Grimes: »Jeg har aldrig sagt, jeg vil være popstjerne«

Claire Boucher sviner musikbranchen og medierne til på albummet ’Art Angels’. Hun hader deres konstante forsøg på at gøre hende til noget, hun ikke føler, hun kan leve op til: En popstjerne. Men midt i frustrationen misser hun, at alle er vilde med hende. Fredag aften giver Grimes koncert i Falconer Salen.
Grimes: »Jeg har aldrig sagt, jeg vil være popstjerne«

»Tak fordi I er så søde. Jeg græder lige nu. Jeg troede, folk ville hade det«, skrev 27-årige Claire Elise Boucher alias Grimes, tilsyneladende lettet, på Twitter efter udgivelsen af sit fjerde album, ‘Art Angels’, i november.

Hendes tweet var nok henvendt til hendes fans, men anmelderne tog også begejstret imod pladen, hvor hun både omfavner en mere tilgængelig og poppet lyd samtidig med, at hun igen beviser sin evne til at vride i genrer og konventioner, som når punkede guitarer blandes med K-poppens hypermelodiøsitet.

Da jeg en uge senere hører hendes stemme i telefonrøret fra Atlanta, hvor hendes tourbus har gjort holdt, er det derfor oplagt at spørge Grimes, hvorfor hun dog havde troet, at alle ville hade de nye sange?
»Mange mennesker, særligt pressen kan være ret aggressive over for mig. Og meget af det, de skriver, er ikke rigtigt. Så man ved aldrig… Det kan være ekstremt hadefuldt nogle gange«, siger hun med en skarp bestemthed.

Men hvordan er den populære canadier blevet så defensiv? Udefra set har hun haft et vildt ridt siden gennembruddet med ‘Visions’ i 2012, der nærmest gjorde hende til alternativ popstjerne fra den ene dag til den anden og muse for adskillige modebrands. Kritikerne har elsket hendes vokalmanipulationer og sci-fi-drømmende, synthfyldte og beatdrevne produktioner, der rammer et sted mellem et pumpende klubgulv og en vanvittig hjemmefest, mens hendes fans er vilde med hendes umiddelbare kommunikation med dem via sociale medier og hendes Tumblr-blog.

For at forstå Grimes er det dog vigtigt at huske, at hun kom ud af et do-it-yourself-miljø i Montreal og stadig kæmper med at finde vej i berømmelsens forjættede stjernetåger. For i fascinationens ivrighed har medier og fans siden gennembruddet analyseret hvert eneste skridt, keyboardtast og interviewhost fra hendes side.

Grimes har lige fra starten haft svært ved at censurere sine skarpe holdninger i interview og på sociale medier. Af samme årsag har hun leveret en regelmæssig strøm af materiale til musikmedierne, hvis læsere elsker at ytre deres ufiltrerede holdning til hende. Og nogle gange har hun givet de kritiske røster ret.

»Jeg føler, at hvis jeg læste om mig selv i medierne, så ville jeg hade mig. Jeg ville have det sådan: Fuck den bitch«, sagde hun tidligere i år til The New Yorker.

Online har hun skrevet om sit had til en branche, hvor kvindelige musikere forventes at opføre sig som strippere, og hvor det er okay at lave voldtægtstrusler, men ikke at sige, man er feminist. Grimes er passioneret omkring social uretfærdighed og miljøet (hun har blandt andet forbudt plastikflasker i sin tour-bus), og nogle gange er det lige før, hendes eksplicitte holdninger har fået mere opmærksomhed end hendes mere mystificerende musik.

I takt med at hendes stjerne vokser, så vokser forventningspresset også. Grimes har selv fortalt, at der var en periode efter ‘Visions’, hvor hun kunne hive hårtotter ud af sit hoved af ren stress. Og meget tyder altså på, at bare tanken om endnu en tur igennem møllen i forbindelse med udgivelsen af ‘Art Angels’ har gjort, at hun næsten ikke orker mere.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når interview dirigeres

Inden mit interview med Grimes modtog jeg en liste fra pladeselskabet over emner, som hun ikke ville snakke om. Den inkluderede blandt andet hendes forhold til pressen, pop og feminisme. Det er lidt udfordrende at overholde, når nu hendes nye album faktisk er mere poppet og tilgængeligt, og når et af de overordnede temaer på pladen netop er hendes problematiske forhold til pressen og musikindustrien.

