Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Hos nogle nye kunstnere kan man nærmest følge med i realtid, mens de finder deres identitet fra sang til sang. Hvordan de prøver ting af og lige så stille nærmer sig den lyd, de hele tiden har søgt efter.
Sonic Girl er ikke sådan en artist. Den danske hyperpop-kunstner har fra starten haft ikke bare en lyd, men en gennemført æstetik, der føles meget velovervejet.
Hun dyrker en særegen sammenstilling af hypernuttet 90’er- og 00’er-pop med fremmedgørende lydelementer, og hun har derudover et stort fokus på det digitale og virtuelle. Næsten som om musikken handler om relationer mellem algoritmiske avatarer snarere end mennesker af kød og blod.
Én sang er for eksempel et kærlighedsbrev til en ’Hackerboy’; en anden drømmer om at møde en magisk ’DJ of My Dreams’.
Det er en tilgang til musikken, hvor det visuelle fylder meget, og hvor der er kræset for detaljerne. Lidt som hos inspirationskilderne PC Music, Charli XCX, Hannah Diamond, Caroline Polachek og Sophie.
Sonic Girls danske variant af hyperpopæstetikken har ført til en pladekontrakt hos Gangers musikselskab Yachtvej, der også huser blandt andre Gents og Dayyani, hvilket Sonic Girl beskriver som at være blevet optaget i en familie.
En familie, hvor der er fokus på den kreative proces, og hvor man – som Sonic Girl siger – »ikke behøver at lave en sang med Andreas Odbjerg« bare fordi det er det hotte lige nu.
I år har hun udgivet singlerne ’DJ of My Dreams’ og ’So In Love’, og til april lander debutalbummet ’Confessions’. Derudover spiller Sonic Girl også til vores nye tredages festival Soundvenue INPUT den 19.-21. maj i København
Vi har talt med Maria Damgaard Jensen, som kvinden bag den fiktive karakter hedder, for at høre mere om det her unikke popprojekt.
»Jeg har ikke lavet musik før for et par år siden, hvor jeg tog i sommerhus med nogle musikervenner. Jeg havde på forhånd skabt denne her karakter, der hed Sonic Girl, da jeg arbejdede på et kunstmagasin«.
»Jeg føler, mine venner var ved at blive sindssyge, for de kunne ikke have nogle tracks for sig selv på den sommerhustur. Jeg ville være med på dem alle! Da jeg kom hjem, satte jeg mig hen foran computeren og sang ind i min iPhone. Sådan lavede jeg sangen ’Girlfriend’«.
»Sonic Girl er en fiktiv karakter, som jeg har skabt for at kunne udleve nogle af mine fantasier, som den virkelige verden ikke kan rumme. Eller som er lidt scary for Maria. Så kan jeg gå helt crazy med den her persona og tørre det af på Sonic Girl«.
»Jeg udlever mine drømme gennem hende. En del af skabelsen af sådan en karakter er også kommet af, at jeg har spillet rigtig meget ’Dungeons & Dragons’«.
»Hvis jeg skulle beskrive Sonic Girl med tre ord, ville det være: Voldsom. Altså i sine følelsers vold. Ekstremt naiv. Og samtidig bare et drømmende væsen, der ikke kan finde ud af at være til stede i nuet. En romantiker. Hun er både en fremtidskarakter, men har samtidig en længsel efter noget simpelt og nostalgisk, som den her digitale verden fucker lidt med«.
»Det er samtidig også en sci fi-figur, der lever i et hyperdigitaliseret univers. Jeg har fra starten af haft en vision om at skabe noget, der er en hybrid mellem noget klassisk og noget futuristisk-digitalt. Det er der, det originale ligger for mig. Ved at kombinere nogle genkendelige musikgenrer og klichéer med noget virkelig glitchet – eller at give folk et synth-baseballbat i hovedet«.
»Det er inspireret af klassiske, simple popmelodier og klassisk sangskriverteknik, men sætter det i et mere ekstremt univers på lydsiden. Det skal være cute og samtidig voldsomt. Det skal fucke lidt med forventningen. Det skal ikke altid være så nemt at gennemskue alting«.
»Jeg har lyttet meget til Katy Perry, The Carpenters og sådan noget, der har den der lidt naive tilgang til emner. Det er meget klassisk og sødt, men dramatisk på samme tid. Det vil jeg gerne putte ind i en moderne kontekst. Min producer plejer at sige: Det, vi laver, er Katy Perry på speed«.
»Jeg har altid været draget af visuelle artister. Jeg synes, vildt mange hyperpop-kunstnere gør det vanvittig godt. Som Caroline Polachek, A. G. Cook og selvfølgelig Hannah Diamond – der i øvrigt laver al sin grafik selv. Det blander meget det organiske med stål og pigge og sådan noget. En god balance af cute og voldsomt – haps! Billedsiden kan nærmest være halvdelen af appellen«.
»Jeg ser Sonic Girls naivitet som en styrke. Det har været spændende at tage afstand til idéen om, at hvis man skal klare sig som kvinde i et maskulint miljø, så skal du fralægge dig alle stereotype, kvindelige egenskaber. Du må i hvert fald ikke tage kage med på arbejde! Det er jeg gået væk fra. Man må gerne have nedringet tøj eller bikini på uden at blive anset for at være mindre klog«.
»Mit kommende album, ’Confessions’, handler ikke om at tilfredsstille folk, der gerne vil have hyperpop. Det er ikke rendyrket det ene eller det andet. Men der er en kerne i det her følelsesmæssige univers. Nogle musevokaler, og så det, at det kan blive lidt storslået af og til. Men det hele er ikke nødvendigvis autotune-smadder. Det handler om balancen«.