PORTRÆT. Inden Fontaines D.C. udgav deres fjerde album, ‘Romance’, fik frontmand Grian Chatten titlen tatoveret på sin arm.
»Jeg var klar over, at jeg kunne ende med at gå rundt med en tatovering af det album, der afsluttede vores karriere. Men jeg må have gjort det underbevidst for at overbevise mig selv om, at min mening som kunstner var den eneste, der betød noget«, fortalte han sidste år til Rolling Stone efter udgivelsen.
Heldigvis for Chatten behøver han ikke at skamme sig over at have ’Romance’ tatoveret på armen. For albummet blev langt fra afslutningen på karrieren for det irske rockband.
Der er snarere sket det stik modsatte.
Dublin-kvintetten er siden blevet et af klodens største unge rockbands. De har rundet fem millioner månedlige lyttere på Spotify, haft kæmpehits med ’Starburster’ og ’Favourite’ og lige været et af hovednavnene på den toneangivende festival Primavera Sound i Barcelona.
Om godt to uger bringer deres verdensturné dem forbi Roskilde Festival.
Her er de tydeligt blevet castet som det store, bredt favnende rocknavn, der skal spille i primetime på Orange Scene. Sidste år var det Foo Fighters, året før var det Blur, året inden det The Strokes. I 2019, før coronaårene, var det The Cure. Alle veletablerede stadionnavne med fællessangsopildnende kataloger.
I år er der ingen rockkoryfæer i den liga på programmet. Nine Inch Nails og Deftones er for nichede, The Raveonettes er ikke store nok internationalt. I øvrigt spiller ingen af dem Orange.
Nej, det er et ungt band, der stadig er i bevægelse både kunstnerisk og kommercielt, som skal løfte arven fra legenderne og sørge for bar mave, fadøl og fællessang foran den helt store scene.
Betyder det, at tiden, hvor Roskilde Festival hyrer store rocknavne ind til at skabe samlende øjeblikke på tværs af generationer på Orange Scene, er forbi? Eller behøver de bare ikke længere at bestille et band, der har haft deres storhedstid, fordi der faktisk er et nyt, ungt band, der magter opgaven?
Svaret på det sidste får vi om godt og vel to uger på Dyrskuepladsen.
Indtil da er det værd at dvæle ved et andet spørgsmål: Hvorfor er det lige præcis Fontaines D.C., der er blevet et stort rockband i en tid, hvor den slags ellers ikke rigtig findes længere?
Fra Dublin-lømler til verdensmænd
Allerede på åbningsnummeret ’Big’ fra 2019-debutpladen, ’Dogrel’, proklamerede Grian Chatten, at det her ville blive, ja, stort: »My childhood was small / But I’m gonna be big«.
Ellers sang han mest om sit evindelige had-kærligheds-forhold til hjemlandet. Dublin i regnvejr, Irlands arbejderklasse. Den slags. Og de fleste af sangene blev naturligvis mere råbt end sunget.
Men der var også små øer af skønhed på pladen, og især på uendeligt flotte ’Television Screens’ antydede Chatten, hvor godt et øre han har for melodier.
I 2020 fulgte det kritikerroste album ’A Hero’s Death’, og i 2022 fuldendte Fontaines D.C. deres trip-trap-træsko af natsorte rockplader med den hårdtslående ’Skinty Fia’, der på mange måder var en plade om opbrud. Helt konkret fordi alle bandmedlemmerne flyttede fra Irland til London.
Så tog de det store spring.
Hvor ‘Skinty Fia’ var Fontaines’ dystre afsked med Dublin, er ‘Romance’ deres endegyldige forvandling til spraglede globetrotter-rockstjerner.
Kig bare på deres bandbilleder fra 2022 og tilbage. Tøjet er mørkt, udtrykket stramt og sammenbidt. Find så nogle af deres nye pressebilleder til sammenligning. Vi snakker pangfarver, lædernederdele, makeup, velour, spike-frisurer og store solbriller. Der er ingen tvivl om, at det her er et band, der har skiftet ham.
Det er Fontaines’ første plade på XL Recordings, og som navnet antyder, har bandet nu rettet blikket mod de store arenaer.
De har udskiftet deres faste producer Dan Carey (også kendt for sit samarbejde med postpunknavne som Squid og Black Midi) med James Ford, der har arbejdet med mere stadionvenlige kunstnere som Arctic Monkeys, Gorillaz og Depeche Mode.