På væggen i hendes hjemmestudie hænger sågar en lap papir med den britiske electroduo The KLF’s liste over The Golden Rules of Pop:

1. Der skal være et dance-groove, der kører hele vejen gennem sangen.

2. Ikke længere end 3:30.

3. Intro, vers, omkvæd, vers, omkvæd, breakdown, double-omkvæd, outro.

Alligevel rejser hendes nakkehår sig, når hun hører ordet popstjerne. Det er, som om man i hendes aversion over for det rummelige og luftige popstjerneprædikat kan finde selve nerven, der forklarer, hvad der driver hende som kunstner. En italesættelse af alt det, hun står i kontrast til, formulerer på samme tid, hvad hun er. Med det i baghovedet og med tanke på, at pop ikke længere virker som et fyord i tidens eklektiske musiklandskab, satser jeg lidt, glemmer listen fra pladeselskabet og spørger alligevel, hvorfor det går hende så meget på at blive kaldt popstjerne?

»Jeg elsker popmusik, men jeg har aldrig sagt, jeg vil være popstjerne«, lyder det spidst fra Boucher, der fortsætter: »Det med pop er en narrativ, der er totalt medieskabt, og det er derfor, jeg er så meget imod den. Jeg er en uafhængig musiker, der sidder derhjemme og laver mine egne beats. Popstjerne var noget, jeg sagde i en Tumblr-post i 2012, og som nu har overtaget hele min karriere«, slår hun fast.

Citatet ville være let at sluge, hvis det ikke var, fordi hun i talrige interview har italesat ønsket om at lave pop tidligere i karrieren. Til ABC News sagde hun for eksempel i 2012: »Der er mange intelligente popsange. Grimes er ultimativt et popprojekt. Jeg betragter popmusik som noget, der er ekstremt tilfredsstillende. Noget, der rammer nydelsescentret«.

Ved mange lejligheder har hun også fortalt, at hun fik lyst til at lave pop, da hun hørte Mariah Carey synge live, og i et interview med Vulture i 2012 sagde hun: »Jeg vil virkelig producere (fremfor at være frontfigur, red.), men jeg tror, den bedste vej til at gøre det, er at blive en popstjerne først og så opbygge troværdighed. Alle tror, at jeg er en sanger, og de spørger altid, hvem der producerer mine ting. Jeg føler, jeg bliver nødt til at opbygge produktet Grimes, så jeg kan få noget magt og indflydelse«.

Hun har for nyligt uddybet ønsket om at arbejde bag kulisserne som producer ligesom for eksempel Phil Spector. Det ønske står hun ved, da jeg snakker med hende – sådan da.

»Jaaa…«, siger Boucher vrangvilligt i en tone, der nærmest i sig selv fortæller historien om, hvordan gamle citater hurtigt kan blive spændetrøjer. »Mit primære ønske er at blive taget seriøst som musiker og ikke skulle leve op til forventningerne til hele den der popstjerneting. Det, der går mig på, er ikke så meget det med, at jeg ønsker at arbejde bag kulisserne, det er mere al virakken omkring alle forventningerne, når man er frontfigur«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mellem elverskove og sci-fi-dystopi

Da ‘Visions’ udkom for tre år siden, skabte hun musikken uden forventningspres fra omverdenen. Den tidligere ballerina låste sig inde i et mørkt soveværelse i tre uger, hvor hun fastede, kæderøg og tog bevidsthedsudvidende amfetaminer (hun har senere taget afstand fra at være ambassadør for hårde stoffer). Ud af musikprogrammernes svar på en pixiebog, Garageband, fik hun fremtryllet albummet, der fik anmelderne til at falde som dominobrikker for lyden af hendes overjordiske, elektroniske weirdo-pop, der inviterede lytterne med til et lykkeligt limboland, et sted mellem forjættede elverskove og dystopiske sci-fi-film.

Grimes’ forfinede sans for hooks blev leveret med en multi-tracket, sfærisk og silkeblød falset, der lagde sig som et kærtegnende lagen over øregangene. Lyrikken var ofte sløret og tvetydig, så man blot stod tilbage med refræner som »see you in the dark night«, og mystikken forstærkede lyden som et univers, man kunne drysse sine fefantasier ned i.

Egentlig en ganske upoppet ting at gøre, da radiostationer belønner krystalklare, ukomplicerede budskaber. Numre som ‘Oblivion’ og ‘Genesis’ blev alligevel alternative hits.

