge forbi til koncerten.
Nå ja, og det er uden at tage højde for, at han bag kulisserne også har lavet beats til navne som Tobias Rahim, Tessa, Kidd, Emil Stabil, D1ma …
På tværs af solokarrieren og som producer for andre har Anton Westerlin et hit-cv, få andre kan prale af, og selvom hans produktionsstil favner bredt, har han absolut for vane at prioritere det festlige og tempofyldte.
Så selv hvis ingen features skulle dukke op (som om!), bliver hans dj-show formentlig en fest.
Anton Westerlin spiller på Arena kl. 02.30 natten mellem torsdag 3. juli og fredag 4. juli.

Horsegiirl
Hun er en hest. Hendes sange handler om at være en hest. Hendes fans kalder sig selv ‘Farmies’.
Hvis det ikke lyder som opskriften på årets skøreste fest, kan vi næppe gøre mere for at sælge Horsegiirls hårdt pulserende dancepop, der byder på autotune-vrinsk over 150 BPM, når det er langsomst, og 180 BPM, når det er allervildest.
Horsegiirls koncerter er en legeplads, hvor man skal overgive sig til hele hesteuniverset og dets hastigt galopperende rytmer. Når man først er indviet, kan det blive både hypnotiserende og overstimulerende, lyder det, når man browser fan-reaktioner på Horsegiirls subreddit.
Udover hendes egne heste-bangers plejer hun at have sikre vindere som LMFAO, Charli XCX og danske Dj g2g i sit dj-arsenal. Husk cowboyhatten!
Horsegiirl spiller på Apollo kl. 02.15 natten mellem torsdag 3. juli og fredag 4. juli.

Zoumer & Debbie Clubs
Du kender måske Zoumers upolerede take på alternativ popmusik. Og du kender muligvis også Debbie Sings’ hyperaktive dancepop-kaos, hvor Disney-drømme, linedance, liderlighed og 2010-nostalgi står side om side.
Men når de to danske musikere slår sig sammen som dj’s, bliver det efter alt at dømme endnu mere vanvittigt. Vanvittigt på måder, som du normalt kun kan finde ved at browse rundt i yderste afkroge af SoundCloud.
Har du eksempelvis nogensinde hørt Spice Girls eller Vengaboys blive flået i småstykker? Eller hvordan Enyas ‘Orinoco Flow’ snildt kan blive pumpet op med lidt The Prodigy?
Her får du det hele i en cocktail af pangfarver, electroclash, Y2K-referencer og happy hardcore, som er umuligt at stå stille til.
Zoumer & Debbie Clubs spiller på Apollo kl. 00.15 natten mellem lørdag 4. juli og søndag 5. juli.

Jamie xx
På Soundvenue har vi år efter år efter år tigget om Jamie xx på Orange Scene. I år går drømmen endelig i opfyldelse.
Vi har tigget, fordi Orange Scene er et fænomenalt sted til store elektroniske fester. Og fordi kun få elektroniske navne er i stand til faktisk at udfylde den store canopy og den endnu større plads foran scenen. Jamie xx er ét af de navne, og så har han endda et af de bedste kataloger i elektronisk musik.
Men vi har ikke mindst tigget, fordi han er i formidabel liveform. Højdepunkterne stod i kø, da han gæstede et udsolgt K.B. Hallen tidligere i år, hvor selveste Robyn endda kiggede forbi.
Det tør vi ikke nødvendigvis forvente endnu en gang. Men vi klager absolut ikke, hvis det sker.
Jamie xx spiller på Orange Scene kl. 01.00 natten mellem fredag 3. juli og lørdag 4. juli.

Snow Strippers
Det er skramlet. Det er druggy. Det er ikke altid videre koordineret, og sceneshowet er skåret helt ind til benet. Men det er lige, som det skal være.
Snow Strippers vil formentlig få Eos til at føles som en kælderfest på Nørrebro, hvor de dunkende electroclash-beats helst skal være så upolerede, at punkerne også kan være med.
Duoen lyder, som hvis Crystal Castles lavede sange, der handlede om at give slip, feste, tage stoffer, affyre skydevåben og knalde hele aftenen, uden at der er den mindste forestilling om, at der er en dybere mening bag det hele.
Det bliver en af de koncerter, hvor man bare skal slå hjernen fra.
Snow Strippers spiller på Eos kl. 00.00 natten mellem fredag 4. juli og lørdag 5. juli.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.