INSIDER. Johannes Bruun har mange hatte på. For tiden lader han op til at relancere sit soloprojekt, Klipo, der har været på pause i nogle år. Men det betyder på ingen måde, at Bruun har hvilet på laurbærene.
Han har i en årrække været tilknyttet det Ganger-stiftede pladeselskab Yachtvej, hvor han foruden Ganger har arbejdet med blandt andre Dayyani og Sonic Girl som både sangskriver, producer, A&R og manager.
Det kan virke som meget forskellige roller, men de understøtter alle hinanden, når han arbejder. Det, der forener dem alle, er samarbejdet med kunstneren. Bruun leverer nærmest aldrig en færdigformet sang til en kunstner, og han sidder nærmest aldrig i producerstolen alene.
»Jeg kan ikke lide ikke at være i rummet med artisten«, fortæller Bruun, da jeg møder ham over en kop kaffe på Bartof Café til en snak om hans mange musikbranche-blækspruttearme.
»Jeg tror aldrig nogensinde, at det er lykkedes mig at lave noget til nogen, som blev virkelig fedt. Det kræver, at artisten er der og er primus motor på det. For der er ikke nogen producer, der kan skabe nogen andres historie«.
Soundvenues interviewformat Insider handler om at komme med ind i maskinrummet i kulturbranchen – og allerede da jeg spørger ind til, hvordan Bruun startede sin karriere, er det tydeligt, at musikkens sociale dimension er en af grundsøjlerne i hans virke.
Han begyndte at lave musik med Angående Mig og Sonic Girl, fordi han blev inviteret i sommerhus med dem af en fælles ven. Hans samarbejde med Dayyani startede, da han faldt i snak med hende efter en optræden.
»Jeg så hende spille til en afslutningskoncert. Vi havde gået på MGK-årgang sammen hele året, og vi havde aldrig snakket sammen. Og så spillede hun bare sin sang, og jeg var sådan: ‘Det her bliver vi nødt til at indspille’. Så det startede med, at jeg blev indspilnings-dude på de sange i 2018. Vi har vitterligt startet fra ingenting sammen«, fortæller han.
»Jeg føler, at producer ville være et stort ord for, hvad jeg lavede dengang. Men det er jeg så blevet efterfølgende«.
Tog tre år at finde ro
Hvad har været den sværeste nød at knække i dit arbejde?
»Jeg tror, at alle i musik og i kunst generelt oplever at blive brudt fuldstændig ned en gang imellem. At noget, man har lagt alt i, slet ikke bliver grebet eller bare slet ikke bliver til noget. Det er stadig noget, jeg arbejder på at blive okay med. Det bliver man lidt nødt til at være«.
Hvilke darlings har du været nødt til at dræbe for at få dit arbejde til at gå op?
»Nu har jeg jo ikke været soloartist længe, fordi jeg har fokuseret på at producere så meget for andre. Men uanset hvornår det har været, har jeg selv haft et output også. Men det er næsten altid blevet til andres ting eller til ingenting. Så jeg har helt sikkert skullet dræbe min egen darling ved ikke at dedikere så meget tid til min solokarriere. Det har taget tre år for mig at få tid til – men også at finde ro i – at fortælle min egen historie«.
Hvad gør du for at komme i zonen, når du skal arbejde?
»Jeg kan rigtig god lide at have lang tid, som man kan sætte af til at chille og komme langsomt i gang, hvis man har en session. Bare yappe i et par timer for at sige godmorgen og komme i gang. I dag snakkede vi i to timer og skrev musik i tre. Vi vitterligt plaprede«.
»Jeg synes, det er vigtigt med et godt rum, rent fysisk. Jeg har altid stearinlys i mit studie. Jeg prøver at lade det dufte godt. Jeg laver et sansemæssigt godt rum. Altid lav belysning, uanset hvornår på dagen«.
Hvilken irriterende tendens inden for dit felt taler du mest med dine kolleger om for tiden?
»Labels og andre gatekeepers, som siger, at de gerne vil have noget friskt og nyt, men som bliver ved med at signe og spille det samme, selvom der ligger alt muligt nyt og friskt lige foran næsen på dem. Man kan jo ikke sige, at det er en ny tendens. Men jeg synes, at der sker så mange gode ting, som ikke får plads, mens der er mange stenede ting, der får rigtig, rigtig meget plads på scenerne og på radiofladerne. Udover P3 – jeg synes, P3 gør det godt«.
Spirende talenter og et skjult geni
Hvilket talent taler man om i branchen lige nu?
