ANALYSE. Det er jo ikke fordi, at det er en spritny musikalsk opfindelse: alter egoet. David Bowie havde flere, end der kan tælles på én hånd. Gorillaz gider man næsten ikke at nævne. PC Music har bygget et helt pladeselskab op omkring artister, der i en eller anden forstand dyrker det artificielle.
Alligevel er det som om, der er gang i noget nyt på den alternative elektroniske popscene, hvor der for tiden dukker den ene fiktive karakter op efter den anden.
Synthesizeren bliver slet ikke tændt, før der er animeret en avatar til at spille på den. Musikken har fået nyt grafikkort, og artisterne mingler med kunstverdenen, laver lydkunstinstallationer, skaber virtuelle universer og sælger NFT-animationer.
Der er i sandhed gået rollespilsgaming i den, og det hele foregår selvfølgelig online i en ny form for multiplayer-chatdialog mellem artist og fans. Bliver gamerplatforme som Discord og Twitch mon 2020’ernes Myspace? Stedet, hvor man som artist kan samle sig en gedigen og ypperligt dedikeret fanskare?
Det er i hvert fald på disse fora, at artister som Arca, Grimes og Yeule har slået deres folder. Sidstnævnte er i øvrigt så intimt forbundet med sin computer, at de altid siger godnat til den, inden de lukker den ned.
Også danske Sonic Girl, der for nyligt udgav sit debutalbum, kanaliserer sin hyperpop igennem en hårdt autotunet karakter, der dagdrømmer om hologram-dj’s og kybernetisk romance. Inspirationen? ’Dungeons and Dragons’.
Karakterdreven gaming-æstetik går godt i spænd med eksperimenterende elektronisk pop, lader det til. Men hvorfor oplever vi denne opblomstring netop nu?
Yeules mange dimensioner
På Yeules seneste album, ’Glitch Princess’ fra februar, bliver lytteren som det allerførste introduceret til Nat Ćmiel – ét af de ældste af mange pseudonymer, singaporeanske Natasha Chelin Chang figurerer som. Nat Ćmiel var det navn, de fandt på, da de som 14-årig skabte en online karakter, der var 30, og det var også det navn, de brugte til deres falske ID.
Der er dog ikke noget falskt over den stemme, som Ćmiel indtager på albummet, om end den måske lyder ret kunstig. Det er dybtfølt glitch i sin ærligste form: Vi kommer helt tæt på og kan smage de kantede former af hver en filtreret konsonant, mens Ćmiel bramfrit lægger sine drifter frit frem i tekstens forløb.
Det er nærmest som om, at Ćmiels stemme har flere dimensioner. Som om den hele tiden træder ind og ud af sin egen vrangvending. Og det er måske netop her, man skal finde kontakten til spørgsmålet om, hvorfor RPG–spil (role-playing game) og elektronisk musik leger så godt sammen.
Yeule – i øvrigt et kunstnernavn inspireret af en karakter fra RPG-franchisen ’Final Fantasy’ – kalder det for ’Pixel Affection’ på én af singlerne til den mere drømmepoppede debut, ’Serotonin II’.
»Pour my heart into simulation«, synger de, og det er tydeligt, at både teksten og musikken søger en form for digital opløsning. Vokalen bliver hen mod slutningen oversvømmet af pulserende synthstrømme, der bader hooket med sangens titel i et opslugende instrumentalstykke.
Med transformationen mod en online pixel-identitet følger hos Yeule en forløsning i digitaliseret lyd. Til sidst på ’Glitch Princess’ bliver det taget til ekstremer med den knap fem timer lange ambient-meditation ’The Things They Did for Me Out of Love’.
Fem timer virker måske voldsomt. Men for en hærdet gamer er det ingenting, og ’The Things They Did…’ minder meget om et gameplay, hvor man bliver ført igennem forskellige overjordiske terræner.
Next level Ziggy Stardust
Yeule fortæller i et interview i Metal Magazine om, hvordan de kan tilbringe hele nætter på Twitch med deres fans og bygge verdener sammen i ’Minecraft’, til »deres øjne bløder«.
Det er nok især denne her nye form for multiplayer-relation mellem artister og fans, spilverdenerne åbner op for, der peger mod fremtiden. Det, at man som kunstner kan skabe noget i samarbejde med sine fans: Et fælles udtryk, der slører forholdet mellem afsender og modtager.
Dén har Grimes også luret. Hun har altid haft hang til det cyborg-æstetiske, og i 2019 trådte hun helhjertet ind i spilverdenen som stemme til Cyberpunk 77-karakteren Lizzy Wizzy og dedikerede året efter et timelangt dj-mix til sine gamerfans.
Skridtet videre herfra? En rumopera med en virtuel pigegruppe i centrum, naturligvis.
NPC – en forkortelse for spilbegrebet Non-Playable Character – er navnet på Grimes’ nye digitale band, der indtil videre kun har udsendt den EDM-pumpende kindhest til kulturindustrien ’A Drug from God’.
Projektet er, som vi tidligere har beskrevet, tænkt som et eksperiment udi »spirituel teknologi«, og medlemmerne i NPC, der er skabt med hjælp fra kunstig intelligens, kan stemmes ud af fans og erstattes med nye.
Grimes-fans får altså en væsentlig indflydelse på bandsammensætningen, og hvilken betydning det får for den musikalske udvikling, kan vi indtil videre kun gisne om.
Men det ligner den ultimative konsekvens af musikkens affære med gamer-kulturen: Ziggy Stardust opgraderet til level 2022. Egoet er taget ned fra alteret og smidt ind i et opkoblet og decentraliseret netværk.
Posen bliver rystet
Her åbner sig et rum for identitetspolitisk forhandling – måske den største årsag til, at vi netop nu oplever et eskalerende parløb mellem RPG-gaming og eksperimenterende elektronisk pop. I begge verdener er der mulighed for at trykke og skrue på knapper, der kan sammensætte og modulere en helt særegen krop eller stemme.
Det kan – ifølge Yeule – til tider resultere i en ret skadelig form for eskapisme. Skyggesiderne ved at identificere sig som en cyborg lægger de ikke skjul på, hverken i interviews eller i deres tekster.
På MusicTech fortæller de om den angst, der kan være knyttet til det fænomen, som på japansk hedder hikikomori. En tilstand, der typisk – og i stigende grad – rammer teenagere i Japan, der isolerer sig på deres værelser i måneder eller sågar år, hvor de fortaber sig i spil eller idoldyrkelse.
Det er selvfølgelig væsentligt at have med, når man kigger på dyrkelsen af virtuelle karakterer i elektronisk pop. At fordybelsen i de digitale identiter har et potentiale til at slå over i destruktiv besættelse.
Alligevel er der dog mest grund til at glæde sig over udviklingen. Posen med oplevelsesformer bliver rystet af nytænkende artister, der performer spændende overlap mellem det visuelle og det musikalske. Hvem ved, måske bliver fremtidens elektroniske musik i langt højere grad noget, der ikke bare skal høres, men games.