Boucher lød ikke bare som en selvskabt stjerne, hun lignede også en: Punket, neonfarvet hår og en udefinérbar, men umiskendeligt cool tøjstil, der lignede resultatet af en blodig tøjkrig mellem Marilyn Manson, japanske animé-heltinder, Lil Wayne, Nicki Minaj og Coco Chanel. Så det overraskede nærmest ikke, da hun hurtigt blev muse for modehuse som Dior og Louis Vuitton og blandt andet lavede en t-shirt-kollektion sammen med Hedi Slimane hos Saint Laurent.

hårpåben_Grimes-Alexander-Wang-Do-Something
Grimes i kampagne for Alexander Wang.

Klar i spyttet

Med ‘Art Angels’ lader det til, at hendes klare kommunikation på de sociale medier, bliver hevet ind i hendes musikalske univers. Boucher har taget en ret iørefaldende og i Grimes-regi stor beslutning på det nye album. Hendes ellers utydelige vokal står klart frem på de fleste numre. En beslutning, der faktisk går ind og roder med Grimes’ tvetydige dna og derfor er interessant.

Helt så simpel er den tekniske del af produktionen dog ikke, for hun har blandt andet eksperimenteret med sin stemme ved at optage vokal på en gammel, skrabet mikrofon til 500 kroner og mixet den med en indspilning på en god mikrofon for at få en fed effekt.

»Min nye musik er ikke lavet til at være tilgængelig. Eller mere poppet«, insisterer hun. »Folk siger, nu kan man høre, hvad hun synger. Nu er det pop. Men altså, du kan også høre lyrikken hos Nine Inch Nails og Radiohead«.

Hun får også vredet sit lyse og hyperfeminine stemmebånd i nord, syd, øst og vest på albummet. Stemmeføringen transformeres med legende lethed fra højtidlig sci-fi-opera over animalske skrig til rendyrkede tyggegummipop-passager. Væk er imidlertid den ekstremt kommercielle EDM-lyd, som hun eksperimenterede med på Blood Diamonds-samarbejdet ‘Go’, som hun udgav i slutningen af sidste år.

Nummeret startede sandsynligvis den pop-hetz på internettet, som Grimes føler sig taget til fange i.

Hun havde oprindeligt co-produceret og skrevet sangen til Rihanna, som droppede den. Efterfølgende valgte Grimes at indspille og udgive den selv. En supplerende nyhed om, at hun også havde droppet et helt album blev fejlrapporteret af medier som Pitchfork, der troede, at hun reagerede på den dårlige respons på ‘Go’. Efterfølgende har hun sagt, at hun bare valgte nogle numre fra, fordi de var for triste, hvilket er normalt i en albumproces.

Grimes slår mere generelt fast: »Hvis jeg var en mand, så ville ingen sige: Grimes går pop. Så ville folk fokusere mere på, at albummet var meget mere eksperimenterende end det tidligere«.

Men når nu ‘Art Angels’ får ros for at være genrebøjende, så kan Bouchers synspunkt være lidt svært at forstå. Og spørg i øvrigt rapperen ASAP Rocky om ikke også mænd kan blive svinet for at flirte med EDM. Hans Skrillex-producerede ‘Wild for the Night’ er et af hans mest kritiserede numre – men også et af de mest spillede.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et album med diss-tracks

Grimes har ofte råbt op om kvinders dårlige forhold i musikbranchen. Hun har fortalt historier om, hvordan hendes holdninger er blevet ignoreret, når hun har været i studiet med mandlige producere. Hvordan producere har spurgt efter hendes telefonnummer i stedet for at opføre sig professionelt. Hvordan hun er blevet overfaldet i et omklædningsrum af en mand, der tvang sig til et kys og efterfølgende grinede og skred. På ‘Art Angels’ konfronterer hun sit følelsesliv i stedet for at behandle det i ’Visions’ mere virkelighedsfjerne fantasiverden.

»Alle numrene på pladen er ikke diss-tracks (til musikindustrien og medierne, red.), men der er mange. Jeg tror, mine andre album var… triste. Og denne gang ville jeg gerne være mere glad og vred«, fortæller hun.

Vreden høres blandt andet på det energiske country-inspirerede uptempo-nummer ‘California’, hvorpå hun synger: »The things they see in me I just can’t see myself / when you get bored of me / I’ll be back on the shelf«.