»Jeg har lyst til at sige Thea Dora, som jeg har arbejdet med. Hun er bare fucking fresh. Jeg får virkelig sådan en svensker-shameless vibe fra hende og Ronni (Vindahl, red.), som jeg bare lever for. Jeg tror på, at hun har den«.
»Jeg synes også, at Karoline Mousing er virkelig nice. Hun er en young TikTok-girl, der bare har en vild kaos-energi. Jeg elsker hende. Hende har jeg også arbejdet med og kendt siden 2020 eller sådan noget. Hun har bare ventet og ventet og holdt igen. Og nu har hun fået noget grineren, sådan helt Flødeklinikken-agtig hiphop-pop-energi, som jeg synes er fucking nice«.
Hvem er det største geni i din branche, som få mennesker kender?
»Min første indskydelse er Jasko Bobar, som er fotograf. Det er lidt en anden branche, men han har lavet mange artistfotografier de sidste par år, blandt andet Dayyani og Angående Mig. Jeg har brugt ham rigtig meget«.
»Det har været så vigtigt for de to projekter og for os som team at finde en, der virkelig ville have lyst til at fortælle historien gennem det visuelle også. Det har han bare grebet helt vildt, og han er sindssygt dygtig. Han har også lavet Jadas gravidfoto og Coco O’s albumcover fra den seneste plade«.
Hvad er den mest udbredte fordom om din branche, som du møder?
»Der er mange, der efterhånden godt ved, at det er svært at komme ind i branchen. Men jeg føler, at der er en fordom om, at det er en dans på roser, når først man er inde. Men det er en evig kamp, og det vil det altid være. Der bliver lagt et kæmpe pres på ens hjerne om, at ens idéer bare skal være gode hele tiden. Man skal blive ved med at genopfinde sig selv hele tiden«.
Har følt sig forstået – og misforstået
Hvornår har du virkelig følt dig forstået af en anmelder eller af publikum?
»På Roskilde Festival med Sonic Girl lykkedes vi med at lave et virkelig kringlet narrativ. Der var så mange popkulturelle referencer. Med Hollywood-skiltet, hvor der stod ‘Sonic Girl’, som brændte ned. Og der var sådan et klip fra ‘Hannah Montana: The Movie’, der kørte i fuld længde. Hun tog parykken af som en Hannah Montana-tribute«.
»Vi snakkede med mange bagefter, der sagde ‘Fuck, det var grineren med det der Hannah Montana-noget’. Folk fattede det virkelig. Og vi var sådan: ‘Wow, det her publikum er så klogt’. Det var virkelig en følelse af at stille høje krav klokken 22 på Roskilde, og det blev bare totalt grebet. Vi fik så god respons, og det kunne lige så godt have været en gigantisk fiasko«.
Hvornår har en anmelder misforstået din intention med dit værk?
»På Dayyanis album var der i Soundvenues anmeldelse en omtale af den sang, der hedder ‘Cameraman’. Der stod, at der ‘bliver kogt lige lovligt meget suppe på en metafor om kameraet som en elskers blik’. Men det er den mest ikoniske historie, fordi Isabella vitterligt mødte sin nuværende kæreste på sit eget musikvideo-shoot i 2021, hvor han var lysassistent. Det er vitterligt sådan her, deres kærlighedshistorie begyndte«.
Hvad er den bedste feedback, du har fået?
»Da jeg var 16, var jeg meget stor fan af Moses: “Andreas”, som er Andreas Odbjergs gamle duo. Min sanglærer på efterskolen havde gået på konservatoriet med Odbjerg, og hun spurgte, hvad jeg ville synge, hvis jeg selv kunne vælge. Det var en Moses: “Andreas”-sang, der hedder ‘Juveler’«.
»Hun svarede, at den kunne man ikke lige finde akkorderne til, men at hun lige kunne ringe ham op for at få akkorderne. Så ringer hun ham op, mens jeg sidder der og er dødsfan. Dengang var jeg allerede i gang med at lave mine egne ting og havde sygt meget drive som artist. Jeg fik hans mail og sendte ham noget musik. Og så sendte han mig en pdf på to A4-sider med mega konkret feedback og tanker om det, jeg havde lavet«.
»Og det lød ad helvede til. Det var hæsligt. Jeg havde lavet det på mit efterskoleværelse. Men den feedback, han gav mig dengang, var noget, jeg over flere år vendte tilbage til. For det handlede om hele måden at tilgå en kreativ proces på. Han har jo været igennem en masse kreative processer, og jeg synes stadig, man kan mærke hans etos gennem alt det, han laver. Der er stadig et kreativt værdisæt hos mig, som er inspireret af ham«.