Lyden er mere poleret, melodisk og storladen end tidligere, men uden at Fontaines på nogen måde har givet køb på deres potens. Tjek for eksempel ’Starburster’, hvor »Chatten stakåndet rapper sig igennem et angstanfald«, som Soundvenues Holger Møller Dybro skrev i sin anmeldelse af ’Romance’.
Det er lidt, som da Nirvana gik fra en rå og punket DIY-æstetik på debuten ’Bleach’ og fik et mainstreamgennembrud med den mere gennemproducerede ’Nevermind’ i 1991. Det hele føles bare mere vitalt og tidløst.
»Vi kan generere idéer, der lyder, som om de har været hugget i sten i tusind år«, har Grian Chatten udtalt til The Guardian.
Det bliver smukt eksemplificeret på albumlukkeren, ’Favourite’.
Guitarmelodien vækker mindelser om prima The Cure, og Grian Chatten synger som en ung Damon Albarn, bare lidt mindre kæk. Og med sin helt egen intensitet, karisma og evigt charmerende Dublin-accent.
Det er en af Fontaines’ allerstørste kvaliteter som ungt rocknavn i 2025: De minder os om vores gamle yndlingsbands, men lyder samtidig som indbegrebet af tidsånden.
Som en YouTube-bruger skriver i kommentarsporet til musikvideoen: »Det føles både friskt og nostalgisk på samme tid«.
Sally Rooney og Guinness
Sådan føles hele pladen. Sangene er bare mere uimodståelige ved første lyt og mere slidstærke i længden.
Selv sjælerne, som Fontaines ellers tidligere har haft svært ved, er sublime. Lyt blot til et nummer som den tungt vuggende ’Desire’. Eller strygerbårne ’In the Modern World’, hvor Chatten reflekterer over, om det er bedst ikke at kunne føle noget, eller om det er bedst trods alt at have det skidt:
»In the modern world / I don’t feel, no, I don’t feel / I don’t feel bad«.
Det er nok nogle af de stemningspoler, de fleste af os går rundt og pendulerer mellem i en tid med politisk kaos, krige og klimakrise. Skal man æde smerten ved at se alt det forfærdelige i øjnene, eller skal man lukke øjnene og fortrække til en konstant tilstand af mellemfornøjet døs? Forsøge at stille noget op, eller nytter det alligevel ikke noget?
Selv har Fontaines D.C. ikke været bange for at markere sig på en af tidens største dagsordener.
De har gentagne gange ytret deres støtte til Gaza og haft det palæstinensiske flag med på scenen. Chatten har kastet sig ind i Kneecap-kontroversen og kaldt kritikken af den nordirske hiphopgruppe for »en heksejagt«.
Og da Greta Thunberg for nylig tog på en meget omdiskuteret sejltur med kurs mod Gaza? Der havde hun selvfølgelig en Fontaines D.C.-t-shirt på, som bandet har designet sammen med en irsk fodboldklub for at samle støttepenge ind til organisationen Medical Aid for Palestinians.
Jeg husker et decideret jubelbrøl foran Orange Scene sidste år, da norske Aurora erklærede sin støtte til palæstinenserne, så en lignende markering fra Fontaines D.C. skal nok falde i god jord hos Roskilde-publikummet.
Og så er der en sidste ting, vi ikke kommer udenom, hvis vi vil forstå, hvorfor Fontaines D.C. er blevet noget så sjældent som et stort rockband i 2025.
Dublin-afsked eller ej kan Fontaines ikke løbe fra, at de er den musikalske spydspids i strømningen af irsk kultur, der i de her år rammer Europa. Vi dåner over Paul Mescal, læser Sally Rooney og drikker så meget af den bundirske Guinness-øl, at flere barer i København løb tør for den i foråret.
Måske er det ikke så mærkeligt, at vi i et Europa martret af Trump og den lange skygge fra Brexit bevæger os væk fra USA og England og i stedet søger noget nyt og friskt, der gudhjælpemig har vist sig at være irsk?
Under alle omstændigheder er musikkens rolle den samme i alle store bevægelser: at slå på trommerne og samle mennesker.
Vi ses ved Orange, når Fontaines D.C. spiller op.
Fontaines D.C. spiller på Orange Scene onsdag 2. juli kl. 20.30.