Hun har selv kaldt sangen for en fuckfinger til Pitchfork og musikjournalistik generelt. Teksten fortæller dels, hvordan medierne former virkeligheden, men rummer også en iboende usikkerhed. For hvornår beslutter de sig for, at man ikke er cool mere?

Spørger man hende om nummeret er svaret dog underligt selvmodsigende – og faktisk positivt: »Jeg føler ikke, at der er noget galt. Det er en meget bred industri med mange små lommer. Det er fantastisk, at folk kan lave musik nu, som de ikke kunne før. Jeg vil virkelig ikke begynde at rakke ned på noget. Det er svært for mig at svare på de der spørgsmål. Jeg vil bare ikke komme mere i problemer… med medierne og alt det der«, siger hun.

Manageren bryder hurtigt ind for at fortælle mig, at interviewet snart skal slutte. Måske er det Grimes, der er træt af at skabe kontroverser. Måske er det management, der har sagt, at hun skal holde sig fra at kritisere pressen. Hun når dog at uddybe og konkretisere en del af sin aversion mod popstjerneprædikatet.

»Det, jeg ikke kan lide med popstjernetingen, er al stressen omkring det. Pludselig bliver det forventet, at jeg skal lave interview, planlægge tv, danse, se smuk ud. Jeg er virkelig ikke nede med hele berømmelsestingen. Jeg er ikke nede med at danse og sådan noget. Jeg kan ikke gå i høje hæle. Jeg går ikke med en masse makeup. Det er bare…«, siger hun opgivende og tilføjer: »Når folk bliver ved med at fortælle dig, at du er noget, du ikke er, på en kæmpestor skala – som i noget, der kommer ud til hundredetusinder af mennesker – så sker der et skred. Jeg ville bare ønske, at musikken kunne blive taget for, hvad den er«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Popstjerne på egne præmisser

Hvis internettets ekkokammer af holdninger til Grimes og hendes musik er et kunstværk, så kan hun ikke genkende den kilometerhøje, simplificerende og evigt selvforstærkende collage, der truer med mase hende. Da jeg spørger ind til ‘Art Angels’-singlen ‘Flesh Without Bones’, siger hun hurtigt og afvigende: »Sangen handler bare om at lave musik og have det sjovt med mine venner«.

Det er svært at tolke, om det er hendes egentlige holdning, eller om hun bare vil undgå flere konfrontationer. Men man kan næsten ikke forestille sig, at holdningsprægede Grimes bare laver en sang om at lave musik med sine venner – selv om hun selvfølgelig er i sin gode ret til at gøre det.

Det lader til, at kontroverserne starter, når det kommer til retten til at definere, hvem Grimes er, og hvad det vil sige at være popstjerne. Når hun selv indspiller alle instrumenter på det nye album og endda lærer sig selv at spille guitar, violin og ukulele, så fortæller det også lidt om hendes selvstændighedstrang.

Det er sandsynligvis af samme grund, at hun ikke har et band med sig på scenen og ikke danser alene i front som så mange andre popstjerner. I stedet banker rundt som en pinball-kugle i en flippermaskine mellem Roland-keyboards, samplere og vokal-loopmaskiner og multieffekt-pedaler. Hun sender budskabet: Jeg er en tekniker, en selvstændig kunstner.

Meget tyder på, at Grimes’ status som popstjerne også har gjort, at hun føler sig fanget i en Bermuda-trekant mellem musikindustriens forventninger, medierne og fans. Hun bøjer sig til at sige »både ja og nej«, da jeg spørger hende, om hun ville være en popstjerne, hvis hun selv kunne definere prædikatet.

»Jeg har ikke nogen kommercielle interesser og alt det der med berømmelse interesseret mig ikke«, slår hun fast.

Men tilsat popprædikat eller ej. Grimes er en stjerne. Og over alt andet kæmper hun i kunsten for retten til at være sig selv. Som hun synger på ‘Art Angels’-lukkeren ‘Butterfly’ i et himmelstræbende hook, der synes at symbolisere hendes endelige afsked med omverdenens forventninger til hende som kunstner: »If you’re looking for a dream girl / I’ll never be your dream girl«.

Grimes giver koncert i Falconer Salen den 26. februar.

Læs også: Fem grunde til at vi elsker Grimes’ stil: Under huden på punk/manga-æstetikeren

Læs anmeldelse: Grimes ‘Art Angels’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af