Når superstjerner som Adele og Billie Eilish lancerer et nyt album, er der som regel en fast skabelon, de følger op til og under udgivelsen:
Først teases en imødeset single på de sociale medier, inden den sendes ud til stor fanfare. Herefter følger en ventetid, hvor de utålmodige fans er ved at gå op i limningen, indtil et nyt nummer rammer.
Og så sættes det helt store maskineri for alvor i gang. Der er optrædener hos de største talkshows og interviews med de vigtigste medier.
Prikken over i’et er stort anlagte covers på de mest anerkendte magasiner. Både Adele og Eilish prydede således Vogues eftertragtede forside i år.
Med Grimes’ nye pigegruppe, NPC, er alt dette droppet. Der er ingen fancy forsider, der er ingen interviews, og da bandet for første gang blev annonceret, var der sågar ingen billeder af de fem medlemmer, Oxytocin, Cortisol, Adrenaline, Dopamine og Tomorrow.
Ingen af dem eksisterer nemlig i den virkelige verden – kun i et digitalt univers skabt af Grimes, der ene kvinde er ved at trække musikbranchen i en ny revolutionerende retning.
Ikke en traditionel popstjerne
NPC står for Non-Playable Character. Et begreb fra spilverdenen, der bruges til at beskrive figurer, som man ikke kan tage fysisk kontrol over.
Det er næppe tilfældigt, at Grimes har valgt netop dette navn. Og det er heller ikke et tilfælde, at det er lige præcis hende, som står bag en virtuel gruppe af kvindelige musikere.
For Grimes har altid været en progressiv kunstner, der ikke har stillet sig tilfreds med en traditionel popkarriere. Faktisk ville hun slet ikke være en popstjerne, har hun tidligere fortalt til Soundvenue.
I stedet går hun sine egne veje, når hun eksperimenterer i krydsfeltet mellem musik, kunst og teknologi, hvor hun binder og fletter sine kreationer sammen på kryds og tværs.
Den alternative tilgang startede allerede med udgivelsen af albummet ’Visions’, der i 2012 ikke kun var med til at skubbe grænserne for popmusik, men udfordrede netop rollen som popstjerne.
I stedet for at stile efter et sirligt planlagt image som popstjerne diskede Grimes op med et æstetisk anime-inspireret univers og en DIY-tilgang til sin karriere, hvilket fik os til at udråbe netop ’Visions’ til et af 2010’ernes vigtigste albums.
Den norm-udfordrende tilgang fortsatte med udgivelsen af ’Art Angels’ i 2015, hvor hun som kunstner endnu en gang trådte sin egen vej frem for at gå i andres fodspor.
Langsomt tog et univers form, hvor Grimes skabte et større narrativ med en tydeligt futuristisk indflydelse.
Det blev ikke mindst understreget af den æstetisk vilde musikvideo til ’Venus Fly’ med Janelle Monáe, som Grimes selv instruerede.
Den virtuelle pigegruppe
Medlemmerne i NPC er alle computerskabte med hjælp fra kunstig intelligens, og de kan – bortset fra figuren WarNymph, der går igen i Grimes’ univers – alle stemmes ud af gruppen for derefter at blive erstattet af et nyt virtuelt medlem.
Ifølge pressematerialet er NPC en eksperimenterende platform med »generativ kunst og musik, forskellige typer af animationer, kunst lavet med kunstig intelligens og spirituel teknologi, som Grimes kan skabe som andre mennesker for at minimere smerten ved at være i offentlighedens søgelys«.
NPC er altså ikke kun et musikalsk kollektiv bestående af virtuelle figurer, men også et eksperiment, der virker som den naturlige udvikling for Grimes og hendes voksende interesse for fremtidens teknologi, kunstig intelligens og gamer-kultur.
Tidligere i år fik vi en forsmag på, hvad det kan indebære med Grimes’ indtog i kryptokunst-verdenen, hvor hun solgte en kollektion med WarNymph i hovedrollen for 36 millioner kroner på blot 20 minutter.
Og da hun i sommer annoncerede sit næste soloalbum, fortsatte hun rejsen længere ind i sit digitale univers ved at flette et større narrativ sammen med sine tidligere eventyr.
Albummet vil ifølge Dazed være en rumopera om et lesbisk drama mellem en dæmonisk kunstig intelligens og en syntetisk kurtisane.
Gæt i øvrigt, hvem den mest populære gruppe i rumoperaens univers er? Naturligvis NPC.
En fælles oplevelse
Lige nu stjæler gimmicks som Lindsay Lohan i krypto-hundeformat og fupnumre som ’Squid Game’-kryptovaluta ofte opmærksomheden inden for den hypede kryptoverden, indtil de forsvinder, lige så hurtigt som de dukkede op.
Men Grimes’ projekt eksemplificerer noget af det potentiale, der ligger i NFT-teknologien.
Målet med hendes konstante udforskning af (krypto)teknologi er at ændre ganske radikalt på den måde, som musik laves, sælges og ikke mindst opleves.
Hun slører grænserne for, hvordan hun og hendes værker eksisterer i den fysiske og digitale verden.
Her er musik ikke kun noget, man lytter til. Eller noget, som musikerne alene har magt over. Det er i stedet en oplevelse, der deles fans og kunstner imellem.
Tankegangen følger kryptouniversets ideologi om, at alt skal være decentraliseret. Der må ikke være én person eller institution, som sidder med alt magten.
Med NPC betyder det blandt andet, at fans på sigt kan stemme de fem medlemmer ud af (og ind i) gruppen.
Og følger NPC i fodsporene på NFT-kulturen, hvor digitale aktiver kun eksisterer i ét eksemplar, som kan købes og sælges, vil fans i teorien kunne erhverve et medlem af gruppen og dermed blive en del af NPC som den avatar, de ejer.
Magten ligger altså ikke alene hos Grimes (eller en manager eller et magtfuldt musikselskab). I stedet bliver pigegruppen en unik oplevelse, der imødekommer de individuelle behov, som fanbasen måtte have.
Et opgør med magt
På den måde bliver NPC også en modreaktion til en branche, hvor musikerne ikke altid har magten over deres musik og karriere, men derimod må tage hensyn til musikselskaber og streamingtjenester.
Det har Grimes ikke kun demonstreret med NPC, men også i sin ageren på Instagram, hvor detaljer om nye albums og andre projekter løst og fast slynges ud, som det passer hende.
Og da hun i sommer teasede ny musik, var det slet ikke på Instagram, men derimod på chat-platformen Discord, hvor hun har skabt sin egen kanal.
Her spillede hun pludselig en bid af en ny sang, ligesom hun ganske henkastet annoncerede en kommende podcast kaldt ’Homo Techno’.
Lige nu er det svært at spå om resultaterne af Grimes’ mange progressive tiltag.
Men hun opererer i et grænseland, der kan gemme på en revolution for, hvordan musik eksisterer i vores verden – og hvordan vi eksisterer i den musikalske verden.