Sonic Girls debutalbum ‘Confessions’ er en voldsom og radikal metaleg med popmusikkens æstetik

Sonic Girls debutalbum ‘Confessions’ er en voldsom og radikal metaleg med popmusikkens æstetik
Sonic Girl. (Foto: Cecilie Rolvung)

Er Sonic Girl performancekunstner eller popstjerne? Den danske hyperpop-kunstner har siden debutsinglen ’Girlfriend’ penduleret mellem de to positioner, og hun er jo nok begge dele – en performancekunstner, der spiller en popstjerne. Det er også den dobbelthed, der er på spil på debutalbummet ‘Confessions’.

Men ‘Confessions’ er mere hyper end pop. Og fred være med det. Hyperpoppens væsen er at lave en hyperreel, maxet udgave af 00’ernes popæstetik. Men meget af tiden er det som om, danske Maria Damgaard Jensen (der står bag Sonic Girl) er ude i en slags andengradshyperpop og refererer til dem, der refererer. Hun lyder mere af Caroline Polachek, Hannah Diamond og Charli XCX end Britney Spears og Nelly Furtado.

Det er ikke et problem, men det begynder at være svært at se gennem de mange lag af æstetiseringer og ironiseringer. Og så bliver det pludselig lidt af en opgave at hitte rundt i Sonic Girls univers. Skal man lytte efter popsange, eller skal man gribe til Baudrillard og sin postmoderne analyse?

Som popalbum er ‘Confessions’ tæt på at gå tabt i ambiente synthpassager og glitchede drops (de første tre numre føles mere som lydflader end sange). Rent håndværksmæssigt er både sangskrivning og produktioner dog på et højt niveau. Men trangen til at vende alting på vrangen kan også virke som et nådesløst benspænd, for det kræver altså en del mere at lytte til den aggressive ‘DJ of My Dreams’ end Katy Perrys ‘Teenage Dream’.

Sonic Girl er mindst lige så stærk, når hun skruer lidt op for poppen på ‘Hackerboy’ og især ‘So In Love’, der (unikt for albummet) føles mere som en popsang end en abstraktion over en popsang. Men det er tydeligvis det voldsomme, det digitale og det radikale, der er i højsædet: Den ekstreme ‘Superstar’ starter ud som et langt trance-buildup, inden den brydes ned i et minimalistisk lydunivers for så til sidst at ende i maskinelt klimaks – ‘DJ of My Dreams’ lyder som et EDM-hit fra 2040.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Også det tekstlige univers er en metakommentar til pop: »I’m in love with the thought of being in love with you-u-uhhh«, lyder det kækt og længselsfuldt på ‘So In Love’. Det er en overdreven dyrkelse af kærligheden for kærlighedens skyld.

‘Girlfriend’ handler nok mere om ideen om at være nogens ’girlfriend’ end en ægte relation, og på den catchy ballade ‘I Wish’ er det en nærmest komisk hul kærlighed, der fremstilles – »I wish I was your trophy wife«, synger hun i øm duet med labelmate Niels Juhl fra Gents.

Men selv her kan Sonic Girl ikke lade være med at smide en manipuleret vokal i outroen. Når det bliver for virkeligt, skal det en tur gennem maskinen, pakkes ind i en skinnende overflade og et lag af ’ej, jeg mener det ikke helt — eller gør jeg?’.

Og hvor langt kan man i sidste ende komme med en postironisk karakter og en PC Music-inspireret synthlyd? Faktisk forholdsvis langt, viser det sig. Som lytter skal man så absolut arbejde for føden på ‘Confessions’. Men gør man det, er der bestemt noget at hente.

»You wanted it all«, synges der på lukkeren ‘Six Feet Under’. Og måske kan man godt få både veldrejede, melodiske hits og radikal, futuristisk hyperpop i samme pakke? Om man så vil nyde de flotte sange eller kloge sig på popmusik som fænomen er op til en selv.


Kort sagt:
Det kan være svært at finde rundt i Sonic Girls univers af postironi, hyperpop og maksimalisme, men hvis man giver sig tid til at finde vej ind i det, er der bestemt noget at hente.

Sonic Girl spiller til vores nye tredages festival Soundvenue INPUT den 19.-21. maj i København.

Sonic Girl. 'Confessions'. Album. Yachtvej.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af