Grimes har lavet et anti-cool popalbum, der giver fuckfinger til konventionerne
Grimes har aldrig lagt skjul på sin popfascination, men hvor hendes tre første album var obskur pop i seriøs eksperimenterende, elektronisk forklædning, er Claire Boucher denne gang gået all in på den rendyrkede pop. Sådan da. For ’Art Angels’ beviser heldigvis, at jo mere skamløs poppet, den 27-årige canadier lyder, jo mere kompromisløs punket bliver hendes attitude. Glem alt om en forvandling til sukkersød popprinsesse, Grimes er pisseligeglad med de gængse konventioner.
’Art Angels’ er nærmest et anti-cool popalbum, der, visse steder, sonisk ville passe bedre ind i start-00’erne end 2015. Her er livetrommer og poppunkede guitarriff, der ville gøre Kelly Clarkson anno ’Since U Been Gone’ misundelig (’Flesh Without Blood’), hardstyle-agtig techno med en bismag af Gwen Stefani (’Venus Fly’ med gæstevokal af en bidsk Janelle Monáe), cheerleader-kæk tyggegummipop (’World Princess part II’, ’Artangels’), og en country-smagende popballade, der ikke ville have lydt helt skæv på et Taylor Swift-album præ-’1989’ (’California’).
Alligevel er det utænkeligt, at andre end Grimes kunne være hjernen bag de 14 numre, der udgør albummets popkludetæppe. Boucher har skrevet, komponeret, indspillet og produceret alt selv – i sig selv en kæmpe fuckfinger til det mandsdominerende producer-landskab i popverdenen – lige fra violinerne i åbningsnummeret ’Laughing and not being normal’ til den velsmurte klubproduktion på opdateringen af demoen ’Realiti’ fra tidligere på året. Og trods sin engleagtige lillepigevokal er der absolut intet piget eller kærlighedshungrende over teksterne, der, modsat på Grimes’ tidligere album, er en anelse klarere leveret og til at tage og føle på.
»California, you only like me when you think I’m looking sad / California, I didn’t think you’d end up treating me so bad«, synger hun på ’California’ som en slags anti-’Welcome to New York’. Bouchers skift fra sin hjemby i Canada til storbyen Los Angeles er langtfra et rosenrødt glansbillede, og hun er ikke bange for at indrømme, at presset giver hende lyst til at krybe ned i et sort hul.
Albummet er imidlertid alt andet end forudsigeligt. Mellem de ultrapoppede stunder gemmer der sig blandt andet den vanvittige ’Scream’ med vokal af den kvindelige, taiwanesiske rapper Aristophanes, der med galoperende westernguitar og mareridtsfremkaldende skrig ville være det perfekte soundtrack til en gory mordscene i en asiatisk slasher-film. Og på et af højdepunkterne, den eksplosive, elektronisk-punkede ’Kill V. Maim’, antager Boucher, med egne ord, synspunkt som »Al Pacino i ’The Godfather II’, men som en vampyr, der kan skifte køn og rejse gennem tid« (!), mens hun på riot grrrl-manér råbende erklærer »I’m only a man / do what I can« – for klassiske kønsroller er selvfølgelig heller ikke noget, Boucher er interesseret i.
’Art Angels’ vil sikkert skræmme dem væk, der kun lytter til den poppede overflade, men Grimes er, trods sin klare hengivelse til poppens virkemidler, næsten så langt fra klassisk hitlistepop, man kan komme. »If you’re looking for a dream girl / I’ll never be your dream girl«, synger hun sigende på den euforiske albumlukker ’Butterfly’. Claire Boucher hylder sin (knap så) indre freak og blæser på folks forventninger om, hvad en kvindelig popstjerne kan, og bør, være.
Kort sagt:
Grimes har med ’Art Angels’ overgivet sig totalt til poppens virkemidler, men udnytter sin nyfundne klarhed til at være mere kompromisløs end nogensinde før. Med sit selvproducerede kludetæppe af nærmest punkede anti-kærlighedspopsange giver Claire Boucher en fuckfinger til genrer, kønsroller og klassiske popkonventioner og cementerer sig selv som en moderne popstjerne, der absolut ikke vil sættes i bås.